Der var engang, de var lykkelige. Året var 2005, og det var kærlighed ved første blik, naturligvis omgærdet af tilstrækkelig ironiseren over forelskelsens væsen.
Som Nick påpeger, er det en tid, hvor det at kritisere noget for at være uoriginalt i sig selv er uoriginalt. Både han og Amy er magasinjournalister, og topmålet af samhørighed for dem er, når de på én gang spontant citerer Annie Hall.
Netop denne Woody Allen-film annullerede den romantiske komedies betydning, indtil Da Harry mødte Sally 10 år efter genoplivede den med boy meets girl-modellen. Af samme grund er det en ironisk italesættelse af genren, når Gillian Flynn indleder sin roman om Nick og Amy med første-delen ’Dreng mister pige’.
Den amerikanske forfatters mor underviser i litteratur, og faren er lektor i film. Hun er opfostret på populærkultur og kan sine klassikere, nok til at kunne pode dem og få en ny sort som resultat.
At hendes tredje titel efter Skarpe genstande og Mørke steder på ingen måde er uoriginal, kan Nick så trøste sig med, mens han mister kontrollen over sit liv. Og, endnu værre for ham, kontrollen over fortællingen om sig selv. Kvinden der forsvandt er en hybrid mellem en satirisk kærlighedsroman og psykologisk thriller, et giftigt portræt af en generation, der kun elsker sig selv i hippe omgivelser. Med krisen bliver præcis dét umuligt for newyorker-parret, der mødte hinanden i en bedre tid. Som Nick formulerer det:
»Det var dengang, da folk stadig læste ord på papir, dengang der stadig var nogle, der interesserede sig for, hvad jeg mente og tænkte. Jeg kom til New York i slutningen af 90’erne, i de gode tiders sidste krampetrækninger, selv om ingen vidste det dengang. Det vrimlede med journalister og skribenter i New York, for der var masser af medier at skrive for: blade, magasiner, aviser – og rigeligt af dem. Det var dengang, internettet stadig var et eksotisk kæledyr, der stod bundet ovre i et hjørne – smid lidt godbidder hen til det, se det danse i den korte snor, det slår os i hvert fald ikke ihjel.«
Men efter 11 år på magasinet fyres Nick. Samtidig smuldrer den formue, Amys forældre har skabt på børnebogsserien Utrolige Amy, med en perfekt version af deres datter som hovedperson. Da hun mister sit arbejde som forfatter af damebladstests, må de forlade deres customizede byhus i Brooklyn.
De flytter til Nicks barndoms Mark Twain-land i Missouri, men i provinsen hersker middelmådigheden, ifølge konkurrencemennesket Amy. Hun aspirerer til at være ligeså utrolig som sit alter ego, og som Nick plages hun af ikke længere at være ’den bedste version af sig selv’.
I to år har de slidt på hinanden i den anonyme storparcel ved floden, da Amy en dag forsvinder. Det er deres fem års bryllupsdag, og Nicks halvligegyldige attitude over for politiet vidner om, at der ikke var meget at fejre. Spørgsmålet er, om der ligger mere bag hans undvigende opførsel.
Gillian Flynn veksler mellem de to hovedpersoners forskellige versioner af historien med Amys i tilbageskuende dagbogsform. Hendes enkle, men effektfulde idé er at gøre den ene fortæller mere løgnagtig og upålidelig end den anden. Med Kvinden der forsvandt har hun skrevet et avanceret og uhyrligt nervepirrende plot i et vidunderligt veloplagt sprog og med flere lag end i 10 aktuelle krimier tilsammen.
Kvinden der forsvandt er simpelthen en superb psykologisk thriller. Gillian Flynn er en litterær opdagelsesrejsende, der vover sig langt ind på både mænds og kvinders mørkeste sider. Hun gør det ikke uden frygt, men bevæbnet med sort humor.
Hvis der findes sådan noget som populærkulturel retfærdighed i kølvandet på (medie)krisen, vil Gillian Flynn snart få os til at glemme, der fandtes et fænomen ved navn Fifty Shades.
Gillian Flynn: ’Kvinden der forsvandt’. Oversat af Charlotte A. E. Glahn, 493 sider, 299 kr, Gads Forlag
Jeg har læst den engelske version,"Girl Gone", som var en fornøjelse - én af de bøger, man husker, ikke mindst for den elegante og jonglerende brug af sproget.