Læsetid: 2 min.

Hårdt arbejde

Der er noget grundlæggende sympatisk men også desillusionerende ved en rockstjerne, der forvalter sit virke som et 8-16 job
8. juni 2013

For nylig kommenterede Jon Bon Jovi på, at popstjernen Justin Bieber var gået på scenen i London med to timers forsinkelse. Han burde udvise mere respekt for, at folk har arbejdet hårdt for pengene til billetten, mente Jon Bon Jovi: »Go to fuckin work,« sagde han med adresse til den sene ungersvend.

Og Jon Bon Jovi går virkelig på arbejde. Det viste han i Parken torsdag aften. Bon Jovis indsats var værftsarbejdere værdig, for de sled virkelig i det for at få publikum med. De løftede armene i vejret, hev én fra publikum op på scenen, smilede til det kamera, der konstant var på hver eneste af dem, og i noget, der lignede desperation, spillede de pludselig The Doors- og Roy Orbinson-numre. Der blev udvist ekstrem høj arbejdsmoral. Bon Jovi praktiserer de værdier, han prædiker.

Hvis Bon Jovi var et dansk band, ville musikken blive kategoriseret som protestsange. Men bluecollarmusikere og arbejderklasseromantikere som Jon Bon Jovi og Bruce Springsteen, der også gæstede Parken for nylig er amerikansk folkeeje. De er elsket af den almindelige amerikaner for deres respekt for hårdt arbejde og for deres besyngelse af nøjsomhed. Barack Obamas tidligere toprådgiver David Axelrod havde teksten til »Work for the working man« hængende på sit kontor i Det Hvide Hus – en sang skrevet af Bon Jovi, da firmaet DHL lukkede en stor afdeling i Ohio, og tusindvis af amerikanere mistede deres arbejde. Bon Jovis tekster er fyldt med ord som lønseddel, strejke, arbejdsløshedskø og træt og nedslidt krop; »Tommy used to work on the docks.« og Gina, der har arbejdet på dineren hele dagen siger: »We’ve got to hold on to what we’ve got«.

Der er ingen ironisk distance eller platheder, som vi kender det fra de danske bands, der synger om den almindelige borger som sådan, som for eksempel TV-2 og Shu-bi-dua. Det er vederkvægende.

Jovis lønseddel dækningsløs

Der er jo også nogen, der siger, at arbejde betaler sig ikke. I hvert fald var Bon Jovis lønseddel dækningsløs. Der er ganske vist urimelige arbejdsforhold i Parken, og nogen burde have tilkaldt tilsynet – lyden er jo potentielt invaliderende – men selv med god lyd ville det ikke blive rigtig godt, og publikum stod nærmest upåvirkede hen. Sætlisten sprang for meget mellem nyt og gammelt, hurtigt og langsomt, varmt og koldt. Det kan undre, at accepten af at stadionkoncerter kræver hårdt arbejde, og respekten for at folk havde arbejdet hårdt for billetten, ikke rakte til at spille koncert for det publikum, der kun var kommet for at høre »Livin’ on a prayer« og kun er jævnt interesserede i, hvad Bon Jovi har lavet siden Slippery when wet-pladen fra 1986. Bon Jovi satte sig mellem to stole, og det er som bekendt ikke nogen optimal arbejdsstilling. »Bad Medicine«, »It’s my life« og det afsluttende nummer »Livin’ on a prayer« løftede koncerten en smule, men ikke nok. På trods af Jon Bon Jovis usædvanligt blændende smil og arbejdsomme indstilling, så gik man derfra med tanken: Folk har betalt omkring 600 kr. and that’s a lot. Jon Bon Jovi blev reduceret til en nyttesløs nyttejobber, og manden skulle ellers forestille at være en slags kunstner. Men dér kan man snakke om noget, der ikke betaler sig.

 

 

Bon Jovi, Parken i København, torsdag

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu