Læsetid: 6 min.

Der er liv før tanken

Yoko Onos udstilling på Louisiana er lige dele historisk, banal og fuldstændig genial
Den første del af Yoko Ono-udstillingen viser hendes første og vigtigste værker, bl.a. film, videoer og objekter. Her ses hun som ung og med John Lennon  i baggrunden.

Ricardo Ramirez

14. juni 2013

I den verden, vi alle sammen kender, den rationelle verden, hvor vi tænker på at fjerne bakterierne, når vi vasker hænder, er Yoko Ono håbløs naiv.

De første værker på udstillingen er hendes øje, der kigger på os, et hammer og sømværk, der engang har opfordret folk til at slå søm i en plade hver dag, indtil pladen var fuld, og en helt ny video hvor en 80-årig Yoko danser sensuelt med sig selv.

Der er også stigen, som John Lennon kravlede op på i 1966, hvor han tog forstørrelsesglasset og så det mikroskopiske YES i loftet og straks blev forelsket.

Og hvis man skal videre i udstillingen, kan man rigtig blive fysisk udfordret ved enten at tage en smal gang med spejleffekter, en rutsjebane, en tunnel, der fører en tilbage, hvor man kom fra.

Eller man kan gå ind gennem et forhæng, høre et hosteværk, hvor hun hoster i en halv time for så at gå videre gennem et andet forhæng.

Det er måske naivt. Men der er også andre måder at vaske sine hænder på.

Man kan for eksempel mærke vandet, når det løber ned over håndryggen. Og føle skummet, når det spreder sig ud mellem fingrene og langsomt bliver skyllet af igen.

Alle med børn kender den anden grundopfattelse af, hvordan mennesket fungerer, den oprindelige, for intet er mere naturligt for dem end at være til stede i nuet, både under håndvasken, eller hvor de ellers befinder sig.

Ikke naivt, men urmenneskeligt

Ud mod haven hænger et stykke glas med titlen »Painting to let the evening light go through«.

Indenfor kan man se instruktionerne til en række performances. »Hide piece. Hide«. Hvor man gemmer sig. »Cut piece. Cut«. Hvor man klipper performerens tøj af. »Clock Piece«. Hvor der står et vækkeur på scenen, som man venter på ringer. »Wind piece«. Hvor man flytter stolen tilbage og gør plads til, at en vind kan blæse forbi.

Det vil være forkert at kalde det naivt. Det er ikke engang optimisme. For det hører det andet menneskesyn til, hvor man først og fremmest er krop og først derefter, og kun en lille smule, er hjerne.

Det er et menneskesyn, der i øvrigt er helt i tråd med den nyeste videnskab, hvor det ikke er sproget og vores bevidsthed, der knytter os sammen, men noget ubevidst, noget fysisk, der går forud for enhver tanke. I de værker er det urmennesket Yoko, der producerer.

Spekulativt og uden kynisme

I et værk som »We are all water« er det omvendt. Her er det det rationelle menneske, der går baglæns og prøver at finde tilbage til instinkterne. I værket er vi helt reduceret til beholdere, der deler det samme indhold. Her står en lang række glas med vand, hvor forskellige navne er skrevet på med tusch. Adolf Hitler, Gertrude Stein, Miles Davis, Yoko Ono osv. Forskellige hylstre, men forbundne.

Hvis sådan et værk repræsenterer noget i den rationelle verden, kunne det være som en reklame for det at være til stede.

Helt tydeligt er det i »Corner painting«, der er en guldramme, som hænger i et hjørne og er bukket som et hjørne, og i »Chair Painting«, der er en guldramme, som hænger over en stol. Her er det virkelig, ligesom når man fortæller en sød historie om et barn, der misforstår den voksne verden, fordi det ikke er lullet ind i vores kynisme endnu. Men sådan nogle historier bliver aldrig kun læst som nuttede, men lige så meget som en kritik af, hvor avanceret alting er blevet, og hvor meget vi har glemt os selv. Men lige så gode som kulturmødet mellem barn og voksen, bliver Yokos reklamer ikke altid. Mange af dem mangler noget krop, de er for spekulative og for lette.

Første videokunstværk

»Sky TV« er lidt i samme dur. Det har igen udgangspunkt i noget rationelt, hvor Yoko så er gået baglæns. Hun har filmet himlen og viser det på en skærm. Det har noget historisk over sig, fordi det er fra 1967 og et af verdens første videokunstværker.

Men teksten er ikke flad som i »We are all water«, hvor det handler om, at vi alle er vand, men at vi alligevel insisterer på at vi er os selv. »This is at TV just to see the sky. Different channels for different skies, high-up sky, low sky, etc.«

Det har også noget ureflekteret over sig, som bare handler om at tage et nyt medie og stikke det op i skyerne. Bum bum. Og ikke så meget mere. Det er fremstillet på ren intuition og har aldrig været inde over den øverste etage. Det er stadig en reklame for vores allerinderste ubevidste jeg. Men det virker. Hun når helt hjem.

Når Yoko Ono er derinde, og man kan mærke, at hjernen ikke er koblet fra, men aldrig har været i spil, og hun reagerer udelukkende på sine impulser, er hun fantastisk god.

Når hun er spontan, er hun den bedste. Når hun derimod skal bevise for os alle sammen om, hvor umiddelbar og til stede hun er, så ligner det mere en kliché.

Som for eksempel i »Morning beams«, hvor solens stråler på en række sten i en forestillet vandkant, er blevet gengivet med hvide reb. Det er fint set, men det er en tung omgang. Det er for banalt på fastfood-måden. Det er ok. Det er et skuldertræk. Og så videre.

Telefonopkald fra Yoko

Hvorimod hendes telefonlabyrint er et medrivende og smittende møde med noget helt, helt andet. Det kan ikke forklares med kunstteoretiske termer, det symboliserer ikke noget i den virkelige verden, det er simpelthen bare en gestus, der er født med maven og som kun kan forstås af maven. Det er en labyrint af glas, som ikke er ligetil at finde rundt i. Og inderst står der en telefon, som Yoko Ono selv ringer til i løbet af udstillingen.

Den har allerede ringet flere gange, men ikke hver gang har der været én til at tage den. Men man står dér og venter. Man tænker ikke på noget. Man står bare dér og venter på, at den ringer. Og man kan mærke, hvordan det er kroppen, der er med i værket, og ikke hovedet.

Fineste hyldest til Lennon

»Film no 5 Smile« er også genial. Det er et smil af John Lennon afspillet i slow motion.

Det tager 49 minutter og bør overbevise enhver kritiker om, at Yoko Ono hverken er naiv, simpel optimist eller bare et alt for empatisk menneske, men at hendes kunstneriske virke derimod stikker meget dybere.

»Film no 5 Smile« er så simpel og alligevel så kompleks, at ingen helt forstår værket endnu. Det er det tavse sprog, det er kroppen, der kommunikerer, det er os alle sammen, der er forbundet gennem ubevidste signaler. Og man kan mærke signalerne komme ind, uden at man helt kan tyde dem. Det er et magisk smil, der kalder, det er smittende, og det er smertefuldt, fordi man forsøger at forstå hvad der sker, imens man stirrer ham i øjnene. Men det er ikke propaganda for barnet, det er mere en hilsen fra det liv, der kommer før tanken. Det liv som vi har fortrængt, men som fylder os og styrer os. Og man kan enten gå eller overgive sig. Forstå det, kommer man aldrig til.

Man kan også bladre i »Grapefruit«, hendes bog med instruktioner og lade sig inspirere. Det gjorde John Lennon engang. Han læste »Cloud piece«: »Imagine the clouds dripping. Dig a hole in your garden to put them in.« Bagefter skrev han sangen »Imagine«, der beviste, at han ikke kun elskede Yoko Ono, men også hendes fortolkning af, hvordan mennesket fungerer. For de r findes ikke en verden med så mange fysiologiske følelser som i krig. Man kan ikke slå ihjel uden at tænke på fjenden som et dyr. Og selv der siger kroppen fra. For tiden griber kroppen til posttraumatisk stress for at fortælle, at der er noget helt galt. Og det er, fordi vi er skabt til at elske hinanden. Og i sådan en verden stopper man netop krig ved at få folk til at føle freden.

De historiske øjeblikke står i kø på udstillingen, der også har et rum dedikeret til Yoko Onos musik. Og de småpinlige værker kommer man sig hurtigt over, da mængden af gode værker er overvældende.

 

Bedømmelse: 5/6

’Half-a-wind Show’ på Louisiana, Gl. Strandvej 13, Humlebæk til den 29. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Vedsegaard
  • Vibeke Rasmussen
  • Lone Christensen
John Vedsegaard, Vibeke Rasmussen og Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Kvinden er komplet gal og det er en sand rædsel for os John Lennon fan, når hun går i gang. Denne gang måske uden, at 'myrde' ham en gang til. For der er ikke det hun ikke har solgt til kommercielt brug af hendes store fangst af en rig mand i sin tid. Se f.eks. på Christies auktioner, hvor hun sælger det tøj, som Lennon havde på da han fik sit grønne kort, som sker den 26. juni/13.

Og hans sange har hun solgt løs af til store kommercielle firmaer som Nike og andre. Udstillede Lennon blodstænkte briller på et rædselsfuldt LP-cover og solgte kopier af hans blodbestænkte T-shirt, som han på ved mordet. Det er fuldstændig mod Lennons ånd det hun foretager sig og yderst pinligt. Lennons ældste søn, Julian, har da også offentligt harceleret over, at han måtte købe sin fars ting tilbage, når han så at Yoko havde sat dem til salg.

Det kan godt være, at der er nogen som synes, at hendes (delvist selvbetalte?) udstilling på Louisiana er spændende, men hæng mig, hvis jeg ikke får ret i, at der ikke dukker ret mange mennesker op. Og det er forståligt.

Se mere om damen med de 4 milliarder Lennon kroner i denne artikel fra The Daily mail:
http://www.dailymail.co.uk/femail/article-1185110/As-exhibits-bloodstain...

John Vedsegaard

Jens, det er sådan at JEG tager op og ser hvad konen har at byde verden på, det vil enten blive lørdag eller søndag.

Blodbestænkte briller eller andet er, eller har været, udstillet viser for mig kun at hun har været ægte forelsket i John Lennon, det syntes jeg også deres fælles musik bærer meget præg af. Man skal ikke dømme hende på grund af at hendes livs kærlighed er blevet slået ihjel af en psykopat, reaktioner som dem hun har vist er helt naturlige, forestil dig bare det var din egen kone der var blevet myrdet på forsmædelig vis...

Måske er det totalt lort, men jeg agter ikke at dømme hende før jeg har set det, i øvrigt tager jeg ikke dertil med en mening, der i forvejen er negativ, måske det kan blive til dette senere, men det er et særdeles dårligt udgangspunkt, hvis man vil bruge penge på en udstilling, det vil jeg godt og gør det næsten hver weekend, eller mindst når jeg har råd.

Jens Overgaard Bjerre

@Jørgen Vedsegaard.

Jamen god fornøjelse. Jeg synes selv, at det er svært at adskille tingene. Fordi der i mine øjne ikke er meget kunstner over hende, men enorm trang til at hævde sig selv. Det viser al historie om hende. Men hver sin smag. Når jeg tager det op, så er det fordi, at HVIS hun ikke havde været gift med John Lennon, som VAR en revolutionerende kunstner, så er det store spørgsmål om hun overhovedet ville være kendt i dag. Jeg tror det ikke. Men alene det, at hun sælger ud af Lennons sange m.m. til kommerciel brug i store virksomheders reklamekampagner, er så ulækkert, at jeg ville have svært ved at glo på hendes udstilling. Men sådan er vi jo så forskellige.

Mvh.
JOB

John Vedsegaard

Takker Kurt Overgaard Bjerre :)
Der er flere billeder på Louisianas hjemmeside.
Jeg skal vende tilbage når jeg har været oppe og se på det med min kritik.
Hvis det regner hele weekend, bliver det først næste, da jeg ikke har bil men skal på cykel.

Holger Skjern

Jeg synes brillerne er kunst.
Det var 9/11 også. Godt nok trist og ubehageligt,
men det kan kunst også være.

Lone Christensen

Jeg vil give Holger Skjern ret, og uden at kende mere til Yoko Ono's forhold til John Lennon's børn og venner og deres kommunikation, så kan jeg faktisk godt følge hendes tankegang mht. at udstille hans blodige tøj!
Et eller andet sted så gør hun det personlige, et mennesket's død af skud (hendes mand), til en offentlig debat!
Hun giver tilskueren mulighed for at virkelig at forstå, hvad skudvåben gør ved mennesket. Noget jeg faktisk tror, at Lennon også ville kunne se ideen i. Og med den store debat omkring våbenloven i USA, så var Ono før sin tid ved at bringe dette til debat. At så en del fans ikke kunne se udover John Lennon som musiker og ikon, og dermed se hvad det var hun forsøgte, det kan man jo ikke bebrejde hende.
Det skal lige siges at jeg ikke er tilhænger af alt hvad Ono har fortaget sig, men hun er sørme en spændende og modig dame, og det var hun også før hun mødte Lennon.

Vibeke Rasmussen

Åh nej, ikke den igen om den onde, onde, manipulerende kvinde, der uden selv at have noget at bidrage med, bringer en mand i fordærv. Og ghm hér, for nu at gøre dæmoniseringen komplet, også bliver beskyldt for at have 'myrdet' ham! Hvorefter hun angiveligt griner hele vejen til banken. Tsk, tsk, tsk.

Hvis forholdet mellem de to virkelig havde været, som det så ofte bliver beskrevet: ond/god, satan/helgen, talentløs (i enhver henseende!)/geni osv, så må John Lennon da samtidig også have været et helt ubegribeligt uselvstændigt og vattet menneske. En gigantisk 'vatpik', so to speak. Og det er jeg ret sikker på, at han ikke var.

Dette verdensomspændende, årtier gamle had, har Yoko Ono, efter eget udsagn, mødt med en livsfilosofi, der lyder: "Don't attack, don't defend." Det er ret stærkt, og alene det faktum, at hun har kunnet efterleve dét i alle disse år og kunnet modstå alt det had, gør hende fortjent til min dybe respekt.

John Vedsegaard

Nu har jeg så set selve udstillingen.

Jeg må sige det er en overraskelse, der var rigtigt mange mennesker og helt fortjent.

Yoko Ono, er efter min mening, blandt de 25 bedste multi kunstnere i verden. Det er ikke en udstilling man glemmer lige med det samme.

Der er næsten alle aspekter med, grafik på papir, foto, digte, video, musik, spændende opstillinger, simpelthen næsten alt.

Man glemmer helt at hun er 80 år, man skulle nærmere tro hun var 40.
Uanset hvor man går hen i udstillingen er der bare knald på, en del har også seksuelle undertoner, der godt kan vække noget i en mand, hvilket uden tvivl også er meningen.

Da jeg nåede til hendes sorte sække, var mine sanseindtryk blevet fyldt så meget op, at jeg mest havde lyst til at styrte tilbage til telefonen i labyrinten, for at ringe til hende og foreslå en sækkedans. Det er en opfindelse hun lavede for nogle år siden, der går ud på at 2 personer går ind i en meget stor sæk, trækker den helt op over hovedet, begge tager så alt tøjet af, hvorefter de tager det på igen.

Der er nu en mere "sømmelig" version på Dansk, hvor man bare skal forme nogle figurer af de sorte sække.
Begge versioner er beskrevet lige ved siden af, den hvor man går ind i en sæk, dog kun på engelsk.

Jeg løb naturligvis ikke tilbage til telefonen, hun kender jo overhovedet ikke mig, så det ville være noget underligt noget at gøre, men lysten var der.

Jeg kan anbefale alle at bruge de 110 kroner og 2-3 timer på at se det, samt eventuelt afprøve nogle af de mange arrangementer hvor publikum meget gerne må være en del af udstillingen.

Jeg forstår godt hvorfor hun smeltede sammen med John Lennon, to så store talenter passer godt sammen.

John Vedsegaard

Glemte lige at skrive:
Og hvis man skal videre i udstillingen, kan man rigtig blive fysisk udfordret ved enten at tage en smal gang med spejleffekter, en rutsjebane, en tunnel, der fører en tilbage, hvor man kom fra.

Den figur der omtalt her, er lavet af store hvide plader. Det er en illustration, forestillende en liggende kvinde, i den ende ende er der et stort tomt rum, gå derind og bliv selv hjernen.

Spejlgangen er opbygget så dit eget spejlbillede kun ses en gang, medens du ser alle mulige billeder af andre - ensporethed, kunne det illustrere, jeg er ikke helt sikker på denne, måske det at vi kun kan se andres fejl også er en mulighed, der er ikke nogen beskrivelse på stedet.

Efter denne kan man kravle op af en lille stige, derfra fører en lille rutsjebane, ud af en hul (en vagina?) hvorefter man genfødes i hendes sexunivers.
Som anmelderen beskriver helt fint, er resten af denne figur en gang tilbage til det univers hvor vi andre lever.

Et andet sted kan man, i automater, trække nogle små plasticbobler, som indeholder luft hun har haft ind/udåndet (de koster 2 kroner stykket).