Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Knald på Khan

J.J. Abrams tillader sig at være både hæsblæsende og filosofisk i sin anden og meget vellykkede ’Star Trek’-film, ’Star Trek Into Darkness’
Der er smæk for skillingen i ’Star Trek Into Darkness’, som er en mørkere og dybere film end den ellers vældigt veloplagte og vellykkede ’Star Trek’, ikke mindst fordi J.J. Abrams denne gang tillader sig at være mere filosofisk i tonen.
Kultur
6. juni 2013

Advarsel! Her følger muligvis en afsløring. Der har nemlig været megen spekulation i, hvem den britiske skuespiller Benedict Cumberbatch mon spiller i den nye Star Trek-film, J.J. Abrams’ Star Trek Into Darkness, der har dansk premiere i dag. Mange har gættet på Khan, der optræder i den oprindelige tv-serie og i en af de tidligere film, og som virkelig har et horn i siden på kaptajn Kirk og den øvrige besætning ombord på stjerneskibet USS Enterprise.

Jeg tror ikke, at jeg afslører for meget ved at sige, at Cumberbatch netop spiller Khan, men måden, Abrams og hans manuskriptforfattere bruger figuren på, er en ganske anden end tidligere. Faktisk giver Star Trek Into Darkness et både energisk og originalt tvist på velkendt stof, og om noget er det filmens styrke – som det var styrken ved Abrams’ første film om Kirk og co., Star Trek (2009).

I den film skabte instruktøren en alternativ tidslinje i forhold til den gamle tv-serie og de mange film, hvorfor Abrams har kunnet gøre, præcis hvad han havde lyst til, inden for anstændighedens grænser, naturligvis, med både universet og de personer, som så mange Star Trek-fans har et nært og meget følelsesbetonet forhold til.

Smæk for skillingen

Star Trek Into Darkness begynder, hvor Star Trek slap: Unge, dumdristige kaptajn Kirk (Chris Pine) har kommandoen på stjerneskibet Enterprise, men kommer i et forsøg på at redde sin ven og næstkommanderende, Spock (Zachary Quinto) – der selv er ved at redde en planet fra udslettelse – til at bryde adskillige af Stjerneflådens vigtigste regler, og han bliver degraderet.

Pludselig angribes både et Stjerneflåde-kontor i London og hovedkvarteret i San Francisco, og snart er Kirk og hans besætning i åben krig med den mystiske Harrison (Benedict Cumberbatch), der tilsyneladende er en af Stjerneflådens egne, men selvfølgelig slet ikke den, Kirk og co. tror, han er, hvilket får alvorlige følger for dem alle.

Og på den måde er der smæk for skillingen i Star Trek Into Darkness, som er en mørkere og dybere film end den ellers vældigt veloplagte og vellykkede Star Trek, ikke mindst fordi J.J. Abrams denne gang tillader sig at være mere filosofisk i tonen, hvilket vækker mindelser om den gamle tv-serie.

Det er ikke, fordi Abrams sætter farten ned, så hovedpersonerne kan få sig en snak om livet, døden og maskinerne. I stedet lader han dem diskutere alt fra regler, respekt, loyalitet og selvopofrelse til terrorisme, hævn og konsekvenser af ens handlinger, mens de er på farten, bliver skudt på eller er ved at redde verden fra at blive udslettet.

Efter 11. september

Det lyder måske, som om det er lige lovlig hektisk, men det fungerer overraskende godt, og man sidder konstant på kanten af sit sæde og er ganske overvældet og mørbanket, da Star Trek Into Darkness slutter. Det skyldes naturligvis også, at man er engageret i de sympatiske personer, ikke mindst Kirk, Scotty (Simon Pegg) og Spock og hans kæreste, Uhura (Zoe Saldana), der har det med at mundhugges på de dårligst tænkelige tidspunkter. Selv Khan får man sympati for – selv om han ikke har meget at arbejde med, får Benedict Cumberbatch vist sårbarheden under den benhårde overflade – og på elegant vis får man også serveret et budskab om, at fortidens synder har det med at indhente én: Stjerneflåden har på sin vis selv skabt Khan, og det skal den nu bøde for. Det er ikke svært at se det som en lignelse om et USA, der selv har finansieret og trænet mange af de terrorister, som nu angriber den vestlige verden.

Star Trek Into Darkness er stort anlagt, buldrende underholdning med flotte effekter (man behøver dog ikke se den i 3D), godt skuespil og en medrivende historie, men det er også en film, der ligesom Christopher Nolans Batman-trilogi – og formentlig også Zach Snyders kommende Superman-film, Man of Steel – afspejler en verden, der stadig lider under eftervirkningerne af 11. september 2001.

'Star Trek Into Darkness'. Instruktion: J.J. Abrams. Manuskript: Roberto Orci, Alex Kurtzman og Damon Lindelof. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her