Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den fatale forelskelse

Den største sorg i verden her, er dog at miste den, man har kær. Morten Brask er en varm melankoliker, der skildrer sorgens og smertens rum uden sentimentalitet
Morten Brask

Tine Sletting

Kultur
7. juni 2013

Morten Brasks tredje roman En pige og en dreng handler om den fatale forelskelse. Den, som mest er et blændværk eller en forblindelse, som trækker den forelskede med sig ind i mentale landskaber, der er umulige at finde vej i, eller en udvej fra.

Til en universitetsfest møder den navnløse fortæller en underskøn pige, Maya. Ikke kun har hun sort hår og koboltblå øjne, hun er også klædt mere mondænt og mærke-vareagtigt end de andre gennemsnitsstuderende. Fra første minut er han solgt. Hed sex og spændende rejser følger, de flytter sammen, mens han prøver at udsætte den store beslutning at få barn sammen.

Tidligt i forholdet har Maya fortalt ham, at hun vil have et barn for at lindre sin smerte fra barndommen. Han synes, de er for unge, og det bliver han ved med at synes, mens årene går. En dag vil hun bare ikke vente længere, og det bliver, som hun vil.

Maya er nemlig ikke bare så smuk, at fortælleren taber vejret, hun er kompromisløs. Hun kommunikerer mest i ultimatummer, om det så handler om at mene noget om familien ved det næste bord på restauranten eller om at danse: »Hun førte mig ud på dansegulvet. Jeg fulgte efter. Jeg ville følge hende ligegyldigt hvorhen hun tog mig. … jeg vidste at hun var det menneske jeg altid havde håbet at møde en dag.«

Vores lille familie

Maya bliver gravid, men intet går som planlagt. Fødslen går i gang mange uger for tidligt, og fortælleren og Maya tilbringer dage og nætter på hospitalet i vågen over deres nyfødte tvillinger, en pige og en dreng, omgivet af omsorgsfuldt personale, neonlys og nye ord: oscillerer, neonatal...

Hospitalet beskrives smukt og respektfuldt som en højt perfektioneret organisme, hvor alt er samlet for at kunne håndtere netop dette, omsorgen for »vores lille familie«, kejsersnit, dødsangst, de bittesmå perfekte børn, der lever og reagerer på stemmer, men også får blodtransfusioner og midler, der stimulerer deres små uudviklede organer.

»Jeg står og ser dem, og noget river så hårdt i brystet, at jeg ikke kan trække vejret. Aldrig, aldrig har jeg følt mig mere forbundet med noget eller nogen som jeg gør med disse to børn bag kuvøseruderne.«

Brasks nøgterne, usentimentale fortællestil danner modstykke til de voldsomme begivenheder, den bragende forelskelse, den store lykke, fortvivlelsen og sorgen. Romanen fortæller sin historie så enkelt og klart, i sanselige beskrivelser og enkle replikskifter, at man akkurat magter det ubærlige. Morten Brask fører sin læser ind i smertens og sorgens rum, hvor undtagelsestilstanden fra det ene øjeblik til det andet bliver normal. Det er smukt og elegant at skildre angsten for at miste alt som en slags ro, hvor man indstiller sig på det uundgåelige.

Titlen En pige og en dreng beskriver ikke kun de små tvillinger, men også fortælleren og Maya, der skal vokse sammen ud af forelskelsen og ind i voksenlivets ansvar for den fælles kærlighed. Blot er forholdet aldrig ligeværdigt. Tilmed er Maya den hinduistiske betegnelse for den materielle verdens blændværk, der skygger for den egentlige virkelighed. Fortælleren er netop så fuldkommen forblændet af sin Maya, at ingen andre rigtigt kan trænge igennem til ham. Reelt er de to især knyttet sammen af deres begær og længsler. Hendes længsel efter et barn, der skal forsone hendes Snehvide-agtige forladthed fra fortiden. Hans begær efter at besidde og beskytte hende.

Den skrøbelige, egoistiske Maya fremtræder mere som et drømmesyn end som en realistisk person. Jeg føler mig heller ikke helt overbevist af, at fortælleren lever med, ja, nyder, at hans elskede konsekvent sætter sine egne behov før hans, lader sig styre af sit begærs dunkle mål og følger med – indtil hun efterlader ham i følelsernes kaos.

Alligevel demonstrerer Morten Brask en fornem indsigt i, hvordan sorgen får sit eget liv. Sorg samler ikke – den skiller, og hver må følge sin egen vej i de strategier for overlevelse, som så let skiller selv elskende ad.

Morten Brask er en varm melankoliker, der i romanens sidste 16 siders indflyvning til ingenmandsland vover at følge katastrofen til den bitre ende. Det er smukt, svært og meget læseværdigt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her