Læsetid: 5 min.

Ingen sten i skoen

De seks nye afgangsfilm fra Den Danske Filmskole er på mange måder pæne og velformede, men måtte godt have været lidt mere beskidte og kantede
Hlynur Pálmasons ’En maler’ rummer deadpan humor og overrasker ofte med sit islandske vanvid og absurde tableauer. Foto fra filmen
12. juni 2013

Lars von Trier har engang sagt, at en film skal være som en sten i skoen, dvs. den skal udfordre og anfægte sit publikum. Nu er det ikke, fordi nyuddannede instruktører fra Den Danske Filmskole forventes at kunne lave film på kunstnerisk niveau med Trier, men man kunne godt have ønsket sig lidt flere sten i skoen fra årgang 2013.

Teknisk, visuelt, produktionelt og skuespilmæssigt fejler de seks afgangsfilm ikke spor. De har hver sit klare udtryk, og de er godt skruet sammen. Men de er også meget pæne, læner sig op ad klicheen, fortæller ’små’ historier og mangler for alvor personlighed og måske endda også nødvendighed.

Hvorfor skal man se disse film og have fortalt disse historier?

Man skulle tro, at afgangsfilmen netop ville være stedet, hvor de unge instruktører – og de manuskriptforfattere, producere, fotografer, klippere og tonemestre, som også tager afgang – for alvor ville give den gas og vise deres kunstneriske temperament. Det er formentlig sidste gang i nogen tid, at de får mulighed for det i en branche, der er økonomisk trængt, og som frygter fremtiden.

Omvendt er afgangsfilmen et visitkort, og måske er instruktørerne selv bange for ikke at kunne få job, hvis man så at sige ikke kan læse, hvad der står på visitkortet, når teksten er skrevet bagvendt eller på hovedet.

Velgørenhedsprojekt

Mest er der at komme efter i islandske Hlynur Pálmasons lidt uforløste, men sorthumoristiske En maler, der handler om titlens maler (Ingvar Eggert Sigurdsson), som er så optaget af at skabe sin kunst, at han ikke har tid til hverken søn, elskerinde, journalister eller fotografer. Der er en god del islandsk vanvid i filmen, som ofte overrasker med absurde tableauer, hvor maleren nærmest arbejder med hele Guds natur som sit lærred.

Filmens åbningsskud, hvor kameraet langsomt panorerer 180 grader, vækker mindelser om europæisk minimalisme, men heldigvis er der siden mere deadpan humor i spil.

Humoren benytter Amanda Kernell sig også af i sin satiriske The Association of Joy, hvori et velbjærget ægtepar, Charlotte (Ida Dwinger) og Mads (Bo Carlsson), henter en ung thailandsk kvinde, Joy (Maryann Salvador) – »hun sad uden for vores hotel i Thailand og græd« – til Danmark for at give hende en uddannelse og et bedre liv. Problemet er, at Joy slet ikke er interesseret i en uddannelse, men tilsyneladende hellere vil arbejde for at tjene penge. Og hvad værre er: Joy vil også hellere være sammen med Mads end med Charlotte, for hvem Joy er et velgørenhedsprojekt – og et værn mod kedsomheden – som den hjemmegående forstadsfrue lægger al sin identitet i.

Man kunne godt have ønsket sig lidt mere bid i satiren og knald på komedien, men der er kostelige scener i The Association of Joy, som formår at sparke til både velfærdsdanskerens behov for at købe aflad og et rigt, men glædesløst og overfladisk overklasseliv.

Familiebøvl

Humor er et stærkt værktøj på film. Desværre er det stort set fraværende i de sidste fire afgangsfilm, der alle handler om mennesker, som mangler et sted at høre til og noget at holde fast i.

Karoline Lyngbyes Spidse albuer, blødende knæ er et familiedrama, hvor en nylig skilsmisse har slået skår i dagligdagen for 15-årige Julie (Coco Hjardemaal), der savner sin far, strides med sin mor (Charlotte Sieling) og misunder sin voksne søster, Sarah (Julie Grundtvig Wester), der er på vej til London med sin kæreste, Nicklas (Morten Holst). En vred og ulykkelig Julie gør, hvad hun kan for at ødelægge det for Sarah – og for selv at blive lagt mærke til og føle sig elsket – og det får naturligvis konsekvenser for den skårede familie.

Spidse albuer, blødende knæ er en suggestivt fotograferet og sine steder intens film – Coco Hjardemaal er virkelig god, skiftevis barsk og sårbar – som psykologisk set dog er lidt underfortalt, og som fortæller en historie, man har set før og mere gribende fra blandt andre Heidi Maria Faisst.

De indvielsesritualer og drenge- og mandefællesskaber – og overgangen fra dreng til mand – som Klas Marklunds Flokken skildrer, har man også set på film før. Lasse (Sonny Lindberg), der ikke ligefrem hører til blandt de seje, scorer et mål i en fodboldkamp, og snart er han en del af ’flokken’. Desværre er han varm på samme pige som flokkens leder, og det fører til et opgør af den fysiske slags.

Flokken har en inciterende rytme, der slås an af fodbolddrengenes trommer, men ritualerne forekommer lidet troværdige, mens forholdet drengene imellem er for upersonligt og kunstigt til, at historien for alvor bliver påtrængende.

Lidt det samme problem med troværdigheden har Jonas Grums Escort, hvor Dar Salim spiller chaufføren Alex, som en aften skal køre escortpigen Lulu (Maria Erwolter) rundt til kunderne. Alex har lige måttet aflive sin elskede, men gamle og syge hund og er følelsesmæssigt på kanten, da han henter Lulu, og aftenen igennem skiftevis skændes og tiltrækkes de to sårede, ensomme eksistenser af hinanden.

Escort er velspillet og flot fotograferet og klippet, men historien rummer intet nyt eller originalt bud på den velkendte historie om den godhjertede mand, der forelsker sig i luderen og gerne vil redde hende fra en krank skæbne.

Mareridtsmotel

I Carl Marotts dramagyser Oasen er det midaldrende, ensomme Tom (Jens Andersen), som forsøger at ’redde’ smukke Laura (Danica Curcic) fra en temperamentsfuld kæreste (Kasper Leisner). Tom hjælper Laura og kæresten med at nå til det skumle motel Oasen, da parrets bil går i stå, og her forelsker Tom sig i Laura, fordi hun som den første nogensinde danser med ham, efter hendes kæreste er kørt sin vej i vrede. Ja, kærligheden rammer Tom så hårdt, at han er villig til at gøre hvad som helst for at holde fast på Laura.

Og således knytter Oasen an til adskillige gysere, der foregår på skumle motorvejsmoteller, mens den i sin stemning og måden, den er fortalt på, mere ligner et motelmareridt a la David Lynch. Det er ikke nogen dårlig kombination, men desværre er det alt for nemt at se, hvor det hele ender, og også Marott måtte gerne have skruet mere op for gyset og det mørke univers på motellet.

 

De seks afgangsfilm kan ses i Dagmar i København fra den 19. juni. Mere på www.afgangsfilm.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu