Læsetid 3 min.

Den værdige død

Svenske Carl-Henning Wijkmark har skevet en lille mesterlig roman om livets sidste udbrud af vitalitet op mod den uafvendelige afslutning
24. maj 2013

Carl-Henning Wijkmark er en sjælden fugl i svensk litteratur. Han er både noget af det mest svenske, man kan forestille sig, samtidig med, at han må være Sveriges mest europæisk orienterede forfatter. Især har han en særlig forkærlighed for tysk kultur. Hans bøger hviler tungt på arven fra Nietzsche, Hofmannsthal og Walter Benjamin, og nok er hans romaner fulde af tanker, men han skriver også med ekvilibristens lethed og elegance.

Møllers forlag har meget fortjenstfuldt kastet sig over denne i Danmark oversete forfatter. Sidste år udkom på dansk Wijkmarks (f. 1934) debutroman Jægerne på Karinhall fra 1972 om en norsk maratonløbers infiltration af Hermann Görings jagtselskab på hans store germanske jagthytte Karinhall i skovene nær Berlin, lige før de olympiske lege i byen i 1936 . Og nu udgiver forlaget så hans seneste roman fra 2007, Natten der kommer, der samme år vandt den prestigefyldte svenske pris, Augustprisen. Romanen er en lille litterær perle. Skrevet med den sene mesters lethed og suverænitet. Nøgleordet for romanen er værdighed. Menneskelig værdighed fastholdt i et lige så værdigt litterært sprog. Hasse ligger på hospitalet og venter på at dø. Først på stue sammen med tre andre døende patienter, til sidst alene. Romanen er skrevet som en døende mands indre monolog skrevet helt frem mod afslutningen, hvor sprog og bevidsthed ophører. Det er det denne romans fortjeneste at følge livet helt til dørs, at sætte ord på bevidsthedens sidste udslag af vitalitet. Lige så længe gælder livet, lige så længe er den menneskelige værdighed intakt.

Morfindøs

Undervejs mod den uafvendelig død er romanen fuld af liv og galskab. I tilbageblik får vi i glimt fortalt Hasses livshistorie, men mærkeligt nok ligger intensiteten ikke i det forgangne levede liv, men i nuet. Trods morfindøs og fysisk immobilitet, så er Hasses liv måske mest intenst her op mod døden. Ved siden af sig på stuen, eller ’basislejren’ som den kaldes, har han Harry og Börje, to døende spøgefugle. Iblandet angsten for døden fyldes livet på stuen af morbid humor. Börje indgår væddemål med de andre om, hvem der overlever længst, ligesom han sammen med Harry får arrangeret et fantastisk sidste måltid. For meget må ikke røbes her, men det inkluderer kaviarspisende smuk sygesplejerske og en del brændevin.

Den smukke sygeplejrske, Angela, spiller en vis rolle i romanen. Den døende Hasse forelsker sig i hende. Ikke i nogen banal forstand eller med forestilling om realisering af et konkret begær, men i form af ønsket om at livets sidste stunder sker i selskab af kvindelig skønhed og nærvær. Faktisk er det en meget smuk og rørende relation mellem de to. De fleste mennesker vil nok gerne dø med sådan en person ved sin side.

Romanen handler om, hvad pleje er, og især hvad menneskelig værdighed er. Bogen kunne fint være pensum på sygeplejeuddannelsen, ligesom den bør læses af alle dem der sidder med planer for effektivisering af sygehusvæsenet.

Efter de to stærke bøger af Wijkmark på dansk er der kun at ønske, at vi får et par yderligere. Må jeg anbefale Dressinen og Dacapo. At udgive de her bøger er et godt eksempel på, at de store kulturbærende forlag ikke længere nødvendigvis giver sig i kast med at oversætte den slags kvalitetslitteratur. I hvert fald ikke i et omfang som tidligere. Den rolle bliver i højrere grad overtaget af små forlag, der brænder for bestemte bøger og forfatterskaber. Jeg ved ikke, om det nødvendigvis er nogen god udvikling, men det er entydigt godt, at vi får sådan en bog på dansk som Natten der kommer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu