Læsetid: 4 min.

Best for danske læsere

Ny dansk biografi bringer den samlede fortælling om Tysklands rigsbefuldmægtigede i Danmark ud til et bredere publikum, men ikke noget nyt med sig – andet end banale detaljer, der skal dramatisere et allerede højdramatisk liv
Niels-Birger Danielsen misforstår Werner Best, når han kalder  ham fanatiker, mener anmelder Joachim Lund.
21. juni 2013

Da den tyske historiker Ulrich Herbert i 1996 udgav sin autoritative og monumentale biografi over Werner Best og i den forbindelse deltog i et par offentlige arrangementer i København, udløste det en diskussion i forlæggerkredse, om det var umagen værd at udsende en dansk oversættelse. Man droppede hurtigt tanken: De kun ca. 80 sider i bogen, der omhandlede Bests tid i Danmark, fyldte for lidt, og danske læsere kunne umuligt være interesseret i resten. Bogen er dog siden blevet oversat – til polsk (2007). Med Niels-Birger Danielsens Werner Best foreligger nu herhjemme en dækkende biografi over Best – hele 68 år efter befrielsen. Bogens største fortjeneste er formidlingen af Ulrich Herberts resultater til det ikke-akademiske og (voksende) ikke-tyskkyndige danske publikum.

Bests store indsats for den nazistiske bevægelse fandt sted på baggrund af en barndom ved Mainz under fransk besættelse umiddelbart efter den første verdenskrig og førte ham via nationalistiske foreninger til NSDAP, som han ledte i Hessen, indtil han blev udmanøvreret i magtkampen med den lokale Gauleiter.

Fra nummer to til skånejob

Best fik en ny chance hos Heinrich Himmler, der kunne bruge hans store organisatoriske evner i opbyggelsen af sikkerhedsapparatet, og i slutningen af 1930’erne var Best chef for Gestapos forvaltnings- og personaleafdeling og reelt organisationens nummer to.

Hans karriere stod dog i skyggen af en lurende konflikt med hans foresatte og største rival, Reinhard Heydrich, og i 1940 meldte han sig frivilligt og blev sendt til Frankrig som forvaltningschef i den tyske militæradministration.

Med indsættelsen af en tysk politichef i 1942 blev Best igen den lille, og hans nedadgående karriere førte ham nu til Danmark, hvor han fra november 1942 til maj 1945 måtte slås for ikke igen at trække det korteste strå i magtkampen med den militære von Hanneken og SS- og politichefen Pancke. Bests karriere i det nazistiske terrorregime kulminerede i virkeligheden, inden han blev sendt til Danmark – nu som repræsentant for Udenrigsministeriet, og årene som rigsbefuldmægtiget i København skal i mange henseender ses som et skånejob. Til gengæld fik han mulighed for at vise, hvordan man kunne føre en relativ succesfuld besættelsespolitik gennem et aktivt samarbejde med de besatte, hvad der gav ro på bagsmækken og store mængder levnedsmidler til den tyske krigsøkonomi.

Nådesløs men ikke fanatiker

SS-generalen med den juridiske doktorgrad var overbevist nazist og nådesløs, når han skulle udøve magten, men det gjorde han kun, når det virkede fornuftigt, altså formålstjenligt, og Best var først og fremmest en fornuftig politiker og dygtig diplomat. Danielsens karakteristik af Best som fanatiker er derfor upræcis; det er netop en af Ulrich Herberts store fortjenester at have identificeret Best og hans generation som ’Generation der Sachlichkeit’: De var ikke fanatikere og hadede f.eks. ikke jøderne, men havde et völkisch (folkeligt-nationalistisk) udgangspunkt, der krævede af dem, at de udskilte uønskede elementer, herunder jøderne, af det tyske ’folkelegeme’.

I forhold til Herberts disputats har Danielsen levnet mere plads til Bests 2 år i Danmark, og det sker uden at gøre vold på forhistorien (1903-40) og eftertiden (1951-89), hvor Best kom tæt på partiet FDP og agerede juridisk bisidder for mange af sine alte Kameraden under det tyske retsopgør.

Som forfatteren også vedstår sig, bygger store dele af bogen på Herberts biografi, skønt den ifølge forfatteren er skrevet på et »indviklet akademisk tysk«, hvad der jo nok skulle kunne afskrække eventuelle nysgerrige. Mon det ’indviklede og akademiske’ dækker over, at Ulrich Herbert søgte at forstå Bests liv og karriere i et større perspektiv?

I Danielsens bog er spørgsmålet imidlertid, hvor afhængig han er af sin hovedkilde, for meget store dele af bogen består af parafraser og omformuleringer af Herberts forlæg. For at give et enkelt eksempel: Når Danielsen refererer Edgar Jungs bog Die Herrschaft der Minderwertigen, har han ikke selv læst bogen men overtager i stedet Herberts referat.

Ingen ny tolkning

Som dramatiseret levnedsberetning står Werner Best distancen. Sproget er let, indholdet stort set fejlfrit, og den fremadskridende tekst er ledsaget af bokse, hvor der citeres fra efterkrigstidens afhøringer og Bests (bort)forklaringer. Her kan man så rigeligt forvisse sig om mandens manipulatoriske evner.

Når det kommer til tiden i Danmark, har forfatteren høstet nye kilder, og der bringes mange nye detaljer om privatlivet, af Best som fader(skikkelse) og af hans håndtering af retsopgøret, hvor han viste sig fra sin mere labile side, men der er intet, som afgørende rykker ved centrale problemer og deres tolkning, som f.eks. Bests rolle i aktionen mod de danske jøder i 1943, som han lod afsløre på forhånd for at redde samarbejdspolitikken.

Danielsens vurdering af Duckwitz er dog et andet og mere kritisk end den, Hans Kirchhoff giver i sin nyligt udsendte biografi over det tyske gesandtskabs skibsfartsagkyndige. Danielsens fortjeneste er snarere, at han præsenterer en samlet og godt sammenhængende fortælling om Best, men man slipper ikke uden om indtrykket af en bog, der sammenfatter allerede kendte forhold under tilsætning af virkelig mange ret banale detaljer. Kapitlet om klassekammeraternes vage erindringer om Best-børnene på Sct. Petri skole: Hvor væsentligt er det for forståelsen af Werner Best?

Den potentielle konflikt mellem historikeren, der lægger sine kilder frem, og journalisten, der beskytter dem, tackler Danielsen (som er begge dele) med et 20-siders dokumentationsafsnit, der fungerer udmærket. Men vi får ingen diskussion af den omfattende litteratur om Best, der er gået forud, ej heller nogen antydning af, hvor forfatteren måske kunne erklære sig uenig. Det virker underlig uambitiøst. Og så har den journalistiske stil vundet med valget af en fremstillingsform i historisk præsens, som er både irriterende og unødvendig. Det virker som én lang undskyldning for at fortælle en historie fra fortiden. Hvis dette valg skyldes et ønske om at fyre op under dramaet, må man sige, at det er helt unødvendigt. Bests liv og levned var såmænd dramatisk nok, som det var.

 

Niels-Birger Danielsen: Werner Best, 598 sider, 349,95 kroner, Politikens Forlag

Joachim Lund er historiker og lektor ved CBS. Han vil i fremtiden anmelde historiske fagbøger for Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu