Læsetid: 4 min.

Ligger dæmonerne gemt i generne?

Kan man gøre sig fri af en alkoholiseret, voldelig far, der er kærlig, bager fødselsdagsboller og laver sjov? Måske ikke, men man kan fortrænge. Dokumentaren ’Blodets bånd’ kører en stille bulldozer gennem fortrængningens forsvar
Dokumentarfilmen kan noget særligt: trænge derind, hvor der ingen lette svar er – og ’Blodets bånd’ gør det med hjerteskærende præcision, ikke socialpornografiens fascination. Foto fra filmen
5. juni 2013

Hvis vi ikke var blevet fjernet, havde livet også været noget helt andet i dag … Jeg vil gerne tale om det, far. Jeg vil, far. Jeg har brug for at vide hele sandheden, for at jeg kan komme videre i mit liv ...«

Stemmen er indtrængende, og desperationen står knivskarpt, for billederne er først sorte og kornede.

»Jeg er ligeglad,« siger faren.

Christina Hansen får ham overtalt. En dag kommer kassen fra kommunen med den aktindsigt, Svend Åge Hansen har ansøgt om. De kan ikke rigtig huske, hvordan det gik til, siger Svend Åge Hansen og de tre af hans 16 børn, der medvirker i dokumentaren Blodets bånd.

Menneskets monstre

Kassen bliver deres og dokumentarens omdrejningspunkt. De maskinskrevne linjer fra myndighedspersoner og andre skærer sig gennem familiens lag af kollektive fortrængninger og hukommelsessvigt. Farens voksenliv med druk, stoffer og vold, børnenes liv som tilskuere og ofre.

Blodets bånd tager over, der hvor tidligere børnerådsformand Lisbeth Zornigs uafrystelige dokumentar om hendes barndom i helvede slap.

Hendes stedfar kunne heller ikke huske. Han havde krænket og pint Lisbeth Zornig i flere år af hendes barndom. Efter Zornigs møde med monstret, der giver en krammer og en kop kaffe, men ikke mener, han har givet hende andet end en ’endefuld’, sidder hun i bilen på vej væk.

Hverken hun eller seeren fatter, hvor stærk menneskets evne til at blokere for rædsler og ugerninger egentlig kan være. Det lykkedes hende ikke at trænge igennem fortrængningens forsvar. I Blodets bånd åbner faren kassen og siger:

»Hvis sådan noget her var rigtigt, så skulle jeg jo slet ikke have lov at leve, jo. For så er jeg jo fanden selv.«

Normalt afslører politiets efterforskere et monster, der ender med at fremstå som et menneske. I Blodets bånd er det den lagkagebagende Svend Åge Hansen, der godt nok er alkoholiseret, men også sjov, festlig og familiens midtpunkt, elsket af sine børn, der er mennesket, hvis uhyggelige svigt langsomt afdækkes.

Det er derfor, at disse dokumentarfilm skal laves. Hvor journalister kan afdække rædsler og stille kommuner, politikere og sagsbehandlere til ansvar i de sager om misbrug og omsorgssvigt af børn, som har rystet offentligheden de senere år, kan dokumentaren trænge derind – og denne gør det med hjerteskærende præcision, ikke socialpornografiens fascination – hvor der ingen lette svar er. Hvor skylden nok kan placeres, men hvor det er langt sværere at svare på, hvad der skal gøres, for at det ikke sker igen.

En krammer

For børnene elsker deres far. De bliver alle fire tvangsfjernet. Skulle de det? Eller skulle faren? Kunne en familieanbringelse have mildnet de sår, børnene allerede havde fået?

Når blodets bånd brutalt rykkes over som i tilfældet med familien Hansen, hvor børnene pludselig en dag bare ikke mere skal hjem, bliver fjenden ofte systemerne, kommunen, de indgribende myndigheder. De kan ikke give en krammer. Det kan en far, uanset om han slår, når han har drukket. Og det kan en plejefamilie.

Christina Hansen oplever en loyalitetskonflikt mellem dem og sine biologiske forældre. Hun flytter tilbage til et hjem, hvor beretninger fra kommunens akter vidner om, at hun har fundet hvidt pulver i små plastikposer, og lagt sin mad oven i noget af pulveret på bordet. Og når man endelig får lyst til at kræve et bodsoffer, falder blikket på den passive mor, Gitte, men dokumentaren nuancerer mere end den straffer.

Gitte sidder i sofaen og løser krydsogtværs, smågriner, mens den ældste søn, som familien sidenhen har mistet kontakt med, lægger kokainbaner på sofabordet.

Den yngste søn Daniels anspændte øjne og faren, der griber ud og krammer ham med en grinende mumlen om, at sådan noget skal han ikke bryde sig om.

»Krydsogtværs blev min virkelighedsflugt,« siger Gitte.

Mønsterfortsættere

»Du er ikke skyldig, du skal ikke straffes,« siger Christina til sin far. Han har altid hjulpet hende, siger hun. Men hun dækker ikke over ham.

Hun sidder på hans skød, og han spørger, om hun kan huske dengang, hun anklagede ham for at have lavet samlejebevægelser på hende. »Jeg kan godt huske det, men det var jo ikke, fordi det var løgn,« siger hun bestemt. »Det var, fordi du troede, det var mor, men vi havde byttet side.«

Vi bestemmer ikke selv, hvem der bliver vores bødler. Men vi prøver at få indflydelse på, hvor meget vi selv og vores familier skal være ofre for de ting, vi kommer ud for i livet.

Daniel skriger af smerte på sin 20-års fødselsdag. Han og hans gæster må ikke komme ind på det lokale diskotek.

»Argh,« brøler han, »mit hjerte gør ondt.«

Han ved ikke, om han kommer videre efter produktionsskolen, eller om han havner i fængsel.

Christina spekulerer på, om faren er i hendes dna. Kan hun undslippe hans svigt, farens egen elendige barndom, hvor han end ikke fik kærlighed? Eller er dæmoner genetisk betingede?

»Jeg tror, man kan bryde den sociale arv, det er bare lige med at finde ud af hvordan,« siger hun.

I Lisbeth Zornigs film er den senere økonom og børnerådsformand håbet og modet, mønsterbryderen. I Blodets bånd ved vi ikke om Christina, Daniel og storesøsteren Michelle bliver dét eller mønsterfortsættere.

Men mod og håb er lige så stærke kræfter som fortrængning. Det er dokumentarens og faren Svend Åge Hansens fortjeneste, at fortrængningen også kan få en helende kraft.

 

’Blodets bånd’ er instrueret af Pernille Bervald Jørgensen og Christian Sønderby Jepsen Premiere: Dox Bio i dag i 51 biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen nielsen

Om kvinderoller og manderoller.
Hvornår skal vi høre om kvinder der har skjulte dagsordner som er lystløgnere som fortæller søforklaringer, når de svigter eller er utro, som er egocentrikere som fører familien og børnene bag lyset, som svigter, som er alkoholikere?

Kvinder som ikke formår at tage hånd om andet end sig selv og egne behov, som derfor svigter alle, der omgiver dem, ved at man aldrig kan regne med dem, eller stole på dem.
De er ikke er jo ikke skyldige, selvom de bare udnytter folk og gør intet som er godt for nogen andre end dem selv.

Mænd er altid skyldige, dem vi per automatik bebrejder alt.

Den skyld tager vi da gerne på os, det manglede da bare.

Niels Mosbak

Steen Ingvard Nielsen

Det du efterspørger kan du finde i det seneste nummer af "Hus Forbi". Find din lokale hjemløse sælger, stik ham en 20 og måske en krammer - og få et blad.

Marianne Rasmussen, Nic Pedersen, Heidi Larsen, Lise Lotte Rahbek og steen nielsen anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

Steen Ingvard Nielsen
06. juni, 2013 - 12:07#

Læs aviserne. Der finder du også de kvinder. Tøndersagen, den dreng der blev banker ihjel af sine forældre. Eller en af de andre nyheder der løber over skærmen. Der er som regl også en kvinde med der. I det to overstående, er der helt klart en mor der var meddelagtig på et eller andet plan. Som jeg så ikke har sat mig ind i.
Men man kan vel finde ud af hvad domsfældenlsen var ved at kigge i dem.
Men selvfølgelig bliver de ikke serveret.
Så er det også tv-udsendelsen der kom for år siden.
Er du mors lille dreng.
http://www.youtube.com/watch?v=KMeqMMXbt7M
Den er er råt for usødet.

steen nielsen

Kære Majbritt
Det glæder mig at kvinder kan sige at vi skal se lidt mere nuanceret på tingene. Hvis vi skulle nå frem til et sted hvor hverken mand eller kvinde er den undertrykte part, så er det vel kun en forståelse af, hvad det er for nogle psykologiske mekanismer der skaber balance i et forhold der kan skabe forudsætningerne for gode relationer i det hele taget, om det er mellem heteroseksuelle eller homoseksuelle eller det er en hvilken som helst anden relation, hvor en forståelse af ligeværdighed og en forståelse af både egne og andres behov udgør en den gode relation.

Soren Andersen

Hvis fortræning er en menneskets naturlige forsvar hvorfor er man så så sikker på at man skal grave alting op igen?

David Zennaro

Man skal heller ikke bare grave alting op igen. Man skal bearbejde tingene på en god måde. For man skal leve med alle tingene, den eneste forskel er, hvordan man gør det. Uanset hvad der er sket med en, kan man få et godt liv selv. Og hvis man vil bryde mønsteret i forhold til sine egne børn, er man nødt til at grave tingene op og lære nye måder at handle på.

Steffen Gliese

Problemet er vel mest, at børn lærer af det, de ser og hører, så mønstrene kan gå videre, hvis de ikke bliver analyserede og genstand for bevidst omprogrammering.