Læsetid: 4 min.

Hassan gør det stadig godt

Hassan Preisler er præmieperker, og han skælder ud på sig selv og på den repressive tolerance, som har finansieret ham for at være så dygtig til det med minoriteter. Og det gør han dygtigt og paradoksalt i den identitetskværnende roman, ’Brun mands byrde’
Hassan Preisler piber over, hvem han er, og over hvem andre tror, at han er, og over hvem han tror , at andre tror, at han er i ’Brun mands byrde’

Jeppe Michael Jensen

7. juni 2013

I 350S med busrute fra brune Nørrebro til hvide Kongens Nytorv kan man snuppe et GO-CARD af skuespiller og teaterleder, foredragsholder og selverklæret »præmieperker« samt nyslået forfatter Hassan Preisler med romanen Brun mands byrde. Postkortet, og romanens forside, forestiller Hassan udklædt som Helen Bannermans Lille Sorte Sambo. Grøn paraply, lyselilla snabelsko på solsikkegul baggrund. Brun mands byrde skulle vist have været en debatbog, men fik kvaler over debatten og skrev kvalerne frem og blev til en skriveflugt af en roman med selvopgørets ikke-opbyggelige og fragmenterede form.

Nu er den mindre simpel end Sambo-ficeringen af minoriteter. Den er selvbiografi og minoritetsdebat, og den er familiehistorie og fiktion og løgn og tilsnigelser og anekdoter, og den er kritik af minoritetsdebatten og af den repressive tolerance, der fondsfinansierer og (perker)præmierer brune danskere som Hassan, som kan diskutere inklusion og integration på Deadline-niveau.

Den er selvbekendelse og rejsebeskrivelse, den er selvforherligelse og selvkritik og selvklynk, og det er alt sammen sakset sammen til heftigt identitetskværnende prosa, der gør det godt, og hvis opremsende skriveflow smitter.

Identitetsforestilling

Hassan Preislers roman-jeg, Hassan Preisler lever i spændet mellem »to identiteter eller måske snarere forestillingen om to identiteter: den pakistanske og den danske,« skriver han. Og hans forestilling om racisme er både reel og beviselig og forkert og paranoid. Og han kritiserer sit eget hykleri som del af et minoritetsfolk, der lever af at gå på ukritisk automatpilot til fondsfinansierede frokoster og evige konferencer: »…jeg har lyst til at sige til os, at vi skal tie stille, men jeg gør det ikke, og jeg har ondt af os, men jeg siger det ikke, og vi er afkræftede og fastlåste, og jeg skræmmes af tanken om, at det i virkeligheden er os, der er forstokkede og gammeldags og diktatoriske og støvede, og jeg bunder min rødvin.«

Han skriver »og« og »og« og »og« og »og« i endeløse sætninger, der varierer mellem forrygende prosa, hvor de indre modsætninger gnistrer, og så et sprogligt overlæs, hvor klichéerne sniger sig ind i det hastige sprog (»som lyn fra en klar himmel«).

Man skiftevis henføres og kværnes af forfatterens identitetskværn, der aldrig standser, vi må hænge på, vi bliver ved med at følge hans påstande og hans selvmodsigelser. I dele om familiens historie og om rejser bliver det punktumløse sprogflow irriterende automatisk. Andre steder er der en pointe i sådan at blive kørt død af konklusions-undvigelserne. Her får de nemme svar ikke lov at gemme sig bag et punktum.

Altid punktum

Hassan kritiserer sit eget behov for altid at skulle nuancere det stigma, der er knyttet til hans fornavn og faderens baggrund. Samtidigt er romanen også én lang dokumentation af Hassans egen kompleksitet (eller forestilling om kompleksitet) med familierødder og følelser og selvkritik som bevis. »Og jeg er en kamæleon, og jeg kan være, hvem du vil have, jeg skal være,« skriver han i sin indledning.

Men i virkeligheden splatter vi vel alle ud i identitetsforstyrrelser, når vi træder ind i nye sociale rum og i nye globale rum? Måske er det ikke mere synd for Hassan end for andre, og måske er han ikke mere eller mindre dygtig end alle mulige andre partikulære identiteter? Uanset hvad man skulle synes, er det svært ikke at være galt på den.

Hassan piber over, hvem han er, og over hvem andre tror at han er, og over hvem han tror, at andre tror, at han er. I lufthavnskontrollen i New York, på white pride-værtshuset i Aarhus, til minoritetskonferencen. Og selvom han forsøger at flygte ud af alle de positioner, og selvom han kritiserer sit eget Hay-shoppende, modefriserede Østerbro-liv, og selvom han på bogens bagpamflet er gledet ud af sit Sorte Sambo-kostume på flugt fra stigma, så efterlader han stadig indtrykket af at være præmieperker, af at være sofistikeret kulturelite, af at være ham, som vi giver ret – også og især når han siger, at han ikke selv har ret. Han sætter problemet under debat, han kritiserer debatten, og så skrider han afsted til et federe sted, til fiktionen, der ikke skal mene noget på den måde. Og vi er imponerende. Nu er han også præmie-forfatter.

Og i romanen ser Hassan til sin skræk (eller drømmer han det?), at man kan købe Lille Sorte Sambo i Hay. Og nu kan man ude i virkeligheden købe Hassan i Sambo-tøj på postkort og putte ham i lommen i 350S. At individet Hassan og romanen ender i sådant et mildt paradoks, og at romanen kommer til at blive læst og promoveret som debatbog, er uundgåeligt. Og den slags paradokser kan man ikke slippe udenom, lige meget hvor vildt og konklusionsløst, man skriver. Punktum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu