Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Fyret, lockoutet og på fastfood

Arbejdsløsheden dukker nu op i revyerne, både i ’Rottefælden’ og i ’Revyperler’. Og i Hjørringrevyen må Tom Jensens fakir gribe til desperadotricks for at holde på jobbet
Kultur
26. juni 2013

Endelig dukker frygten for fyresedlen også op i årets revyer. Stærkest er den i Rottefælden. Her står Jan Schou med ternet jakke og lille kasket, helt alene. »Nu har jeg knoklet hele livet og aldrig snydt en krone i skat,« siger denne mand overrumplet. Jan Schou kigger ud på tilskuerne med forbløffelse, som om han nægter at forstå, at han er blevet fyret og snydt. For er det det, vi kalder velfærd?

Ved de små, runde borde i Rottefælden bliver der pludselig helt stille. Her er der en fortælling og en protest, som folk kan forstå – formuleret af Leif Maibom, men altså følelsesbestyrtet flot spillet af Jan Schou.

Denne velfærdsdebat er absolut med til at løfte årets Rottefælde-revy. Her er det ellers Rasmus Krogsgaard, der stråler – med lynhurtige skift fra en ung ’revy-er-bare-for-pinligt’-modstander til en Jørgen Ryg-wannabe i rollen som Eskild fra Svendborg af.

Krogsgaards musikalitet brager igennem, uanset hvad han rører ved. I Rottefælden har han bare ikke tekster, der er helt gode nok. Det har Vicki Berlin og Frederikke Viskum heller ikke. På trods af at ’Rolf er ren’ …

Ligesom Osvald

Revyhistorisk er imidlertid tankevækkende, at Osvald Helmuth sang en tilsvarende arbejdsløshedssang tilbage i 1957 – under titlen »Sagt op«. Tommy Kenter har fundet sangen frem til Revyperler i Køge, og han har fået Max Hansen til at synge den.

Max Hansen klamrer sig bare til hatten i den ene hånd og frakken over armen. »Hvad i alverden skal jeg sige til dem derhjemme?« spørger han direktøren. Og undervejs smuldrer mandens hverdagsritualer – fra vinket til konen i vinduet til krammet, når han kommer hjem. Sentimentalt eller ej.

Derudover er der nu ikke meget at være sentimental over hos Revyperler, heller ikke i numrene for Anne Herdorf og Gunvor Reynberg. Den teaterumulige sal på Hotel Hvide Hus gør desuden, at man næsten tilgiver Tommy Kenter og Max Hansen, at de ustandselig må spille fulde. Revyen vil utvivlsomt løfte sig, når den kommer til muntrere sale på Nørre Vosborg og i Tivoli.

Jørgen fra Hjørring

Her indtages Glassalen faktisk også af Hjørring-revyen til august – efter en måneds spil i Hjørring. Ved premieren i Vendelbohus i mandags var revyen gennemmusikalsk med Henrik Baloo Andersen som jammende kapelmester og gakket i Ina-Miriam Rosenbaums præcise instruktion.

Hjørring-spillerne er super. Trine Pallesen har en uforfærdethed over sine blondineroller, og Donald Andersen går linen ud i sine groteske stunts – og Karsten Jansfort skaber stille grin. Men også her er der langt mellem de stærke tekster. Morsom er dog scenen om grønlænderne, der både glæder sig til kineserne – og deres Kina-griller – og til indlandsisens smeltning. »Vi er så trætte af at skovle sne,« som de forklarer det, inden de kaster sig ud i kamikdans.

Og festlig er Jesper Malmoses lokale sponsorserie ’Lille Jørgen fra Hjørring’, hvor hele ensemblet kommer i spil gennem de fire forskellige årtier forud for Hjørringrevyens 40-års-jubilæum. Her kender krisen sin plads. Og her har PH-lamperne de farver, PH-lamper skulle ha’.

Lækker lockout

Derudover har Ina-Miriam Rosenbaum selv årets bedste lockout-nummer. »Vi vasker tavlen ren« har Vase & Fuglsang kaldt dette lille beske skoleridt, der rammer lærernes frustrationer med vittig hævntørst. Lærerinden står foran sin 3. klasse og forsøger at undervise i ’ordklasser’. Problemet er bare, at hendes kridt hele tiden knækker, når hun skal skrive KL …

Ellers er det Tom Jensen, der med sine vidunderligt gakkede blinkeøjne og sine overdrevne kropsattituder løber med latteren i Hjørring i år. Både som tårnhøj ballerina med balletskørt over for Ina-Miriam Rosenbaums lillebitte mandsdanser i trikot. Men også som ’Fastfood Fakiren fra Vladivostok’, hvor Tom Jensen viser krisedesperationen, når den bliver mest ynkelig: Når selv fakiren sælger ud af kernehemmelighederne, så er det tid til at rykke videre. Ellers drypper det med blod.

Disse tre revyer kunne også godt have trængt til et par blodtransfusioner i form af nogle bedre tekster. Men det var velgørende, at krisen kom med på scenen.

 

Revyperler. Instruktion: Tommy Kenter. Kapelmester: Jan Overgaard. Hotel Hvide Hus i Køge til den 6. juli. Nørre Vosborg ved Holstebro 17.-26. juli. Hermans i Aarhus 1.-10. august. Glassalen i Tivoli 22.-31. august.

Rottefælden. Instruktion: Katrine Engberg. Kunstnerisk leder: Jan Schou. Kapelmester: Jens Krøyer. Svendborg til den 24. august.

Hjørring Revyen. Instruktion: Ina-Miriam Rosenbaum. Scenografi: Kirsten Brink. Kapelmester: Henrik Baloo Andersen. Vendelbohus til 3. august og Glassalen i Tivoli 8-17. august.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her