Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Fantasmatisk fjendebillede

Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens nye debatbog handler om ytringsfrihed og islamisme, men især om ’De Anstændige’, der åbenbart er nyttige idioter for en ny totalitarisme
I Stjernfelt og Eriksens nye debatbog er Tøger Seidenfaden idealtypen på det de kalder De Anstændige, men de er ude af stand til at analysere ham. Foto: Jacob Nielsen
	 

I Stjernfelt og Eriksens nye debatbog er Tøger Seidenfaden idealtypen på det de kalder De Anstændige, men de er ude af stand til at analysere ham. Foto: Jacob Nielsen
 

Kultur
7. juni 2013

Der er noget frustrerende ved Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens nyeste debatbog, De Anstændige. For ganske vist er man – jeg – enig i en god del af deres konkrete iagttagelser. Jo, ytringsfriheden er en grundlæggende demokratisk værdi. Ja, Muhammed-tegningerne og især deres efterdønninger tydeliggør en ny og svært håndterbar trussel mod ytringsfriheden, nemlig det at den i praksis kan trues af ikkestatslige aktører.

Ja, det er helt uacceptabelt, når tegnere og andre trues på livet. Jo, islamismen kan bedst forstås som en højreorienteret ideologi med totalitære træk. Ja, visse former for multikulturalisme deler træk med Europas xenofobiske højrefløj. Jo, både Uffe Ellemann og Tøger Seidenfaden fik sagt noget forfærdeligt vrøvl i årene efter Muhammed-krisen.

Men samtidig er bogen styret af et nærmest fantasmatisk fjendebillede og af nogle underlige, underlige antagelser. De Anstændige, gerne skrevet med stort A, er tænkt som en idealtype, forstår man. Det er dem – det skriver Stjernfelt og Eriksen indledningsvist – der en gang var kulturradikale og siden var universitetsmarxister, men som nu, i kølvandet på murens fald har brug for et nyt offer at solidarisere sig med. Det er også dem, der »synes at tro, at alle problemer for indvandrere ville være løst, hvis danskernes racisme forsvinder.« Det er dem, der er monomant optaget af tonen i debatten.

Jeg ved ikke, hvor mange der føler eller burde føle sig ramt af den karakteristik, men det interesserer ikke Stjernfelt og Eriksen. I lange passager fungerer ’De Anstændige’ mest som en luftballon i teksten, uden forbindelse til konkrete personer eller eksempler. Det er så også dem, skriver de, der som de gamle østeuropæiske intellektuelle bedriver ’ketman’ – ordet er hentet fra Czeslaw Milosz – dvs. underlægger sig ’magten’ med et servilt smil. Præcis hvilken magt er ret uklart i bogen, men det er vist nok den, islamistiske ekstremister gennem vold og trusler om vold udøver i den danske og europæiske debat.

Er islamismen lige så magtfuld i Vesteuropa i dag som de kommunistiske regimer var i Østeuropa inden murens fald? Selv ville jeg svare nej, og finder følgelig ’ketman’-billedet fuldstændigt misvisende. Reelt er det jo bare en, nåja, anstændig måde at sige ’dhimmificering’ på. Men så er jeg nok en af De Anstændige.

Den anstændige

Eksemplet med ’ketman’ peger på en sondring, der er sært fraværende i De Anstændige, nemlig at det er muligt at anskue islamismen som afskyelig uden at se den som en eksistentiel trussel mod et demokratisk Vesten – at det altså er muligt at være uenig med Stjernfelt og Eriksen; ikke i deres ideologi, men i deres forståelse af en bestemt historisk situation.

Det er ellers en ret banal sondring. Men fordi Stjernfelt og Eriksen ikke anerkender den, er de reelt ude af stand til at analysere deres bogs vigtigste eksempel på idealtypen Anstændig, nemlig Tøger Seidenfaden, som ret beset hverken var gammel universitetsmarxist eller savnede civilcourage.

Når Seidenfaden i første omgang forstod Muhammed-tegningerne i lyset af dansk indenrigspolitik, så skyldes det – det viser citaterne i De Anstændige med al tydelighed – at han dengang tolkede den politisk-historiske situation anderledes end Stjernfelt og Eriksen gør i dag. Han så simpelthen ikke islamismen som en trussel på linje med (men nok en ideologi ligeså afskyelig som) kommunismen eller nazismen. Han mente, at Muhammed-tegningerne – i al fald inden de udartede sig til en international krise – ikke primært eller kun handlede om ytringsfriheden.

Det kan man være uenig med ham i. Stjernfelt og Eriksen anerkender ikke, at diskussionen kan tages. De mener nemlig, at der findes et sæt objektive historiske fakta, der på én gang er hinsides politisk diskussion og udgangspunktet for al politisk diskussion. De antager også, at alle rationelle mennesker er enige – eller hurtigt kan blive enige – om de fakta. Følgelig skyldes Seidenfadens position kun, at han var fyldt med irrationelt had til Dansk Folkeparti. Og i øvrigt var misundelig på Jyllands-Posten, fordi han ikke selv havde fået den publicistiske ide.

Men politisk debat handler jo altid også om, hvordan man overhovedet forstår sin egen historiske situation. I praksis kan det spørgsmål ikke afpolitiseres. Fordi Stjernfelt og Eriksen tillader sig det, så er de ude af stand til at gengive Seidenfadens og en række andres argumenter om forskellen mellem det, man har ret til at sige, og det man i en given situation finder det fornuftigt at sige.

Igen: det er ellers en ret banal sondring, kendt fra samtlige rådgivningsklummer i det danske land. Ingen lov forbyder dig at fortælle din gode veninde – for nu at tage et ikkepolitisk eksempel – at du har set hendes kæreste på en bøssebar. Men det kan godt være, du vælger ikke at gøre det alligevel. Det valg skal nok ikke forstås som selvcensur, men er snarere udtryk for et pragmatisk judgement, som selvfølgelig kan tage fejl, men hvor tusind konkrete faktorer spiller ind.

Forskellige tolkninger af de faktorers relevans, dvs. ens forståelse af den situation, man pludselig er sat i, vil føre til forskellige idéer om, hvad man bør (ikke hvad man har ret til at) sige. Men det anerkender Stjernfelt og Eriksen ikke. For dem eksisterer der kun ytringsfrihed og selvcensur.

Nå. Troen på de objektive fakta giver dem så også en mærkelig skråsikkerhed i argumentationen. På et tidspunkt står der, at vi i Vesteuropa ser en »udvikling med større og større adskillelse i livsform og holdninger mellem ikkemuslimer og muslimer«, og bogen taler om »adskilte nationer i samfundet«; påstande der ikke reelt underbygges. Hvorfor skulle de også det, nu alle rationelle mennesker er enige om de historiske fakta? Det er den slags, der gør De Anstændige til en så exceptionelt frustrerende bog.

Dem og os

Et andet problem er så, at Stjernfelt og Eriksen midt i deres retorisk hårdtslående stil faktisk er mærkeligt forblommede i det. I en lang og subtil analyse kritiseres Tøger Seidenfaden for at fremhæve en etisk »grundnorm om menneskelig ligeværdighed« i halvfemsernes debat om udlændinge – det gjorde han som et modsvar til opdelingen i ’dem’ og ’os’. Hvad kan han mene med det, spørger Stjernfelt og Eriksen, og erklærer, at de er enige med ham, hvis man med lighed forstår en formel lighed for loven, men ikke, hvis man forstår et krav om substantiel lighed.

Men dengang handlede diskussionen i høj grad om asylansøgere og politiske flygtninge. Eftersom ingen forventede, at de skulle have samme rettigheder som danske statsborgere, så giver det slet ikke mening at tale om lighed for loven her. Den mest oplagte tolkning – at Seidenfaden talte om en intuitiv evne til at se den fremmede som et menneske ligesom en selv – foretager Stjernfelt og Eriksen til gengæld umanerlige krumspring for ikke at forstå.

Et andet eksempel fra bogen: I 2009 forbød Schweiz ved folkeafstemning minareter ved muslimske moskeer. Forbudet er, og det skriver Stjernfelt og Eriksen også, en klokkeklar diskrimination af et religiøst mindretal. Det er et brud på den lighed for loven, de ellers hylder. Alligevel er det brud en biting i deres diskussion af afstemningen. Det er ligesom uvigtigt for dem. Det er meget vigtigere, at der ikke er tale om racisme, og at afstemningen var et eksempel på, at »anstændigheden kom til kort«.

Hvilket vel er en god ting i en bog, hvis primære ærinde er at advare imod De Anstændige. Det rejser så spørgsmålet: Går Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen selv ind for et forbud mod minareter? Og egentlig også: er de enige eller uenige med Seidenfaden i, at det at vi alle er mennesker bør gå forud for en opdeling i ’dem’ og ’os’? Svaret blæser i vinden, det står i hvert fald ikke i De Anstændige. Men sådan må det ende, når man hverken vil være anstændig eller uanstændig, men bare vil være anti-anti-uanstændig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jan henrik wegener

Tilføjelse: Hvis meningsudvekslingen, dialogen, skiller os, da er det noget jeg tager til efterretning. Så er det vel sådan det er og jeg tror da nok jeg har set et synspunkt fremført mange gange og selv fået mindre og mindre sympati når jeg har set det uddybet. Men selvom jeg på sin vis "accepterer" dette, så kan jeg da godt finde det bemærkelsesværdigt at det er sådan.

Robert Ørsted-Jensen

Du mener at vi alle bør kunne stemme på det samme parti ved folketingsvalgende Jan? Det er da en noget aparte ide om hvad demokrati og demokratisk deolog handler om, synes det mig. Det normale er da at dialog handler om at respektere at der er plads til at fremføre og debattere forskellige synspunkter. Det andet lyder temmelig udemokratisk

jan henrik wegener

Robert: ??
Jeg forstår overhovedet ikke hvordan du får det ud af mit indlæg, som jeg slet ikke kan se handler om partier eller politik i snæver forstand. Jeg synes da i øvrigt langt mere om det synspunkt at man må ytre hvad man vil end det modsatte.
"Bemærkelsesværdigt" betyder da ikke det samme som "forbudt" eller "burde forbydes". Heller ikke "sympatiserer ikke med" betyder noget sådant. Der er da givetvis også dem der ikke sympatiserer med mine synspunkter.

Robert Ørsted-Jensen

Jan
Mit pointe var bare at formålet med en dialog ikke er at opnå harmoni, men at udveksle synspunkter. Det er tænkeligt at jeg misforstod dig - hvad jeg beklager

Hvis du vil læse en anden anmeldelse af "De Anstændige":
http://omkreds.blogspot.dk/2013/06/de-anstndige-en-anmeldelse.html

Sider