Læsetid: 4 min.

Når tiden lukker sig

Lars Saabye Christensen leger vittigt med formen i en dybt alvorlig sammenbrudsroman, der rummer tre romaner i én
Lars Saabye Christensens nye roman er en kærlighedserklæring til en mor og til den generation, som blev født i 1920’erne, og som tog begivenhederne, som de kom.

Trygve Indrelid

7. juni 2013

Lars Saabye Christensens nye roman Blink (norsk: Sluk) er et mesterligt stykke skrivehåndværk, der fortæller ikke mindre end tre gribende historier i én enkelt roman. Den ene handler om en ungdomstid ramt af splid, den anden om en katastroferamt by, den tredje om en forfatters mentale sammenbrud. Hvordan de tre historier er kædet sammen, er ikke let at forklare til dem, der endnu ikke har læst denne roman af Norges ubestridt bedste forfatter.

Både morsom og sørgelig er bogen i hvert fald – og gribende i sin kærlighedserklæring til en mor og indirekte til en hel generation født i 1920’erne, der tog begivenhederne som de kom, og levede med det, der ikke kunne være anderledes.

Sådan noget magter den modne forfatter Chris Funder, hovedperson i romanens sidste del, ikke. Han tror, at han selv kan påvirke verdens begivenheder ved at skrive – og det gør ham konstant belastet og skyldig. Han hører til de mennesker, der altid griber forkert i posen første gang, og som græmmer sig over deres sociale inkompetence.

Blinks første del begynder i sommeren 1969. Den 14-15-årige forfatterspire Chris Funder holder ferie alene med sin mor i sommerhuset på Nesodden ikke langt fra Oslo. Sommerens store begivenhed er månelandingen i juli 1969, der som bekendt betød et lille skridt for ét menneske, men et stort skridt for menneskeheden. Det påvirker dog ikke Chris, som har nok at se til med sin egen gangart pga. en udadvendt fod, der har skaffet ham tilnavnet Chaplin. Chris har store planer for sommeren, som skal gå med at skrive et månedigt på en nyanskaffet skrivemaskine af mærket Remington.

Mens han venter på sit digt, bliver han venner med »tumpen«, Iver Malt fra lokalsamfundets taberhold, og den ferierende skønhed Heidi.

Chris ved ikke helt, hvordan han skal gebærde sig i forhold til andre. Moderen mener, at han ikke skal omgås Iver Malt (det har hun ret i, viser det sig), men at man skal hilse på ham, når andre ikke vil.

Denne del af romanen ligner andre af Saabyes erindringsprægede værker – men ender i et dramatisk og sørgeligt klimaks netop den aften, da månelandingen samler alle Nesoddens folk omkring tv og radio. Chris’ isolation brydes – og romanen ændrer positivt perspektiv – da han begynder at interessere sig mere for sin mor, der synger Ella Fitzgeralds »Blue Skies«, når hun tror, ingen hører hende.

Hun synger godt, men hvordan er hendes liv egentlig? »Fortjente de måske ikke bedre, noget større, noget mere udsøgt, noget mere varigt end den frihed et let måltid indebar, alle disse mødre, der havde givet afkald på deres egne muligheder og valg og i stedet stillet sig i andres tjeneste, dem, der blev kaldt husmødre, fordi de ikke alene var mødre til deres børn, de var mødre til køkkenet, stuen, spisekammeret, vaskemaskinen, karkludene, tørreloftet, støvsugeren, sengetøjet, synålene og fejekostene. (…) Det tænker jeg nu, mens jeg skriver det her: Hun fortjener et eftermæle.«

I romanens sidste del møder vi den nu 60-årige veletablerede forfatter Chris Funder i USA, hvor han er i behandling for et mentalt sammenbrud. En nedbrudt computer har slugt en hel roman, og katastrofetanker om at kunne påvirke verden med sine tanker og ved at skrive dominerer hans bevidsthed. »Desuden, tilføjede lægen, desuden er der risiko for at du mister lysten til at skrive. (…) Det er gensidigt. Romanerne har også mistet lysten til mig.« Den modne Funder forsoner sig med sin inkompetence, men beundrer også den livsduelighed, der gør f.eks. plejeren Bill på behandlingscentret til en ny moderfigur: Elskelig, tolerant, rummelig. En mand, der ikke søger sit eget, men andres vel.

Romanens midterdel er en totalt grineren tragikomedie om den stillestående amerikanske by Karmack, hvor toget ikke længere standser. Til gengæld sker der ulykker, i en grad så hovedpersonen Frank Farrelli bliver ansat i kommunen alene for at overbringe de dødsbudskaber, som er blevet for meget selv for præsten og sheriffen.

Frank trives i rollen, og opgaver er der rigeligt af: Den hjemvendende Irak-soldat, der bliver dræbt i en trafikulykke, mens forældrene troskyldigt venter på ham hjemme. To teenagepiger, der bliver ramt af det gennemkørende tog … Situationen udvikler sig grotesk, så Frank selv bliver både offer og gerningsmand.

På flugt fra byen støder Frank ind i en anden bil, der køres af den nu 60-årige Chris Funder, som er på vej hjem til Norge … Sådan kædes for-tællingerne sammen i denne spøjse, tragikomiske roman, der fortælles så smukt og elegant som også Saabyes danske læsere kender stilen (romanen Beatles). Men en ny alvor og elskelig sørgmodighed har sneget sig ind. Slutningen er simpel, sentimental, klar, som stammede den fra »dengang mit liv var så kort, at jeg endnu havde alt at skrive«.

Norske anmeldere og Saabye-aficionados hæfter sig ved, at Saabye genbruger sine gamle plot og vender barndom og erindringsstof igen-igen: »Ingen må forny sig mere end dem, der gentager sig selv.« Det gør Saabye, og det er en nydelse, som ikke bliver ringere af Ellen Boens fremragende oversættelse. Læs denne sprøde bog om forældre og børn og om alt det, man aldrig fik sagt tak for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu