Læsetid: 4 min.

Advarsel: Ekstremt voldsom læsning

Selv de mest hærdede læsere har måttet anstrenge sig for at komme gennem Cormac McCarthys dystre hovedværk fra 1985. Ikke fordi ’Blodets meridian’ er dårlig skrevet, tværtimod. Men hvad skal al den vold og megen blod til for, spørger man sig selv. Og det er meningen
12. juni 2013

I USA opkaldes offentlige pladser efter generaler, sjældent videnskabsmænd, kunstnere eller filosoffer, og selv om langt de fleste amerikanere i dag godt er klar over, at moderne krig sjældent har bund i ædle motiver, er myten om den konstruktive vold en uafrystelig del af folkesjælen. Ingen andre steder i verden trives historier om handlekraftige mænd, der slår ihjel i en god sags tjeneste, så godt, som de gør i USA.

At vold, aggressioner og våben ikke nødvendigvis har bragt lige så megen retfærd og harmoni med sig, som superhelte-myterne og dusinvis af John Wayne-film fortæller, har en lang række amerikanske forfattere fokuseret på, siden de fandt deres litterære stemme i kølvandet på blandt andet mordet på JFK, Watergate-skandalen og Vietnam-krigen.

Vi har tidligere fået flere af de mest interessante titler på dansk – Tobias Wolffs En drengs liv, Tim O’Briens Det de bar og Don DeLillos Vægten blandt andre – og nu kommer den måske mest markante af dem alle, Cormac McCarthys kultdyrkede mesterværk fra 1985, Blodets meridian.

Skalpejægere

Romanens handling er løst baseret på virkelige hændelser, der fandt sted i grænselandet mellem Mexico og Texas i midten af 1800-tallet. Her havde myndighederne i fællesskab hyret den brutale Glanton-bande til at rydde de mest genstridige indianere af vejen. Resultatet var en række blodige massakrer, hvor heller ikke børn og kvinder blev skånet.

I centrum af McCarthys version af historien står en dreng, der indlemmes i banden af skalpejægere og forbrydere som 15-årig, og så den to meter og 15 høje og pilskaldede Dommer Holden. Ud over at være bandens åndelige leder gør Holden sig specielt bemærket ved at trumfe alle andre med sin iskolde og effektive brutalitet. Et af de mest gruopvækkende eksempler herpå er, da han tager et lille indianerbarn til sig, passer det med kærlighed et par dage for derefter at skalpere det.

Holden, der synes at være en hån mod den gængse opfattelse af, hvordan en dommer bør opføre sig, lever efter sit eget moralske kompas, der dikterer ham at ødelægge det meste af, hvad han ikke forstår eller kan kontrollere på sin vej. Af samme grund måler, noterer, undersøger og samler han alt, hvad han kan få fingre i.

Er du ikke med Dommer Holden, så er du imod ham, og det må også Drengen til slut erfare. De to har i princippet ikke meget med hinanden at gøre, men dramaet samler sig konstant omkring dem, mens deres bande voldtager, myrder og raserer sig vej gennem det vilde vesten.

Ingen forløsning

Drengen hedder Drengen romanen igennem, også selv om man skulle forvente sig, at han fik et navn og måske blev en mand på sin blodige dannelsesrejse. Pointen i McCarthys univers er imidlertid, at tingene netop ikke udvikler sig, som de bør gøre ifølge westernmyten. Selv om Drengen slutteligt finder mod til at sætte sig op mod dommeren, finder han aldrig sin plads i verden, og hans rejse med Glanton-banden føles hurtigt som et mareridt uden noget klart defineret mål eller nogen forløsende ende.

Heller ikke for den utålmodige læser, hvilket Harold Bloom medgiver i Hvordan man skal læse (2000). Heri vover han den påstand, at »ingen anden nulevende amerikansk romanforfatter, ikke engang Pynchon, har leveret så stærk og uforglemmelig en bog som Blood Meridian«. Men Bloom understreger samtidig, at han ikke kom igennem den de to første gange, han forsøgte – »simpelthen fordi jeg ikke kunne klare alt det blod (…)«.

Ikke desto mindre anbefaler han kraftigt læseren at holde ud, og det samme gør jeg: Blodets meridian er hovedværket i et af de seneste årtiers mest markante og på én gang maskuline og lyriske amerikanske forfatterskaber og tillige et stærkt opgør med myten om den konstruktive vold, som amerikanerne så gerne vil have til at avle ro, fred og social orden.

Finesse går tabt

Vi har ventet længe på den danske version, og oversætter Jan Hansen har uden tvivl kæmpet bravt med de mange detaljerede voldelige optrin og atmosfæremættede beskrivelser af det amerikanske landskab (romanen bærer den sigende undertitel Aftenrøden i Vesten). De opgaver er han sluppet godt fra.

Til gengæld skurer det, at ’spanierne’ bliver kaldt ’spaniolere’, ligesom en elegant finesse er gået tabt i en vigtig passage, hvor Drengen indvender: »Jeg er ikke sammen med dig« til Dommeren, da de mødes på en bar. I den originale version antydes et mere filosofisk brud, da Drengen siger »I ain’t with you« til Dommer Holden, efter at denne har sagt »Even so at last I find you here with me.« Det danske ’sammen’ kunne vi godt have undværet, men ikke Blodets meridian. Den er der al grund til at glæde sig over og lade sig skræmme af.

 

Cormac McCarthy: Blodets meridian. Oversat af Jan Hansen. 416 sider. 300 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ole eising
ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu