Læsetid: 4 min.

Det bløde livs moderne forbandelser

’Max Pinlig 3’ er kulminationen på historien om Max og hans pinlige mor. Roskildefestivalen bliver stedet, hvor de langt om længe kan gøre sig fri fra nogle af de ideer om pinlighed og værdighed, der ellers har begrænset deres liv. Filmene viser også, at det pinlige ikke er verdens værste lidelse. Det er også sjovt
Lotte Svendsens serie ’Max Pinlig’ er et sjovt blik på samtiden, hvor vi kommer hele vejen rundt i den kulturelle middel-overklasses moderne forbandelser.

SF Film

27. juni 2013

Drengen Maxs værste mareridt er, at hans mors liv går i stå, når han flytter hjemmefra. Max er lige blevet færdig med folkeskolen og vil i gang med sin ungdom. Men han frygter, at hans mor vil stå alene hjemme i villaen og vente nervøst på hvert eneste opkald, når han ikke er der mere.

Den store dreng skal bære hele hendes følelsesliv; det er en moderne forbandelse for et ungt menneske.

Og netop det perspektiv gør Lotte Svendsens serie Max Pinlig til et sjovt samlet blik på samtiden: Vi kommer hele vejen rundt i den kulturelle middel-overklasses moderne forbandelser. Nederlaget er ikke social deroute eller psykisk sammenbrud, det er de pinlige situationer, som har skabt komiske episoder i tv-serien og tre spillefilm, hvoraf den seneste, Max Pinlig 3 – på Roskilde, nu kommer på dvd. Det er ikke kun bløde mænd og urolige drenge, perfektionismepiger og ulykkelige karrierekvinder. Det er alle rollerne sat sammen til et teater, der udfolder de spil, som afgør, hvad der er pinligt, og hvad der er værdigt i vores fælles virkelighed. Vi ser ikke rollerne som isolerede kulturkritiske figurer, vi ser dem som sociale funktioner. De hører sammen.

Frigjort, ensom

Agnete, som moren hedder, er stærk og uafhængig: Hun har udgivet bogen Kvinder i krig, og hun er venstreorienteret overbevist om, at hun har ret i alt, og at hendes verdensbillede er det eneste moralsk rigtige verdensbillede. Men hun har ikke fundet en ny mand efter skilsmissen, og hun har ikke andre børn end Max. Hun er frigjort, men prisen for frigørelsen er, at hun ikke kan knytte nye forbindelser. Hendes egen søn håner hende for, at hun ikke kan finde en kæreste. Den moderne forbandelse for Agnete er, at frigørelsen gør hende enlig og ensom.

Da Max i et rebelsk øjeblik rykker hjemmefra, ender det, som han havde frygtet. Som hans mor siger til en veninde: »Man står tilbage med en masse knus og kærtegn, som man ikke kan komme af med.«

Men ikke kun moren og sønnen lider. Deres nabo, den berømte skuespiller og livsstilsforfatter Steen Cold, er i Max Pinlig 3 aktuel med bogen Græd, mand græd, hvor han hylder den mand, som gennem erkendelse af sin sårbarhed realiserer sig selv. Han har været skilt fra sin kone Signe, og selv deres skilsmisse blev en succes, fordi de skrev en bog om den. Nu har de fundet sammen igen og udgivet bogen om at blive forelsket i den samme – igen. Han lever altså af succes som følsom mand, men han hader sig selv for det liv, han har valgt:

»Mit liv er blevet et stort nej,« siger Steen Cold frustreret. »Jeg melder afbud til alt.«

Han bærer høreværn, mens han bærer sine to nye tvillinger rundt i huset, for det er meget sjovere at skrive bestsellere om hans tilværelse, end det er at befinde sig i den. Som den unge Max drømmer om at tage på Roskilde Festival for at træde ind i det vilde liv, drømmer Steen Cold også om at generobre sig selv på festivalen.

Mandens genrejsning

De to slår sig sammen i en ambition om at genrejse den danske mand. Når Max binder sit slips, siger hans mor, han skal lade være, fordi han kommer til at ligne ’Søren Pind’.

Hun udtaler Venstrepolitikerens navn, så det lyder som en officer fra Det Tredje Rige. Og når Max bruger spraydeodorant, siger hun, at det skader hans ’tissemand’. Ikke alene påpeger hun en kastrerende sammenhæng, hun reducerer også den unge mands pik til det, man kalder en lille drengs kønsorgan: ’tissemand’. Det er sjovt og let, men det er også alvor: Moren vil holde sin dreng hjemme, så han ikke bliver til en af de voksne mænd, hun ikke kan håndtere. Hun har meget travlt med at fortælle ham om deres slægt, hvor en fjern forfar blev brændt på bålet som heks. Han kunne ikke bevise, at han var en mand. Max konstaterer, at han nedstammer fra en »flok af nosseløse svanser«.

Sådan ser Steen Cold også sig selv. Over for Max tilstår han, at han har hemmelige drømme om at slå sin familie ihjel, fordi han er ved at miste sin selvrespekt. Hans forbandelse er, at han ikke kan respektere sig selv, hvis han opfører sig sådan, at han bliver respekteret af sine omgivelser. Den eksistentielle og sociale kabale går ikke op. Han skal spille Nelson Mandela i en spillefilm instrueret af Bille August, men som han siger: »Jeg kan ikke spille frihedshelt, hvis jeg ikke selv kan sige fra.«

Han siger, at han kan identificere sig med Mandela, fordi også han føler sig undertrykt af en hvid minoritet: kvinderne. Men modsat Mandela kan han ikke sætte sig op til en kamp mod overmagten.

Tv-serien og filmene kulminerer i Max Pinlig 3 i en storartet finale, hvor Steen Cold bliver afvist ved indgangen til Roskilde som hvid mand, men bagefter springer over hegnet som sort mand.

Han genfinder sig selv som Nelson Mandela. Og festivalen bliver for alle den ekstase, hvor de gør sig fri af nogle af de vedtagne forestillinger om tanker om pinlighed og værdighed, der ellers begrænser deres liv og tanker. Den bliver det sted, hvor deres verden bliver større, og rollerne udvidet.

Det fine ved filmene er, at de viser det maksimalt pinlige som en konstant kulturel spænding. Men de viser også, at det pinlige ikke er verdens værste lidelse. Det er også sjovt.

’Max Pinlig 3 – på Roskilde’ Instruktion: Lotte Svendsen, Manuskript Lotte Svendsen, Mette Horn og David Sandreuter. Udgivet på dvd af SF Film

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu