Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tematisk tomgang og masser af lir

Det er igen kommet på mode at sige ’bitches’ i dansk rap. Det er liderligt ment, men kønt og opfindsomt er det sjældent, når TopGunn og Johnson giver los for lysterne
Johnson forstår at fortælle en historie, men alligevel ender hans anstrengelser på ’Sextape’ så forudsigeligt, at det synes udsigtsløst.
Kultur
8. maj 2013

Det er snart 10 år siden, at ordet »bitch« forsvandt ud i fortrængslen, når det kønne køn skulle omtales af testosteron-bralrende rappere på den hjemlige hiphopscene.

Den forulempede teenagemor og forfatter Hanne-Vibeke Holsts navngivne, men noget unuancerede angreb på en lille håndfuld af profilerne intimiderede tilsyneladende mere, end de vrede unge mænd lige umiddelbart ville stå ved.

Mikrofonkontrollørerne varede munden og talte pænere om damerne, selv om de selvfølgelig – og som altid – var våde og villige som aldrig før!

Men hvor der ryges, der spildes, og den kollektive hukommelse har det med at glemme. Nu bruges »bitches« således atter om kvinder. I hvert fald strutter de nye udspil fra TopGunn og Johnson af det (oprindeligt) nedsættende substantiv.

Og det er så langt fra det eneste, de to album har til fælles. På begge plader halter det således med substansen, mens melodierne strutter, ligesom ingen af dem kan rekvireres i fysisk form, men udelukkende som download via betalingstjenester som iTunes.

Oliver Gammelgaard er egentlig fyldt 22 år, men hans første album som TopGunn (han har også udgivet en noget overset ep under kunstnernavnet Shaq Boosie) hedder ikke desto mindre 21.

Titlen ligner unægtelig en disclaimer for det ofte tyndbenede indhold på den 13 numre lange sag. Som 21-årig mener TopGunn tilsyneladende ikke, at hans udsyn behøver være viddere end spændet fra lommesmerter over, hvad der nu kan onduleres, drikkes, ryges og til nød sniffes.

Dermed deler den musikalske ungersvend udsyn med sin makker fra Cheff Records, Kidd, som da også har nydt godt af TopGunns p.t. største kvalitet – nemlig hans flair for vanedannende beats i grænselandet mellem dancehall, trap og mere traditionelle hiphopbeats.

Den tematiske tomgang til trods rummer flere numre potentialet til at ende som sommerhits, og særligt varedeklarationen »Døgnflue«, hvor en storcruisende Klumben stjæler opmærksomheden, og numsehyldesten »Tilbud« er øjeblikkeligt medrivende.

TopGunns flair for hit-and-run-melodien er umiskendelig, og han er heller ikke humorforladt. En sang som »Hemligt nummer« ser måske ikke ud af meget, men det lykkes den syngende rapper at introducere os for en tilbagevendende irritation fra hverdagen uden at tale den i sænk.

»Hvem ringer til mig med et hemmeligt nummer,« spørger det ensidigt repeterende omkvæd, inden TopGunn selv tager konsekvensen og siger: »Her er min mobilsvarer«.

Pointen er klar og kunne godt bruges som analogi til TopGunns noget demonterende albumtitel: Hvis ikke du vil stå ved dit opkald, så lad være at foretage det.

Absolut uforbederlig

Alder er ingen undskyldning for Aarhus V-veteranen Johnson, som betænkeligt nok er den nye rapgenerations helt store helt med nylige gæsteoptrædener for Sukker Lyn, Kesi og en kommende for Stanley Most.

Det er forståeligt, at opkomlingene er fascinerede af den elastisk flowende humørbombe, men alle kan ikke slippe af sted med så indskrænket et emneudvalg som Johnson, så det er en farlig idoldyrkelse. Og da slet ikke et eksempel til efterfølgelse.

På sit fjerde udspil, ep’en Sextape, er Johnson fortsat Danmarks mest dame- og bitchglade rapper, og absolut alting tyder på, at han forbliver uforbederlig til tid og evighed. Engang kaldte han sig Niggeren I Slæden, men alt andet er status quo.

Johnson er med egne ord mest til at give pik og dele pinde, og det får man lynhurtigt afkodet. Han »bawler hele dagen, knepper hele natten« – og gerne med lytterens kæreste, naturligvis.

Produktionerne er flabet syntetiske, og inspirationen til dem er hentet i den tidligere hiphopmetropol Atlantas stripklubber, hvor Johnson har påtaget sig den beskidte tjans at udføre et grundigt stykke research. Den stakkel.

Lige meget hvad er det forfriskende at have starutten tilbage på sin egen ting. Men han bliver nødt til at diske op med noget marginalt mere forbløffende næste gang.

Rapperen forstår måske nok at fortælle en historie og give den en krølle, men den lange pause til trods synes han blottet for den slags livgivende og overrumplende rimpointer, som gjorde Bryxtoftes udskejelser i samme niche væsentligt mere vellykkede. Det her ender så forudsigeligt, at det synes udsigtsløst.

TopGunn: ’21’ (Cheff Records)

Johnson: ’Sextape’ (EMI)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her