Læsetid: 4 min.

Man fløjter ikke en tekst

Han har skrevet flere hits end Beatles, Stones, Madonna og Bowie til sammen, og nu udgiver den 85-årige Burt Bacharach sine hudløst ærlige erindringer. Næste lørdag giver han sin første koncert i Danmark
Burt Bacharach er hudløst ærlig grænsende til det pinlige i sine erindringer.

Erin Siegal

7. juni 2013

Burt Bacharach var et mærkeligt barn. Han hadede at gå i skole. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i, men når han blev opdaget af læreren, med et hæfte under bordet, så var det hverken tegneserier eller det, der var værre, han forlystede sig med. Det var partiturer af Ravel, Strauss eller Wagner.

Lille Burt blev tvunget til at spille klaver. Han hadede hver en time, men alligevel kunne han ikke forlade musikken. Op gennem teenageårene spillede han i forskellige dansebands til skoleballer, og da han ikke boede langt fra Manhattan, sneg han sig hver weekend ind til de forbudte jazzklubber og så alle sine helte. Duke Ellington, Dizzy Gillespie, Louis Armstrong. You name them.

Burt Bacharach er en af de sidste hundrede års største komponister. Længere er den ikke. Han har skrevet flere hits end Beatles, Stones, Bowie, Madonna, Take That og Kim Larsen tilsammen. Sammen med tekstforfatteren Hal David har han bl.a. skrevet »Do You Know The Way To San José«, »Close To You«, »I’ll Never Fall In Love Again«, »The Look Of Love«, »I Say A Little Prayer«, »Raindrops Keep Falling On My Head« og »Alfie«. Listen bliver ved og ved, og mange af sangene blev sunget af Dionne Warwick. Men også af hundredevis af andre sangere fra Marlene Dietrich og Frank Sinatra over Oasis og Luther Vandross til Søs Fenger og Pedro Biker.

Og så har han også skrevet kæmpehits med andre end Hal David. Temaet til filmen Arthur, »Best That You Can Do« (sunget af Christopher Cross), aids-velgørenhedssangen »That’s What Friends Are For« (sunget af Dionne Warwick, Elton John, Stevie Wonder og Gladys Knight) og »God Give Me Strength« (sunget af Elvis Costello).

Hudløst ærlig

Det er næsten overmenneskeligt, hvad han har gjort og skrevet. Og nu har han så også skrevet sine erindringer. Han er hudløst ærlig, grænsende til det pinlige, i beskrivelserne af parforhold, ægteskaber, sidespring og det, der ligner, og når han ikke selv tør fortælle, hvor stor en lort han har været, så får han kvinderne i sit liv til selv at fortælle. Det er stærk læsning og en metode, der vist aldrig er forsøgt før. Han krænger virkelig sit privatliv ud. Uden at sige undskyld vel at mærke.

En dæmper på karrieren

Erindringerne hedder Anyone Who Had A Heart efter en af hans smukkeste melodier og en af Hal Davids mest subtile tekster. En sang som Dionne Warwick sang til perfektion. Hun blev Bacharach & Davids foretrukne fortolker, og de producerede mere end 10 albums med mere end 100 originale sange skrevet specielt til hende fra 1963 til 1971,

Hun takkede og bukkede, indtil Bacharach og David pludselig ikke skrev flere sange, fordi de var blevet trætte af hinanden, og så kan det nok være, at hun sagsøgte dem begge, for hun havde ikke været vant til andet, og så sagsøgte Hal David Burt Bacharach, og Burt Bacharach sagsøgte Hal David for ligesom at være på den sikre side, og så talte triumviratet ikke sammen i 10 år, og det lagde en dæmper på deres respektive karrierer.

Men det var Burt Bacharach, der overlevede, for som en ond mand en gang har sagt, så er der ingen, der fløjter teksten. Det er manden med melodien, der kommer videre. Bacharach fik som nævnt nye samarbejdspartnere, bl.a. sin tredje kone, Carole Bayer Sager, og sammen skrev de hits for bl.a. Neil Diamond, Roberta Flack og Patti LaBelle.

Hal David var til at begynde med mere politisk end Bacharach. Ingen ville tro det i dag, men »What The World Needs Now Is Love« er stille og roligt en antikrigssang skrevet, mens USA begyndte at få det sværere og sværere i Vietnam. Den blev oprindelig sunget af Jackie DeShannon i 1965, og sangskriverne havde kontroverser med pladeselskabet over linier som »Lord, we don’t need another mountain/There are mountains and hillsides enough to climb/There are oceans and rivers enough to cross/Enough to last till the end of time.« Sigtet var åbenlyst, men parret vandt kampen.

Siden er Bacharach kommet efter det politiske. Ud over at skrive sange til, ja undskyld, gud og hvermand, har han siden midten af 1960’erne udgivet en håndfuld soloplader, til at begynde med primært instrumentalversioner af de store hits, men efterhånden mere og mere ambitiøse, og i 2005 den meget smukke og overraskende At This Time, hvor han arbejdede sammen med folk som Dr. Dre, Elvis Costello og Rufus Wainwright, og hvor han selv har skrevet de fleste tekster, ganske enkelt fordi, der var noget, han måtte sige.

Verden har ændret sig, og den er ifølge Bacharach blevet grimmere. På en af albummets stærkeste sange synger Costello: »Who are these people that keep telling us lies/And how did these people get control of our lives/And who’ll stop the violence ’cause it’s out of control/Make them stop.«

Anyone Who Had A Heart er en kompromisløs, indsigtsfuld og underholdende erindringsbog om en af de største komponister i nyere tid. Da Bacharach mødte Ira Gershwin i 1970’er skrev denne en hilsen til ham på noderne til »Summertime« fra Porgy and Bess: »Du er det femte B. I vilkårlig rækkefølge. Beethoven, Brahms, Berlin, Bach og Bacharach.«

Da Bacharach studerede kompositionsmusik på McGill-universitetet lige efter Anden Verdenskrig, havde han den franske komponist Darius Milhaud som lærer, og da denne kunne mærke, at Bacharach havde svært ved at finde sin særlige tone og prøvede at være mere 12-tone-agtig end godt var, sagde han: »Du skal ikke være bange for at skrive noget, folk kan fløjte.« Det råd er ifølge Bacharach selv det eneste, han har fulgt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu