Læsetid: 3 min.

Socialeventyrlig realisme

Dreng møder pige, og opsprætbar bog møder e-bog. Første møde er noget særligt, det andet knap så vigtigt
31. maj 2013

Når man, som Kristina Stoltz gør, kalder sin prosafortælling Historien, så har man både kaldt den virkelig lidt og virkelig meget. Historien bærer fint sit navn, for der er noget ur-historie over fortællingen om to børn, der møder hinanden i et tilnærmelsesvis ingenmandsland ved havet, og samtidig er Historien så tilpas spartansk fortalt – det vil sige, den er så virkelig lidt – at der er rigelig plads til, at læseren også kan hælde i formen. Den begynder sådan her: »Drengen havde grå øjne. Drengen ved navn Theodor som hun fra begyndelsen havde kaldt T. Lille T. Hun syntes ikke, at Theodor passede til ham endnu. Han var for lille til så korpulent et navn. Kun syv år. Snart otte.«

Og sådan fortsætter Historien med korte sætninger, mange punktummer, et halvanonymt sprog, der passer godt til de grå øjne, og så denne særlogik, nemlig at drengen er for lille til sit navn, Theodor. Drengen og hans navn er det tydelige eksempel på en grundlæggende uoverensstemmelse mellem ting i verden og navnene for dem.

Pigen er femten og temmelig meget tilovers i sin mors hus, der er fyldt op af elsker (og senere elskere). Hendes kærlighed bliver drengen, der ingen familie har. Drengen, som pigen hidtil kun har læst om i sine bøger. På den vis benytter Historien samme princip som havregrynspakken fra gamle dage. På billedet af havregrynspakken er et billede af en havregrynspakke osv. Med andre ord: I bogen om drengen er en bog om drengen osv. Bogen skal endda sprættes op som i gamle dage og er derfor godt gammeldags langsom.

Som ud af det grå

Uden for bogen er så et usb-stik med en e-bog, eller læseren kan gå på nettet og downloade en digital version, »hvor musik og film er en del af læseoplevelsen«. En variation over samme æskeprincip, kan man sige. Jeg gik dog lidt kold på at åbne æsker, det er nemlig arrangeret så tungt og bøvlet rent teknisk, at man skal overføre sin e-bog fra computer til tablet (og have plads til en halv GB på denne). Men den omstændelige teknik er naturligvis sekundær. Det for alvor interessante er spørgsmålet om, hvorvidt film og bog tilfører hinanden noget.

I det spørgsmål går komponist Frithjof Toksvig og filmskabere Sidsel Becker og Jakob Friis på listefødder igennem det gamle mediums, bogens, katedral. Film og musik er smuk og næsten tid- og stedløs, ligesom teksten overvejende er det. Æstetisk er der truffet en række fine valg – blandt andet er tekstens gennemgående hvide pletter blevet til hvide pletter i e-bogens videoer, men modstand og tilføjelse er der ikke tale om. De lag og den spidsfindighed, som man kunne forestille sig at mødet mellem de forskellige medier kunne føre til, klarer teksten faktisk selv.

For ud af det, der ligner et eventyr, dukker der så ord som ’kommune’ og ’plejefamilie’ op – som ud af det grå. »Vi må gå op til kommunen og forklare dem det hele,« siger børnene til hinanden i det øjeblik, kommunen stadig kan opfattes som hjælperen i eventyret. Kun lidt senere er kommunen som den onde drage eller heksen: »I morgen kommer de fra kommunen.«

Det er Historiens store (sags)nummer, at den kunne være en historie fra det udkantslige DK 2013 om sociale problemer, og at den løfter historien om to svigtede børn ind i en tidløs ramme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu