Læsetid: 6 min.

Og velkommen til Platon

I sin introduktion til Platons politiske tænkning formår Mogens Herman Hansen at sammenfatte og systematisere en tankegang, der blander politik, etik og metafysik og overbevise os om, hvorfor Platon har fået så stor betydning for eftertidens politiske tænkning
31. maj 2013

Vi får i disse år Platons samlede værker på dansk i en ny oversættelse. Og nu er udgivelsen nået til Bind 4, der blandt andet rummer Staten, der af mange anses for Platons vigtigste bidrag til den politiske tænkning.

På samme tid udgiver oldtidsforskeren Mogens Herman Hansen en fortættet, lille bog, som er en nyttig og klar introduktion til netop Platons politiske tænkning. Han indfører ikke kun læseren for tankerne i Staten, men også de politiske tanker i dialogerne Statsmanden og Lovene. Introduktionen afsluttes med et udvalg af tekster fra den nye oversættelse.

I Staten, som er den dialog Mogens Herman Hansen bruger flest kræfter på, hører vi ikke meget om institutioner. Selvom et af dialogens hovedtemaer er spørgsmålet om, hvordan det retfærdige samfund ser ud og realiseres, behandles vitale organer som f.eks. beslutningstagende eller dømmende stort set ikke.

Der tales godt nok om love og, som Mogens Herman Hansen gør opmærksom på, Sokrates beskriver sig selv som ’lovgiver’, men lovene står på ingen måde i centrum. Platon lægger snarere vægt på de mennesker, der skal styre staten og deres moralsk-psykologiske prægning gennem opvækst og opdragelse. Det kan forvirre den moderne læser, der ønsker at skelne klart mellem politik og etik. Men for Platon giver det ikke mening at spørge om Staten er et politisk eller et moralfilosofisk værk. Det er begge dele på en gang.

Udgangspunktet er det foruroligende spørgsmål, som Platons to brødre i dialogen stiller Sokrates: »Hvorfor skal jeg foretrække at leve retfærdigt frem for uretfærdigt?« Heri ligger implicit et ligeså vanskeligt spørgsmål: »Hvorfor skal en retfærdig stat foretrækkes?« Sokrates’ udfordrende svar er simpelt: Fordi kun retfærdighed gør dig og samfundet som helhed lykkelig.

Det syge og det sunde samfund

Samfund opstår, fordi mennesket er et mangelvæsen. Vi kan ikke alene klare alle livsfornødenheder. I den forstand har vi behov for hinanden. Dette behov fører til arbejdsdeling og professionalisme, og fordi mennesker ser en fordel i at nyde en vis beskyttelse fra andres overgreb indgår de i fællesskaber. Historiens første formulering af en samfundspagt findes i Staten.

Behovene udvikler sig i takt med samfundet. Det simple samfund bliver til et overflodssamfund, et overflodssamfund skaber nye behov, der bliver brug for læger, for underholdning og for professionelle soldater, der kan forsvare samfundet mod ydre fjender og tage ressourcer fra nabosamfund for at mætte forbrugersamfundet. På den måde opstår på samme tid staten og det krigsførende samfund. Og her kommer så retfærdighed og uretfærdighed ind i billedet: I det simple samfund er der åbenbart ikke brug for at tænke på retfærdighed. Det er der til gengæld i det aggressive overflodssamfund.

Bemærkelsesværdigt nok betyder det også, at der i det sunde samfund slet ikke er brug for filosoffer til at varetage retfærdigheden. Filosofien er, må vi forstå, et biprodukt af det syge samfund.

Revolution og reaktion

De politiske tiltag, der opridses i Staten skal formentlig opfattes som en række kirurgiske indgreb i det syge samfund og som et desperat forsøg på at helbrede det. Problemet er, for Platon at se, at samfundet ligger i konstant strid med sig selv, om ressourcerne, om magten og om normer og værdier. I det enkelte menneske svarer det til, at begæret, ambitionen og intellektet gensidigt bekriger hinanden.

Når det derfor hedder, at kvinder skal indgå i samfundets ledelse på lige fod med mænd, at vogterne ikke må besidde privat ejendom og ikke må kende deres egne børn og at filosofferne skal have magten, det Mogens Herman Hansen kalder ’de tre store reformer’, skal det forstås som forsøg på at stabilisere et samfund, der befinder sig i en tilstand af permanent indre krig.

Dette ønske om stabilisering er sådan set reaktionært, det gode samfund skal helst ikke udvikle sig for udvikling er åbenbart altid til det værre, men indgrebene der skal føre til stabilitet er på alle måder revolutionære.

Som det fremhæves, hører man ikke så tit om Platons analyse af de faktisk eksisterende forfatningsformer. Det retter introduktionen op på. Platon opstiller en typologi for forfatningsformer og argumenterer for, at man skal tænke sig et forfald fra den ideelle stat til timokrati (en form for aristokrati), oligarki, demokrati og, som det værste, tyranni. Særligt Platons illusionsløse analyse af demokratiet og tyranniet burde vække eftertanke i dag hvor en række lande stræber efter demokrati og en række mere eller mindre enevældige diktatorer kæmper det der ligner deres dødskamp.

Platon anholder særligt det demokratiske frihedsbegreb, som han opfatter dels politisk (retten til at styre og lade sig styre) og dels personligt (retten til at gøre ’hvad man vil’). I sin yderste konsekvens fører dette frihedsbegreb til en atomisering af samfundet, der kommer til at bestå af lige så mange små stater, som der er individer. Dertil ender den personlige frihed i behovsslaveri, fordi den laveste form for begær uvægerligt tager magten fra skamfølelsen og fornuften. Som Mogens Herman Hansen påpeger, fik Platons kritik af demokratiet større betydning i eftertidens politiske tænkning end det demokratiske Athen, som han kritiserede.

Fra filosofhersker til rådgiver

Der sker en interessant udvikling i Platons opfattelse af filosoffens rolle i samfundet. I Staten optræder filosofherskeren. Filosoffen skal lede samfundet, fordi han, eller hun, kender det gode. I Statsmanden derimod fjernes fokus fra den ideelle stat og den næstbedste stat, baseret på kloge love, træder ind på scenen. Der skelnes nu mellem filosof og statsmand og statsmanden får til opgave at stå for den rette lovgivning. Eksperten skal altså stadig i kraft af sin viden give samfundet form og retning. I Lovene optræder filosoffen alene som rådgiver: For at realisere en ordentlig stat kræves det lykketræf, at en enehersker af rette støbning finder sammen med en lovgiver og indvilliger i at tage imod hans råd. Mogens Herman Hansen kommer ikke direkte ind på denne udvikling, men hans gennemgang af Statsmanden og Lovene illustrerer den fint.

Tekstudvalget, der afslutter bogen, afspejler den vægt Staten indtager i introduktionen, hvilket er rimeligt nok. Fra Statsmanden og Lovene bringes kun 1,5 siders uddrag. Der er selvfølgelig ting man kan diskuterer i denne forbindelse, f.eks. er jeg ikke sikker på, at den længere passage om filosofherskerne og deres særlige form for viden behøvede at være med.

Alle har ikke ret

Platons politiske tænkning rummer en række formidable udfordringer. Hans antropologi er en af dem. I dag opfatter statskundskaben vist nok mennesket som en rationel aktør, der træffer valg med henblik på sit eget bedste, hvilket ligestilles med at få mest muligt ud af den fordeling af goder, der finder sted i samfundet (altså en slags kalkulerende egoisme).

Platon kommer med en vital kvalificering: Mennesker træffer valg med henblik på det, de tror, er til deres eget bedste. I modsætning til i dag er Platon ikke bange for at tænke normativt: Det der gør en handling rationel er målet for den, hvis målet f.eks. er at overleve, kan det være rationelt og dermed ’godt’ at skære sin uhelbredeligt syge arm af osv., men hvis målet kun tilsyneladende er godt, er handlingen også kun tilsyneladende rationel (og derfor kun tilsyneladende i den enkeltes interesse). Alle har altså ikke ret. Denne opfattelse af objektive interesser giver på samme tid hans politiske tænkning bid og gør den svær at sluge for den nutidige læser.

Det er en næsten umulig opgave at sammenfatte og systematisere en tankegang, der blander politik, etik og metafysik (og psykologi, litteraturkritik, pædagogik osv.) og ikke fremsættes systematisk, men med digressioner, nye begyndelser og i den levende samtales form. Det er ikke desto mindre lykkedes Mogens Herman Hansen at gøre det.

Prisen han har måttet betale for denne vellykkede bedrift er, at fremstillingen i høj grad refererer de tre behandlede dialoger. Der skæres selvfølgelig ind til benet undervejs, f.eks. når ’den ædle løgn’ udlægges som den første formulering af statsræsonnen (altså det at en stat må overtræde sine egne love, hvis det er nødvendigt for dens beståen), men det sker for sjældent til min smag. Denne mindre indvending skygger dog på ingen måde for det faktum, at der er tale om en glimrende introduktion.

Jakob L. Fink, ph.d., er postdoc ved SAXO-Instituttet, afd. for græsk og latin, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer