Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et barn er født – på Krypton

Det begynder endog vældig godt, men ender med trættende død og ødelæggelse i Zack Snyders nye og mørke version af Superman, ’Man of Steel’
Henry Cavill er en glimrende Superman i Zack Snyders ’Man of Steel’, der graver dybere i superheltens psykologi end tidligere film.

Warner Bros

Kultur
13. juni 2013

Jesus var 33 år gammel, da han blev korsfæstet og døde for vore synder, som det hedder i Bibelen.

Clark Kent alias Kal-El (en glimrende Henry Cavill) er også 33, da den skurkagtige general Zod (en uhyggelig Michael Shannon) angriber Jorden, og han må træde i karakter som superhelten over dem alle, Superman. Det sker ca. halvvejs i Man of Steel, Zack Snyders nye udgave af den klassiske historie om, hvordan det menneskelignende rumvæsen Kal-El som spæd kom til Jorden, blev fundet og adopteret af ægteparret Kent og siden blev til Superman.

Med andre ord en vaskeægte skabelsesberetning.

Der er efterhånden blevet lavet en del film- og tv-versioner af tegneserien, der satte det hele i gang, og Snyders film er uden tvivl den flotteste, mest seriøse og mindst campede. Det hænger sammen med, at Christopher Nolan – manden bag den nye, fænomenale Batman-trilogi – er en af Man of Steels chefproducenter og har været med til at finde på historien bag filmens manuskript. Nolan har sat nye standarder for, hvordan man skruer en begavet superheltefilm sammen, og Snyder har taget ved lære. At instruktøren også kan lave billeder, har han allerede bevist med to tidligere tegneseriefilmatiseringer, 300 og Watchmen.

En født leder

Som de fleste andre Superman-film begynder Man of Steel på Krypton, hvor videnskabsmanden Jor-El (gode Russell Crowe) har kæmpet forgæves mod grov udnyttelse af planetens ressourcer, hvorfor den nu er tæt på at gå under (en ganske moderne og relevant problemstilling). Hærens øverstkommanderende, general Zod, iværksætter et kup, fordi han vil forsøge at redde de mest værdige af Kryptons beboere, men han fanges og sendes i eksil i det ydre rum.

Og inden Krypton eksploderer sørger Jor-El og hans kone (Ayelet Zurer) for redde deres nyfødte søn, Kal-El – det første barn undfanget og født på naturlig vis i mange år på planeten – og sende ham ud i universet i en lille rumkapsel, mod Jorden. Her vil den stærke sol, en anden atmosfære og mindre tyngdekraft vil gøre Kal-El usårlig og give ham vældige kræfter, hvorfor han kan blive som en Gud for menneskene, beskytte dem og lede dem på den rigtige vej.

Og så springer handlingen frem til nutiden, hvor 33-årige Clark Kent strejfer om på må og få og hjælper mennesker i nød, mens han leder efter en mening med tilværelsen og sine mægtige kræfter. I tilbageblik ser vi glimt fra hans opvækst, hvor han er en outsider, og hvor hans jordiske forældre (Kevin Costner og Diane Lane) forsøger at beskytte ham fra den omgivende verden – og undgå, at nogen opdager, hvad unge Clark er i stand til – og opdrage ham til et godt menneske.

En moderne Kristus

Hele denne første del af Man of Steel handler om at etablere Clark Kent som person, og det lykkes Zack Snyder og manuskriptforfatter David S. Goyer at tegne billedet af en identitetsforvirret dreng og siden ung mand, der kæmper med sin outsiderstatus og med at finde en plads i verden. Man of Steel er en slags dannelsesfortælling, hvor man i endnu højere grad end i tidligere film får en fornemmelse af, hvad det vil sige at have så unikke evner og føle sig anderledes end alle andre; hvilken usikkerhed og angst det kan medføre.

Denne del af filmen er klart bedst og mest medrivende, og den varer, indtil Clark takket været et gammelt Krypton-rumskib og en ’båndet’ forklaring fra sin far tager sin skæbne på sig og accepterer, at han er en slags gud i forhold til alle os almindelige dødelige. Kristus-symbolikken er ikke svært at se, men heldigvis sørger Snyder og Henry Cavill for også at holde Clarks fødder på jorden og samtidig tilføje historien små doser humor, som holder selvhøjtideligheden fra døren.

Og så har jeg ikke engang nævnt dejlige Lois Lane (Amy Adams), journalisten fra Daily Planet, der er kommet på sporet af en mystisk mand, Clark, der åbenbart har usædvanlige kræfter og bruger dem til at hjælpe andre.

Mere end nok

Men så ankommer general Zod til Jorden og kræver Clark Kent udleveret. Den gale skurk, hvis eksistens har det ene mål at genoplive Krypton og dens befolkning, gerne på bekostning af menneskehedens, har brug for genetiske oplysninger, som Jor-El sendte ud i verdensrummet med sin søn.

Det er også nu, at det begynder at gå galt for Zack Snyder og Man of Steel, der bliver helt science fiction-agtig. Zod har død og ødelæggelse med i håndbagagen, Superman slår gerne igen, og snart har de to kryptonitter – til tonerne af Hans Zimmers voldsomme musik – jævnet Metropolis, en New York-agtig storby i Superman-universet, med jorden.

Der er en mærkelig modsætning mellem første halvdel af filmen, hvor der prædikes fred og fremskridt, ansvar og omtanke, og så sidste halvdel, hvor hverken Zod eller Superman – eller Snyder – har respekt for menneskeliv. Bygninger væltes ned over uskyldige, skrækslagne mennesker, og det hele er så larmende og brutalt, at man hurtigt får nok. Det ligner ødelæggelsen af New York, hvad enten den så hedder Metropolis eller Gotham City, i utallige andre superheltefilm – Batman-trilogien, The Avengers, The Amazing Spider-Man, Thor – og tilfører historien intet.

Ja, 11. september lurer i baggrunden, som terrorangrebet gør i alle de mørke og moderne superheltefilm, men al denne død og ødelæggelse bruges efterhånden kun som en effekt på lige fod med så mange andre effekter, og det er trist. Også selv om det er bragende flot sat i scene.

Til allersidst får Man of Steel dog bundet en fin lille sløjfe, som vil glæde Superman-fans, og som synes at sige, at nu, hvor skabelsesberetningen er på plads, kan vi bevæge os videre i Supermans kulørte univers. Lad os håbe, at det inkluderer hans ærkefjende, Lex Luthor.

'Man of Steel'. Instruktion: Zack Snyder. Manuskript: David S. Goyer. Amerikansk (Supermange biografer verden over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"The Avengers" var samme slags. Næsten hele filmen var een stor, meningsløs kamp, hvor man knap fik en føling med personerne i gruppen.

Henning Lögun

"Det er også nu, at det begynder at gå galt for Zack Snyder og Man of Steel, der bliver helt science fiction-agtig."

Science fiction i en science fiction film er vel ikke det værste der kan ske? :P