Læsetid: 2 min.

Alle steder kan invaderes

’Store Malene’ er penetration i flere afskygninger samt et uklart kunstprojekt, der alligevel finder en slags mål ved at affinde sig med et uforklarligt begær
24. maj 2013

Stedet i Iben Mondrups anden roman om fotokunstneren Justine er Grønland. Den tidligere koloni, en enorm ø, der engang blev invaderet af danskere, og som i Store Malene – der er det danske navn på et grønlandsk fjeld – invaderes af en fotograf med et gennemborende blik og »et sygt kamera«. Det er amatørfotografen Jesper, der kalder kunstnerens kamera sygt. Han har selv invaderet Grønland sammen med sit hvide kødbjerg af en hustru lidt på samme måde, som man som turist kan invadere Ibiza og te sig åndssvagt. Grønland er for ægteparret blevet en mental undtagelsestilstand. Kunstneren Justine er taget til Nuuk uden nogen faste planer og uden noget mål for sit arbejde, »men et eller andet mål er der jo alligevel. Det er bare ikke altid man ved det på forhånd«.

I romanen adskilles det realistiske plan ikke fra det dunkle, drømmeagtige, underbevidste. Det gør den til en lidt bumlet og diffus læseoplevelse, men jeg tror også, at det er denne insisteren fra forfatterens side på at lade Justines perverse tanker blive lige så virkelige som virkeligheden, der gør den værd at tale om. De perverse forestillinger bliver mindre perverse herved, måske er de det slet ikke.

Blok P

Store Malene behandler penetration i flere afskygninger – »alle steder kan invaderes«, hedder det et sted, og et andet, at Justine »selv kunne fylde hullerne ud med begivenheder«. Den tilbyder kort sagt mange tolkningsmuligheder. Justine følger et uforklarligt begær og bliver selv invaderet af Jesper plus kedsom kone og ender med at flygte fra det hus, hun har lejet. Men inden da er hun trængt ind på livet af den kvinde, der ejer huset, ved at rode i hendes private fotos. Justines indtrængen er også hendes indflytning i en efterladt faldefærdig bygning symbolsk nok kaldet Blok P – P for penetration og perversiteter. Her opbygger hun langsomt et scenarie af døde dyr, fjer, opkast og endelig en lort: Store Malene en miniature.

Iben Mondrup viser billedet af mennesker som rovdyr og byttedyr, sågar tøjdyr. Som seksuelt væsen er Justine både på rov og et bytte. Ordene ’grønlandsk fangerkultur’ bruges vist ikke direkte, men de står der næsten. På markedet sælges der råt kød, ude i naturen overlever Justine på tørret hvalkød. Det er som om betydningerne ingen ende vil tage. Grønland er som en gave for forfatteren og bliver det også for læseren. Som romanforfatter er Iben Mondrup meget lidt institutionaliseret, det gør hendes prosa skæv og kantet og ude af kontrol, hvilket jeg klart oplever som en stor kvalitet.

Og oveni alle disse billeder, konkrete sansninger og symbolik er Store Malene et sjældent nutidsbillede af Grønland, et billede, der ikke lader til at være et hovedærinde, men som bare dukker frem lige så stille og nuanceret, som om det billede blot var en sidegevinst.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu