Jeg sender 50’eren ind gennem kødranden af mennesker, der gemmer sig for regnen under barteltets dug. Står akkurat så meget i udkanten, at vejrguderne pisser mig ned ad ryggen. Men fællesskabet er alligevel med mig. En fadøl kommer via fem-seks par hænder retur til mig. Og lidt efter også den overskydende tier.
Vi er på NorthSide-festivalen for at blive enige om noget at føle noget for. For eksempel øl. Men endnu vigtigere musik. Med inspirationer fra måske især Primavera i Barcelona har den aarhusianske festival udvist en enorm sikkerhed i sin appel til et indie-mainstream-segment, til en yngre hvid middelklasse. Og her er der det meste af denne weekend fælles fodslag.
Og det er nærmest, som om landskabet i Ådalen i Aarhus er indrettet til inhalering af levende musik. Der er god udsigt over bøgeskov og boligblokke bag de to hovedscener, for pladsen strækker sig fra en bakketop, nedad en skråning og ud i en dalsænkning – i et smukt og velfungerende fald ned mod scenerne. Og det giver nogle episke øjeblikke, hvor den dalende sol skærer en i øjnene, mens musikken synes at resonere ned gennem hele ens livshistorie.
Det kan det ventede regnskyl lørdag ikke ødelægge. Og da det er ovre, så møder vi ned til den roligt kæmpende mandekvartet Alt-J, der spiller en lavmælt smuk, androgynt sensuel, tyst pulserende musik. Trækkende på bas- og groovekunst fra moderne britisk electronica, men også på genert melodiøsitet fra indierock. Landskabet står endelig fritskrabet af regnens slør, mens storskærmene er samspilsramte og slår store sorte firkanter eller vilde neon-negationer over de fire blege briters hud. Det er på alle måder saliggørende.
Vi taler og lytter også meget til hinanden her i Ådalen, for vi har god tid. Der er kun af og til mere end én koncert ad gangen, så det er sjældent, at musikken dominerer over hele den tætpakkede plads med 25.000 betalende gæster.
Mand 1 bag mig i køen: »Han er god nok, ham Simon Kvamm. Han har virkelig sine meninger.«
Mand 2 bag mig i køen: »Men han er venstreorienteret.«
Mand 1: »Jah, men det er de fleste musikere.«
Mand 2: »Men han abonnerer også på Politiken.«
Mand 1 har ikke noget comeback.
Cave i trodsigt lune
NorthSide-festivalen er i år rykket op i superligaen med et vred hovednavne, der burde gøre Roskilde Festivalen, ja, enhver festival, misundelig. The Flaming Lips, Nick Cave & The Bad Seeds, Portishead og The Knife kunne sagtens have spillet på Dyrskuepladsen om nogle uger.
Ikke desto mindre er det ikke den udelte begejstring, der sænker sig i ideel harmoni over Ådalen, da The Knife sætter deres techno-teater i sving. Måske fordi de med deres scrambling af afsender-modtagerforhold, af hvem der rent faktisk synger og spiller (hvis overhovedet nogen), peger på, at koncerten er en iscenesættelse. Og helt klart fordi de ikke giver ved dørene. Der mumles lummert om, hvad der mon gemmer sig under kutterne, og hvorfor de ikke spiller deres – eneste rigtige – hit »Heartbeats«.
Den svenske duo og deres kumpaner, der mest af alt opfører sig som en jazzballetgruppe på ecstasy, fokuserer på alt det, musikken gør ved os, og dermed også dem. Vægten er lagt på ravets kopernikanske vending væk fra performeren og ud mod fællesskabet, alle vores kroppe. Og det virker, som om det endelig går op for folket under de sidste ti minutter, hvor hele pladsen begynder at vugge i takt til denne mageløse musik fra en meget bedre fremtid, end vi kan håbe på.
Det er så også i toppen af programmet, at man finder de bedste oplevelser på NorthSide, mens der er noget mere spredte snapse lidt nede ad rangstigen. Dernede bliver der simpelthen taget for få chancer og booket for segment-sikkert i forhold til den indie-mainstream, som festivalen har så godt fat i. Og resultatet bliver et vred eftersnakkende musikere. Keane forbliver et andenrangs Coldplay/tredjerangs Radiohead. Jagwar Ma er et selvdødt forsøg på genoplivning af Inspiral Carpets, Kula Shaker og tidlig Primal Scream. Fun. og Biffy Clyro er vist det, som man i Storbritanninen kalder for »landfill indie« – indie rock booket til at fylde ud i festivalprogrammet mellem de egentligt interessante navne.
Og det bliver alt for hygge-ligt og behagesygt under tand-løse eftermiddagskoncerter med Phoenix og Kings of Convenience.
Så det er en befrielse, da Nick Cave & The Bad Seeds lørdag aften uddriver vores i-landsproblemer og minder os om al den kulsorte friværdi, vi alle bærer rundt på.
Hr. Cave er forkølet og i et trodsigt lune. Allerede efter første sang byder han nogle tilskuere farvel, men siger også goddag til andre. Han fortæller folk, at der før nutidige hitbands som Mumford & Sons og Band of Horses var en fyr, der hed Elvis. Han spørger, om vi lytter, om vi koncentrerer os. Og han morer sig over, hvordan flere numre falder fra hinanden: »What a fucking mess«, »You gotta put it in context« og »We’ll try that later.«
Coynes prædikestol
Ikke desto mindre spiller det evige backingband The Bad Seeds, som om vi stod foran helvedes porte, i en strid haglstorm af gammeltestamentlig vrede. Slidte og vejrbidte, jovist, men også lettede over at det hele er ved at være forbi. Solen lægger sig i en særligt gylden vinkel over publikum. En sms fortæller mig, at tyrkiske demonstranter bliver tåregasbombet på feltlazaretterne. Og protagonisten i »The Mercy Seat« venter på at slippe væk fra denne dødelige tummel, al denne opmåling af sandheden.
Og snart stiller Nick Cave, denne ulasteligt sortklædte galgenhumorist, sig op over publikum med en grædende teenagepige klamrende sig til hans ene magre lår. Det er ellers ham, der uddeler krammere af den imaginære og brutale slags. Og hertil en syngende smuk serie af lussinger og en tønde eksistentiel syre gennem hele systemet, helt ned i sjælen – hvor den så end gemmer sig.
Helt ude i hver en celle af universet lyder svaret fra The Flaming Lips under deres efterfølgende koncert. Og sjælen er ikke sodsværtet og dødningegrinende som hos Cave, den er stadig fuld af død og smerte, men den er ek-statisk psykedelisk selvlysende. Forsanger Wayne Coyne synger fra en slags prædikestol omkranset af spejlovarier og lysarterier, foran en storskærm, der synes at pulsere som universet og vores kroppe. Indre univers bliver lig med ydre rum, og i et plastisk fantastisk show bliver koncertformatets virkelighed til en underskøn hallucination for muddermark og menneskehed.
Og alene i forløsningen af disse store koncerter med hovednavnene viser NorthSide-festival at kunne skabe noget magisk i uenigheden og enigheden hos menigheden. Det lover godt.
Northside Festival: Phoenix, Keane, The Knife, Kings of Convenience, Jagwar Ma, Alt-J, Nick Cave & The Bad Seeds, The Flaming Lips – Aarhus, fredag til søndag
