Læsetid: 5 min.

Studier i rødt

De to internationalt berømmede illustratorer Innocenti og Tan griber deres civilisationskritik meget forskelligt an
Ubesværet skaber australske Shaun Tan  sit helt eget kosmos, hvor intet er entydigt og alt er muligt.
	Illustration: opslag fra Shaun Tans ’Det røde træ’.

Ubesværet skaber australske Shaun Tan  sit helt eget kosmos, hvor intet er entydigt og alt er muligt.
Illustration: opslag fra Shaun Tans ’Det røde træ’.

17. maj 2013

Med udgivelsen af Det røde træ foreligger der nu (i ikke-kronologisk rækkefølge) fire værker af den australske illustrator Shaun Tan (f. 1974) på dansk. Og det er det lille ABC forlags fortjeneste, at et dansk publikum (såvel børn som voksne) nu for alvor kan se og følge bredden og udviklingen i et illustratorskab, som står stærkt i en international sammenhæng.

Tan har meget at byde på. Først som sidst er han en fremragende tegner, som ubesværet skaber sit helt eget kosmos, hvor intet er entydigt og alt er muligt.

Tematisk handler det om længsel og fremmedgørelse indfældet i et univers i udkanten af den verden, vi færdes i til daglig. Måske allerbedst skildret i Udkantsfortællinger (2011), som er 15 finurlige, gribende, anfægtende og mærkværdige fortællinger med udgangspunkt i en forstad, der er gået i stå. Der er bl.a. strandede havpattedyr og vandbøfler på spil i de smukke afsøgninger af det liv, der bevæger sig i randen af normalvirkeligheden. Det røde træ – som udkom i Australien i 2001 – er både meget enkel og samtidig sofistikeret i sin visionære tilgang. En lille pige vågner i sin seng om morgenen og ser sorte blade drysse ned fra loftet. På tekstsiden hedder det på de to første opslag: »Sommetider begynder dagen, uden at der er noget som helst i vente/ og tingene går fra slemt til værre«.

Så kommer mørket illustreret med en kæmpefisk, som fylder hele rummet mellem to boligblokke ud. Herfra hersker den totale isolation og eksistentielle desorientering. Pigen afbildes bl.a. iført en dykkerhjelm og indespærret i en flaske og venter efterfølgende uden at noget sker.

Den sparsomme tekst, som er sat med stor grafisk variation, slår en tone an, som så udfoldes og billedliggøres i en række storladne scenarier, hvor naturkræfter og avancerede teknologiske frembringelser monteres ind i en række suggestive totalbilleder, hvor den lille pige hele tiden er til stede i randzonen af de voldsomme tableauer. Mod slutningen kommer skiftet, og vi føres tilbage til pigens værelse, hvor det lille røde blad, der optræder på det allerførste opslag i en billedramme over pigens seng –og i øvrigt som en lille diskret tematisk ledetråd optræder et eller andet sted på samtlige opslag – pludselig er begyndt at spire for på slutopslaget i det varme indstrømmende lys at folde sig ud som en stor rød blomst.

Det er Tans måde at gøre opmærksom på, at der altid er et lys til stede et eller andet sted. Shaun Tans suveræne fortællegreb er den emotionelle kraftfuldhed, han forlener sine visionære billeder med. Vi føres ind i en række såvel lyse som mørke følelser, der åbner sig i et sugende rum, hvor voldsomme kræfter er på spil. Fornemt orkestreret og med en lutrende billedoplevelse til den læser, der tager imod invitationen.Italienske Roberto Innocenti (f. 1940), som i 2008 modtog H.C.Andersen Medaljen (en af børnelitteraturens højeste udmærkelser), har været på banen i mange år og en del af hans største værker foreligger på dansk. Det gælder bl.a. hans version af Dickens’ Et juleeventyr (1990) samt E.T.A. Hoffmann’s Nøddeknækkeren og musekongen (1996). Mest kendt er nok billedbogen Rose Blanche (1986), som i en super-realistisk , næsten fotografisk billedstil fortæller en stærkt gribende historie om en skolepige i en tysk by under Anden Verdenskrig. Innocenti, som er autodidakt, mestrer som få en minutiøs, perfektionistisk detaljeret realisme med store stramt gennemkomponerede totalbilleder.Innocentis særlige stil med en teknisk overlegen farvebeherskelse ses også yderst overbevisende udfoldet i hans seneste opus Pigen i rødt (med tekst af Aaron Frisch) som er en barsk opdatering af folkeeventyret Den lille Rødhætte. Pigen i rødt er nemlig placeret i en moderne italiensk storbyjungle med et virvar af mennesker, trafik og et blitzende eldorado af reklamer, hvor der sågar dukker valgplakater med selveste Berlusconi op. Fortællingen starter med at etablere en fortælleramme, hvor en strikkende bedstemor sidder på en lille lysende forhøjning i en art skolelokale omgivet af mange forskellige typer børn og med allehånde slags legetøj inden for rækkevidde. Hun vil gerne fortælle en historie og starter med følgende udsagn: »Historier har det ligesom vejret. De kan skifte, komme bag på os, fange os uden frakke på.« Og så starter selve fortællingen »i en skov lavet af beton og mursten« med et totalbillede af et trøstesløst boligkvarter, hvor pigen Sofie bor med sin mor og sin søster.

En kropslig stoflighed

Hun bliver af sin mor bedt om at tage ud i den anden ende af ’skoven’, hvor hendes bedstemor bor. Fortællingens forløb udgøres af hendes tur frem til bedstemoderens udrangerede campingvogn på en losseplads under en motorvejsbro. Alt omkring den rødklædte pige oser af fare og utryghed. Hun skal hele tiden passe på og holde ørerne stive. Eneste lyspunkt i den gråtonede storby, som skildres med en frysende næsten kropslig stoflighed, er indkøbs- og forlystelsescenteret ’The Wood’ placeret midt i »skovens hjerte« og fyldt med farver, larm og fristelser. Her stopper Sofie op ved vidundervinduet og betragter monstre, prinsesser og »de levede lykkeligt til deres dages ende.« Sofie drager videre i den nu silende regn og bevæger sig ind i den del af ’skoven’, hvor den stærkes ret gælder. Her hersker urovækkende sjakaler, men heldigvis dukker der også en smilende jæger op med solbriller, mørk læderfrakke – og store tænder. På sin motorcykel kører han Sofie det sidste stykke vej hen til bedstemoderens hus. Men bedste står ikke i døren, som hun plejer. I et flashback ser vi så ulven køre væk fra bedstemoderens bolig lige inden politiet – for sent – dukker op.

Vi har gættet katastrofen og nu ’klippes’ der så tilbage til fortællesituationen, hvor alle de lyttende børn græder om kap med regnvejret uden for. Bedstemor-fortælleren siger til børnene: »Kan I huske, hvad jeg sagde om historier? Historier er magiske. Hvem har sagt, at de kun kan have én slutning?« Og på den allersidste side toner den alternative slutning så frem. I et totalbillede, hvor der i billedets forkant er placeret et skilt, hvor der står ’Happy end’, er politiet nået frem i rette tid og har pågrebet ulven, mens bedstemor, mor og datter bliver interviewet af en tv-journalist. Hos Shaun Tan antydes håbet i form af en spirende plante. Roberto Innocenti laver et kunstgreb med to forskellige slutninger og lader det i en vis forstand være op til læseren selv at vælge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu