Læsetid: 4 min.

Vild og kraftfuld dansk SS-roman

Simon Pasternak skriver guddommeligt og har med ’Dødszoner’ begået et lille mirakel af en debutroman. Spørgsmålet er faktisk kun, om han er lidt for dygtig?
7. maj 2013

Simon Pasternak åbner sin første soloroman, Dødszoner, med et længere citat af min favoritdigter Hugo von Hofmannsthal. Det er sjældent at se den forfinede østrigske skønånd gengivet i et stykke dansk samtidslitteratur fuld af knaldeffekter. Og jeg tilgiver, at Pasternak bruger Hofmannsthals fantastiske digt Ballade des äusseren Lebens, der slutter i et symbol af honning og hule vokskager, på en morsom, men alt for bogstavelig måde, når romanens hovedperson, den tyske politibetjent, Heinrich Hoffmann, der er udstationeret ved Østfronten i 1943, skal takke for det glas honning, han har modtaget af sin kæreste i Hamburg.

Ellers er der ikke meget kikset poesi i denne roman, som bestemt ikke er for sarte sjæle. Faktisk tror jeg ikke, at der overhovedet findes noget på dansk, der ligner det her.

Romanen er brutal og direkte. Det er nazisternes krig beskrevet i øjenhøjde og som oplevet af tyske soldater. Stort set uden filter, men flere steder overdrevet æstetiseret og gjort næsten uvirkelig. Og altså skrevet på dansk, for forfatteren har en rem af huden, og han har hentet inspiration til romanen fra sin egen familiehistorie, da forfatterens morfar var jøde fra Riga, der giftede sig med en dansk kvinde, hvis bror var nazist og SS’er.

Dødszoner foregår i sommeren 1943, i det der i dag hedder Hviderusland, og i det afgørende krigsår. Barndomsvennerne Heinrich og Manfred er begge ved Østfronten. Henrich er politibetjent ved fronten; han skal opklare forbrydelser og forsøge at navigere med æren i behold i det moralske kaos, som krigen og undtagelsestilstanden har skabt.

Manfred derimod er SS-officer med hud og hår og stort set uden moralske skrupler. Da Manfreds mentor, SS-generalen Steiner, findes myrdet i deres område, bliver det indledningen på en turbulent jagt på sandheden og gerningsmændene i en ødemark af sumpe, massegrave, udbrændte landsbyer og fangelejre.

De ubehageligste scener

Plottet er én ting, noget andet er beskrivelsen og fortættelsen i de enkelte scener. Der findes i romanen nogle af de mest ubehagelige scener, jeg overhovedet har læst. Eksempelvis en ung jødisk dreng, der bliver kastet for nogle sulte orner og spist levende, eller beskrivelsen af drabet på Heinrichs hushjælp, Masja, der forsøger at hjælpe en lille jødisk pige. Og efterfølgende lyder det sådan:

»Masja. Allerede nu, efter at hjertet er standset, ikke engang kold, synker blodet i hendes krop, danner sorte søer i bunden af hendes organer og muskler, grå og sortunderløbne øer træder ud i huden, livores – ligpletterne, og om lidt, i morgen, nu, kommer de første grønne spyfluer og sætter æg, de tykke kødmøl, billerne, en skabet ræv, en hund, om nogle dage er hun ukendelig, en afpillet ting, en sæk knogler, kun et minde i min brændende hjerne.«

Det er voldsomt og ubehageligt mange steder i romanen, men volden er heldigvis aldrig bare dér for voldens egen skyld, men som noget, der må undersøges og beskrives og vises i sin næsten surreelle dimension. I beskrivelsen af volden, dens funktion, logik og også mulige ekstase, har Dødszoner ubetvivlelige litterære kvaliteter.

Romanen er fortalt i korte afsnit og med en hård konsekvens. Fortalt i korte, abrupte sætninger og med en særlig intensitet i beskrivelsen af scener og personer. Forbillederne for disse krigsskildringer og måden at skrive på er først og fremmest Ernst Jünger og Curzio Malaparte. Den tradition bliver nu meget bemærkelsesværdigt fornyet i en dansk litterær samtid. Det er noget helt nyt.

Plottet er næsten for godt

Pasternak fortalte for nylig i et interview med Information, at der i familiens besiddelse befinder sig en kasse med hans grandonkels efterladenskaber.

Han var dansk SS-soldat, der faldt ved Østfronten. Han har med andre ord en rem af huden, ligesom der forud for denne roman må ligge mængder af research, for detaljerne er i orden i denne roman, ligesom der ikke er tvivl om forfatterens dybe indsigt i hele perioden. Han kan leve sig ind i tidsånden og give den udtryk i romanen.

Bogen er styret af et kriminalistisk plot midt i krigen. De forudgående krimier skrevet sammen med Christian Dorph fornægter sig da heller ikke. Plottet er meget sindrigt og velturneret. Men styrken er også dens problem, for man får lyst til at sige, at Pasternak faktisk er lidt for god til plot.

I sådan en roman, hvor tidsånden og de litterære beskrivelser er mindst lige så vigtig som selve plottet, findes der en meget vanskelig og farlig balance mellem plot og beskrivelse af tidsånden. Og i Dødszoner ender det kriminalistiske plot med til sidst helt at tage styringen, selv om skildringen af bombardementet af Hamburg er fantastisk vellykket.

Som læser begynder man på et tidspunkt primært at læse for plottets skyld, og det sker til fordel for alt det andet, tidsånden, som Pasternak så gerne vil indfange. Og når det sker, bliver romanen og alt det voldsomme for meget en kulisse for et godt plot end romanens egentlige genstand. Så ender den litterære roman som en god krimi.

Men det er kun en indvending og fare, der ligger på lur i projektet. Og det ændrer ikke ved, at Pasternak skriver bedre end de fleste danske krimiforfattere, og han skriver mere vild og kraftfuld prosa end de fleste af de gode forfattere, han til daglig redigerer på Gyldendal.

 

Simon Pasternak, ’Dødszoner’, Gyldendal, 336 sider, 300 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu