Det store moderdyr

Kristin Scott Thomas er frygtindgydende som Ryan Goslings mor i Nicolas Winding Refns stiliserede og svære ’Only God Forgives’, der i går havde verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes
’Only God Forgives’ er en film, det er svært at holde af, men det er også et kompromisløst kunstværk, som det er umuligt ikke at beundre eller forholde sig til. Ligeglad kan man ikke være med filmen.

’Only God Forgives’ er en film, det er svært at holde af, men det er også et kompromisløst kunstværk, som det er umuligt ikke at beundre eller forholde sig til. Ligeglad kan man ikke være med filmen.

23. maj 2013

Man kan sige meget om Nicolas Winding Refn, men han holder sig ikke tilbage, når han laver film. Den danske instruktør har en medfødt uvilje mod at stryge publikum med hårene. Og han laver præcis de film, han har lyst til.

I skrivende stund, godt en time efter, at jeg her på filmfestivalen i Cannes har set Refns nye film, Only God Forgives, er jeg stadig stærkt i tvivl om, hvad det er, jeg har set, og hvad jeg skal synes om det.

Det kan jeg kun tage hatten af for, også selv om der var mange andre, som bestemt ikke kunne lide filmen og derfor buhede, da rulleteksterne begyndte at løbe over lærredet.

Der var dog også mange, som klappede af filmen, og jeg forstår sådan set godt begge lejre. Only God Forgives er en film, det er svært at holde af, men det er også et kompromisløst kunstværk, som det er umuligt ikke at beundre eller forholde sig til. Ligeglad kan man ikke være med filmen.

Ryan Gosling, der også medvirkede i Nicolas Winding Refns forrige film, Drive, spiller amerikaneren Julian, der driver en thaibokseklub – og står bag mere lyssky forretninger – i Bangkok. Da hans storebror voldtager og dræber en lille pige og selv bliver slået ihjel af pigens far – der handler på opfordring af en lokal, meget magtfuld og brutal politichef (Vithaya Pansringarm) – kommer Julians dominerende mor (Kristin Scott Thomas) til byen, og så bryder helvede løs.

Hun vil have hævnet sin ældste søn – og mener i øvrigt, at Julian bør gøre det, selv om han synes, at broren fik, hvad han havde fortjent – og sætter dermed gang i brutalt opgør med politichefen.

Det er præcis lige så blodigt, som det lyder – politichefen er effektiv med et sværd – men det serveres på en meget stiliseret facon i en natteverden bestående af labyrinter af korridorer, hotelgange og gader badet i rødt lys, hvor ikke mindst Gosling bevæger sig, som blev han filmet i slowmotion.

Det skal nok irritere nogen, men giver Only God Forgives et drømmeagtigt skær – som i et af den slags eventyr, instruktøren i går fortalte om her i avisen. Og kombineret med den Cliff Martinez’ stemningsfulde musik og Kristian Selin Eidnes Andersen og Eddie Simonsens voldsomme, buldrende lydlandskab får filmen et ganske særegent udtryk.

Frygtindgydende mor

Nicolas Winding Refn har befundet sig i samme visuelle og tematiske boldgade – tavse, voldsomme mænd, der kæmper for overlevelse – i film som Fear X, Valhalla Rising og til dels også Drive. Og mere end at forstå en film som Only God Forgives skal man give sig den i vold, og lade den føre sig med ind i afkroge af det menneskelige sind og eksistens, hvor man ikke altid har lyst til at opholde sig. Det er ikke spor nemt, og jeg ved heller ikke, hvor meget man får ud af det; følelsesmæssigt engageret er man i hvert fald ikke for alvor i filmen og dens personer.

Hvor Drive var en amerikansk genrefilm parret med europæisk kunstfilm og trods alt havde en vis fremdrift, er Refns seneste værk en dvælende europæisk kunstfilm tilsat thailandsk genrefilm – der synges en del karaoke i filmen – og Only God Forgives vil givetvis chokere det store publikum, instruktøren fik med Drive, og alle de, der går ind for at se den på grund af Ryan Gosling. Man kan argumentere for, at den amerikanske skuespiller ikke har meget at arbejde med i Only God Forgives – han taler og bevæger sig ikke meget – men han har et af den slags ansigter, man ikke bliver træt af. Det er dog uudgrundelige Vithaya Pansringarm i rollen som politichefen – titlens gud, der afgør, hvem der skal leve og dø – og blonderede Kristin Scott Thomas som et moderbæst af dimensioner, der stjæler billedet i filmen.

Julian lider af et stort moderkompleks – velsagtens filmens egentlige tematiske omdrejningspunkt – og det udnytter hun tilfulde, når hun får ham til at udføre sine ugerninger og bagefter svigter ham for at redde sit eget skind. Hun er i sandhed frygtindgydende, og det er en udelt fornøjelse at se Scott Thomas i sådan en rolle.

’Only God Forgives’. Instruktion og manuskript: Nicolas Winding Refn. Dansk. Premiere i Danmark den 30. maj

Mere fra Cannes på information.dk og Twitter:@monggaard

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Lone Christensen

Christian Monggaard:
'......er jeg stadig stærkt i tvivl om, hvad det er, jeg har set, og hvad jeg skal synes om det.'
'..jeg forstår sådan set godt begge lejre. Only God Forgives er en film, det er svært at holde af, men det er også et kompromisløst kunstværk, som det er umuligt ikke at beundre eller forholde sig til. Ligeglad kan man ikke være med filmen.'

Det er rart at læse, at en anmelder kan have svært ved at 'placere en mening et bestemt sted', so to speak...
Andre har enten rost filmen til skyerne eller nævnt at kun genrefans vil elske den....

Tak for din ærlighed!

anbefalede denne kommentar