Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Fat bønnetæppet, radikale

John Kørner er gået fra problemer som et poetisk begreb til problemer som motiv. Og det er stadig lige enerverende, når han moraliserer og lige fantastisk, når han maler
Kultur
7. juni 2013

John Kørner maler en masse døde danske soldater, ulykkelige kvinder og mænd med problemer. Hernings Heart viser hele hans palet. Her: ’Untitled’ som hyldest til undertrykte færøske bøsser.

John Kørner er problemernes mand. Problemer som begreb har været hans omdrejningspunkt fra de ældste billeder, der er med på HEART i Herning. Og det har altid virket, måske fordi:

1. God kunst helt generelt handler om noget eksistentielt, eller måske fordi

2. Alting i bund og grund er så svært. Helt konkret kan man se hans problemer som ovale klatter. I Man with 44 problems fra 2004, et stort blåt billede, sidder en mand foran et hus og en båd. Over huset og i båden, på sirlige rækker, er der 44 klatter, der ligesom virkelige problemer er uhåndterbare og svære at definere.

Så på en måde har Kørner både favnet kunstens væsen, vores hverdag og vores forhold til kunst i ét elegant greb. I Woman with 24 problems fra 2005, et stort gult billede, er det en kvinde der bærer på en stak pinde foran en bro med 24 røde, blå og sorte nydeligt optegnede cirkler. Kvindens problemer er ikke mindre end mandens, men de er i flere farver, kønnere i formen og lidt pænere i kanten.

Kørners malestil kan også bære konceptet, det er den tynde maling og det transparente og utydelige motiv, der nogle gange lader mere lys trænge igennem end andre.

Og i de tre ovale problemformede skulpturer, der alle hedder Problem i henholdsvis rød, blå og sort, den røde på størrelse med en voksen mand, de andre to på størrelse med børn, kulminerer konceptet. Mennesker = problemer. Enlig far er også et problem.

Men det var ikke nok for Kørner. Udstillingen på HEART, der er en slags retrospektiv med lige dele ældre værker og lige dele nye, er delt op i en lys og en mørk afdeling.

En himmel af problemer

Og allerede i den lyse, glade, optimistiske halvdel begynder det at gå galt. Nu skal motiverne også pludselig være problemer, ikke små hverdagsproblemer, men de større. I Untitled fra 2007, hvor man ser to færøske mænd kysse, er det en fuckfinger til hatecrimes, et slags ’har I et problem med det,’ og ved siden af ligger Jeanet fra 2012, utydelig på jorden med en himmel af problemer over sig, som en del af serien om brugte kvinder og kvinder, der er til salg.

Fra funky poesi over et universelt problem, til moraliseringer over tunge emner som krig, prostitution og det moderne produktionssamfund på få år, og nu til sidst, med udstillingen, der hedder Fanget, hvor det er det hele, der er et problem. Institutionen, museet, kunstverdenen, alting.

Når dørene lukker bag én, er det åbenbart slut. Når kunsten er kommet på museum, så sker der ikke mere. Og han har fuldstændig ret, at det er en urimelig situation, man anbringer problemerne i.

Provokerer motivvalget?

Kørner laver en masse malerier af døde danske soldater og af ulykkelige kvinder, og alle taler om det, men de taler ikke om krig eller om prostitution, de taler om, hvor fedt det er, at John Kørner tør tage så tunge emner op.

Og hvis det rejser debat, så handler det om, om Kørner egentlig kan gøre det som kunstner. Det er ligesom kunst, der skal provokere. Det provokerer altid kun ved at udfordre forestillingen om, at det skulle være kunst. Men er det museets skyld? Eller ligger det ikke i selve kunstens natur? Er det ikke netop det, der gør god kunst til god kunst? At den befinder sig på et metaplan, hvor den kan pege i alle mulige retninger? Og når alle så roser Kørner for at gide beskæftige sig med samtidens realiteter, kunne man forestille sig, at de gør det mere af dårlig samvittighed over at interessere sig for et felt som kunsten, der i sagens natur er så overfladisk, end de gør det af reel bekymring over manglen på debat af de pågældende emner?

Og hvis det sidste endelig var temaet, kunne man spørge, hvor relevant Kørners bidrag så er. Er det overhovedet et oplæg til debat, når han så kategorisk moraliserer over krig ved kun at udskille den ultimativt værste side af den danske indsats? Er det et oplæg til debat at vise, hvor frygteligt det er at være prostitueret? Kan man overhovedet diskutere med en person, der dunker en hårdt i hovedet med dogmatiske budskaber? Krig er frygteligt og har kun ofre, siger den politisk überkorrekte kunstner, vi plejer bare at kalde det propaganda.

For pæne hvide mennesker

Så det må være noget andet, han anfægter, end metaplanet og de manglende diskussioner. For han er tydeligvis ikke interesseret. Måske det er museet, der er et fængsel, fordi det ikke eksperimenterer, men går efter det sikre valg og altid kun serverer den så nydeligt som muligt for hvide 50+? Og dog ... Er der ikke netop prestige i at vise noget først, og nærmest lovkrav om sprudlende formidling til alle socialklasser inklusiv lange læringssæt til landets skoler? Selv street art har fået en prominent plads på landets museer.

Et af de nye værker på udstillingen er et fængsel, et rum i den mørke halvdel, hvor der er en seng, og på hylderne omkring 80 små skulpturer, en masse ’problemer’, en støvle og en hjelm. De sidste to effekter gør det ret oplagt at forstå det som en soldat, der aldrig får sin frihed tilbage. Eller en sexarbejder for den sags skyld, der ikke bare kan gå i bad og vaske professionen af sig. Der er også et maleri i fængslet af en person, der kravler opad. Det er ikke morsomt at være fanget.

Hvorfor ser vi på kunsten?

En sjovere læsning af titlen og af fængslet er, at det handler om institutionens forhold til kunst, hvorfor skal den egentlig samle på det, hvad skal den med det? Hvad skal vi med alle de værker til evig tid? Og en endnu sjovere læsning er, at det handler om vores forhold til kunst, os, der kommer og oser på museerne og betragter dem som helligdomme af en stor betydning, selv om vi aldrig adresserer værkerne med andet end små nik. Hvor kommer den ærbødighed fra? Vi ved, at det meste af det, vi elsker at se på museer, vil tage sig ynkeligt ud uden de hvide rum og den sakrale stemning. Så hvad er det, vi kommer dér for? Er det en ren symbolsk handling at se på kunst, som en slags anerkendelse af os selv som dybe og eftertænksomme? Og hvordan kan vi leve med at vide, at det ikke just er det mest eftertænksomme at føle sig fortabt og ikke vide, hvad man skal stille op med sig selv, når man dyrker eftertænksomheden.

Kunsten er helt klart fanget i nogle forventninger om dens kunnen og betydning, der gør, at publikum kan føle sig ladt i stikken, når de ikke føler alt det, de burde føle. Og Kørner er helt klart fanget af sine forventninger til sig selv, for han vil så meget, men har kun kunsten.

Tænk, om han kunne give sig hen til den stille og naive poesi, der ligger og skvulper rundt i de transparente farver og store ovale klatter. Som chefredaktør for Politiken er han for tyk. Som kunstner er han derimod fantastisk. Og det ser man tydeligt på udstillingen på HEART. Enerverende propaganda proppet med de rigtige holdninger side om side med farver og kompositioner, der går lige i maven.

Noget af det stinker. Noget af det er skønt. Og hvis man er radikal, kan man passende rette bønnetæppet mod Herning i de næste par måneder.

 

Bedømmelse: 4/6

’Fanget’ – John Kørner på HEART Herning Kunstmuseum of Contemporary Art, Birk Centerpark 8, Herning til den 22. september.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her