Samme dag som en kendt flygtningeadvokat og mediedebattør findes brændt ihjel i sin seng, bliver Dictes datter og niece kidnappet under en fest i Latinerkvarteret.
Med sin syvende bog i føljetonen om Dicte Svendsen benytter Elsebeth Egholm sig af et sædvanligvis effektivt, traditionelt krimigreb. Ved at sammenkæde flere tilsyneladende uafhængige forbrydelser kan hun skrue op for dimensionerne af det, der er på spil.
Da en ung kvinde således kort efter det, der viser sig at være en mordbrand, finder en afsavet mørkhudet hånd i en rævegrav i skoven, forstår vi som læsere, at der kan være organiseret international kriminalitet bag begivenhederne. På samme tid forstærkes vores angst for, om Dicte får sin datter Rose og niecen Anne-Marie tilbage i god behold.
Med andre ord skulle vi nu gerne vende sider hurtigere, end Rigspolitiets efterforsker, John Wagner, kan nå at klø sig eftertænksomt i håret. Der er bare noget, der ikke spiller i Elsebeth Egholms Eget ansvar.
Intentionerne fejler intet. Som John Wagner selv formulerer det, handler det om et »spil om menneskeskæbner, identitet og den klassiske stræben efter at sikre sine børn en bedre skæbne end det, man selv er blevet tildelt«.
Måske siger det sig selv, at man har problemer med sit plot, når man ser sig nødsaget til direkte at sufflere sine hovedpersoner, så de kan forklare, hvad det hele går ud på. Wagners replik føles ikke desto mindre for meget som en hovsa-agtig opsummering af et plot, der er riet sammen med velmente hensigter.
En overordnet ramme i Eget ansvar er, at den egenrådige og sensationslystne kriminalreporter får sin egen medicin at smage, da konkurrerende medier pludselig vender paparazzilinserne mod hende og kæresten Bo i deres fortvivlelse over bortførelsen. Dicte Svendsen må desuden stå ansigt til ansigt med en skånselsløs stalker, hvis ulykke hun har spillet en ikke uvæsentlig rolle i.
Det kunne være blevet interessant. Men som ramme for romanen føles den negligeret og får et påklistret og igen hovsa-agtigt præg.
I mellemtiden kører Dictes fremmedgjorte, bortadopterede søn Peter sin helt egen opklaring af kidnapningen, parallelt med dels Dictes eftersøgning og dels John Wagners ditto. Det er en efterforskning, der sætter ham på sporet af nogle bekendtskaber fra barndommen, en tidligere dansk drengebande, hvis aktiviteter får somaliske pirater til at ligne vandkæmmede duksedrenge. Det er svært at se for sig.
Er der kvaler med plottet, tegner Elsebeth Egholm til gengæld karakterer med let, ubesværet pen og en fin fornemmelse for de dynamikker, der driver mennesker både sammen og fra hinanden. Hendes beskrivelser af miljøet omkring Jehovas Vidner, som hun selv og niecen er udstødt fra, er levende, om end noget karikerede.
Eget ansvar er skrevet, så den kan være Elsebeth Egholms sidste kapitel om Dicte Svendsen, og det ville i flere henseender give mening. I hvert fald lykkes det ikke i denne krimi at forene hårdkogt socialrealisme med internationalt udsyn, i samme stil som eksempelvis den britiske tv-serie Sagen genåbnet så ofte har gjort med held.
Med den slags ambitioner kunne det ikke desto mindre være spændende, hvis Egholm med sin næste titel indledte et nyt kapitel i dansk krimihistorie.
