Læsetid: 5 min.

Fra storhed til fald

’Zentropia’, er en underholdende og indimellem chokerende fortælling om den virksomhedsmæssige side af Zentropa og dets to excentriske grundlæggere, Peter Aalbæk og Lars von Trier
Zentropa har altid været et usædvanligt filmselskab med en aparte og grænseoverskridende, men også underholdende og tilsyneladende effektiv ledelsesstil. Her har en tidligere medarbejder fået tatoveret filmselskabets logo.

Niels Ahlmann Olesen

10. maj 2013

Jeg må indrømme, at jeg blev både overrasket og chokeret, mens jeg læste mig igennem journalisten og forfatteren Anne Mette Lundtoftes nye bog, Zentropia, der handler om filmselskabet Zentropa.

Overrasket, fordi der i selskabets 20-årige historie er sket ting og sager, især på det personale- og ledelsesmæssigeplan plan, som jeg ikke kendte til. Chokeret, fordi nogle af de ting og sager går så langt over grænserne for, hvad god virksomhedsledelse og medarbejderpleje går ud på – ja, hvad ganske almindelig god opførsel går ud på.

Det er kapitlet om assistenten Sarah Cohr Lützen, som vi bragte her i avisen for en uge siden, et godt eksempel på. Hun »irriterede« Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, og blev derfor mobbet ud.

Zentropas dna

Nej, jeg havde selvfølgelig ikke på forhånd forventet, at jeg vidste alt om Zentropa, men jeg begyndte min karriere som anmelder og skribent i 1993, et år efter, at Zentropa blev stiftet, og jeg har gennem de seneste 20 år haft meget med selskabet at gøre – lige fra at bade nøgen med Peter Aalbæk i en swimmingpool i Cannes til at interviewe selskabets instruktører og producere, anmelde dets film – godt og skidt – og skrive artikler og ledere om Aalbæk og hans makker, filminstruktøren Lars von Trier.

Og ja, Zentropa har altid været et usædvanligt filmselskab med en aparte og grænseoverskridende, men også underholdende og tilsyneladende effektiv ledelsesstil. Man har for eksempel benyttet sig af ulønnet arbejdskraft, de såkaldte ’småtter’, som man har kørt hårdt og stramt – men også givet dem mulighed for at stige i graderne og få ansvar for selv at producere film – ligesom Peter Aalbæk har excelleret i excentrisk opførsel med nøgenbadning, bramfri og kontroversielle udtalelser og generel høj cigarføring. Det har simpelthen været en del af Zentropas dna og branding, og det har vakt genklang både i Danmark og udlandet, ikke mindst i medierne, hvor vi jo elsker en god og kulørt historie. Men at selvsamme Aalbæk ligefrem mobber og chikanerer de af sine ansatte, der tillader sig at sige fra over for hans bizarre opførsel, er jeg chokeret over. Måske ikke så chokeret, som jeg ville have været, hvis ikke jeg havde været vidne til Aalbæks grundløse og hysteriske forfølgelse af filmmagasinet Ekko sidste år.

Det er svært at overvurdere Peter Aalbæk Jensen og Lars von Triers betydning for dansk film, og alene af den grund er jeg glad for Zentropia, der overraskende nok er den første egentlige bog om Zentropa. Omvendt præsenterer Anne Mette Lundtofte kun læserne for én side af Zentropa – det skriver hun også i sin indledning; det er hendes version af sandheden om selskabet – og det er den, der handler om Zentropa som en arbejdsplads med en ganske særlig kultur, og hvordan den arbejdsplads og kultur har udviklet sig.

Det er en fascinerende historie, ikke mindst fordi den handler om storhed og fald – fra kreativ legeplads til sekt i Lundtoftes optik – og fordi den involverer så farverige personligheder og temperamenter som Aalbæk og Trier. Det er da også det ujævne parløb mellem dem, købmanden og kunstneren, der udgør en slags rygrad i Zentropia, selv om man godt kan kalde Aalbæk for hovedpersonen, manden, hvis irrationelle og idiosynkratiske opførsel i høj grad præger den forretningsmæssige del af Zentropa.

Zentropia er et underholdende virksomhedsportræt, især mens det går godt for Zentropa, men da krisen rammer verden i 2008, begynder det, der tidligere har været excentrisk opførsel og grovkornet, men også kærlig humor fra Peter Aalbæks side, at blive blot grov og uforsonlig opførsel, der rammer alle, ikke kun ulønnede praktikanter og uerfarne assistenter, men også nære samarbejdespartnere som producerne Ib Tardini, der har været med fra starten, og Meta Louise Foldager. Begge ender da også med at forlade selskabet.

Fuld adgang

Anne Mette Lundtofte har tilbragt tre år med at nærstudere Zentropa, og åbenbart har hun haft fuld og fri adgang til det meste. I det lys savner jeg dog en nærmere gennemgang og analyse af de kreative aspekter af Zentropa. Hvordan foregår det daglige arbejde med filmene og instruktørerne og manuskriptforfatterne? Hvordan er de store film egentlig blevet til? Det nævnes indimellem, men stort set kun hvis det belyser aspekter af Peter Aalbæks opførsel.

Der er instruktører tilknyttet selskabet, som ikke har villet medvirke – Susanne Bier, Kristian Levring og Thomas Vinterberg – og selv om Peter Aalbæk har ladet forfatteren være med til alt, har han ikke villet udtale sig direkte til bogen. Anne Mette Lundtofte har talt med mange andre nøglepersoner fra Zentropas kreative og administrative afdelinger, og så har hun valgt at lade sin research være en del af den new journalism-agtige fortælling om selskabet, hun skriver med sine egne ord.

Kun indimellem kommer nogle af de interviewede til orde, men for det meste er det forfatterens egen fortælling, der er den fremherskende, som har hun gennem årene været en flue på væggen og observeret alt, hvad der er sket.

Velskrevet tekst

Det giver på den ene side en velskrevet – og hurtigt læst – tekst, som man sluger, mens man enten nikker genkendende til det, der står, ryster lidt på hovedet eller overraskes og chokeres. På den anden side er man ofte i tvivl om, hvem der er kilde til hvad – og om de enkelte kapitler mon er baseret på udsagn fra flere end én kilde. Det er især problematisk, fordi enkelte af kapitlerne retter nogle ret alvorlige anklager mod Peter Aalbæk, som for eksempel kapitlet om salget af Zentropa-aktier til medarbejderne. Salget ender med at påføre køberne store tab, men i kapitlet er det kun Anders Rønnow Klarlund, der udtaler sig direkte som vred aktionær.

Det skal dog siges, at alle kilder har læst og godkendt de afsnit af bogen, hvori de optræder ved navns nævnelse – pånær Aalbæk og Lars von Trier, der ikke har ønsket at læse på forhånd.

Jeg kan ikke lade være med at ønske mig, at Zentropia var en mere udtømmende bog om Zentropa som det kunstneriske lokomotiv, selskabet har været i dansk film gennem mere end 20 år. Jeg kan ikke lade være med at ønske mig, at Anne Mette Lundtofte havde talt med endnu flere mennesker, også uden for Zentropa, og i det hele taget lavet en mere traditionel journalistisk skildring af selskabets grundlæggelse og udvikling, både som virksomhed og som kreativt kraftcentrum.

De to ting kan man ikke rigtig skille ad, men det er trods alt ikke som virksomhed, men som skaber af vigtige og genredefinerende filmværker, at Zentropa har haft størst betydning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John de Summer-Brason

Største mangler ved "Zentropia", som rigtignok er velskrevet og derfor velegnet for filmbuffs, er ikke blot, at bogen ikke trækker de interviewede - gennem citater - ind i fortællingen. Men også det forhold, at forfatteren - og Christian Monggaard - er mere eller mindre uvidende om, at hele driven-gæk med offentligheden og manipulationsmøllen allerede var tilstede, da Lars von Trier debuterede i 1984. Altså: hvorfor gi' den stærkt udadvendte Peter Aalbæk-Jensen hele æren! Noget jeg skriver om på min blog: http://www.casinotop10.dk/filmspasserne-over-alle.shtml