Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Reklamer er mægtigere end sværdet

Pablo Larraíns ’No’ er historien om, hvordan den chilenske militærdiktator August Pinochet mistede magten, fordi en ung reklamemand valgte at fokusere på glæde og frihed i en afgørende valgkamp
I 1988 efter massivt politisk pres fra udlandet indvilger den chilenske diktator i at afholde et frit valg. Den netop hjemvendte reklamemand René Saavedra hyres af oppositionen til at lave en kampagne.
Kultur
13. juni 2013

Landet er parat til denne form for kommunikation.«

Med denne sætning indleder reklamemanden René Saavedra (Gael García Bernal) alle sine præsentationer i Pablo Larraíns Oscarnominerede No – også da han skal vise en flok skeptiske oppositionspolitikere den positive, nærmest pastelfarvede og sodavandsreklameagtige kampagne, med hvilken de skal forsøge at vinde over Pinochet i en afgørende afstemning. Året er 1988, og efter massivt politisk pres fra udlandet har den chilenske diktator indvilget i at afholde en afstemning om, hvorvidt han skal blive siddende ved magten eller lade andre komme til. Hver dag i ugerne op til afstemningen har de to sider i sagen – Pinochets JA-side og NEJ-siden – 15 minutter på tv til at aflevere deres budskab. Resten af tiden kontrollerer Pinochet medierne.

Til at hjælpe sig har NEJ-siden – titlens No – så hyret René, en ung, fremadstormende reklamemand, der for nylig er vendt tilbage til Chile efter mange år i eksil. Spørgsmålet er dog, om hans poppede, amerikaniserede stil er det, venstrefløjen leder efter. I hvert fald er modstanden mod René stor, fordi mange mener, at han i sin kampagne på urimelig vis ignorerer de overgreb mod det chilenske folk, som Pinochet har begået og stadig begår, blandt andet mod Renés ekskone, der demonstrerer mod styret og jævnligt får tæv og fængsles.

Men det viser sig, at René – som ikke synes at være særlig politisk engageret – har fat i den lange ende, og at de ellers lidt for smarte og tomme ord om, at landet er klar, denne gang rammer plet. I modsætning til at sætte en konfronterende og kritisk valgkamp i værk vælger han sammen med en håndfuld betroede medarbejdere at fokusere på det positive – på glæden, som det lyder i den slagsang, der akkompagnerer den regnbuefarvede NEJ-kampagne.

Det virker, befolkningen tager slagsang og symboler til sig, mens diktatoren og hans hemmelige politi bliver bekymrede og forsøger på alle tænkelige måder – trusler, overvågning, spionage – at lægge hindringer i vejen for René og co.. Det giver hele affæren et yderligere vrid, at Renés chef i det daglige, Guzmán (Alfredo Castro), der er meget glad for sin unge medarbejder, faktisk arbejder for JA-siden og hele tiden prøver at sabotere hans forehavende og overgå ham, begge dele uden held.

René og hans folk er de mest kreative og opfindsomme, og de vælger at besynge friheden og glæden og vise folket i Chile, at kunsten og kulturen bakker NEJ-kampagnen op, mens JA-siden vælger et alt for gammeldags og negativt udtryk.

Lærestykke i kommunikation

I det meste af sin instruktørkarriere har chilenske Pablo Larraín beskæftiget sig med sit lands turbulente historie – såvel under Salvador Allende som under Pinochets militærstyre – men det er første gang, at han så direkte tager udgangspunkt i virkelige begivenheder; René er en fiktion, men inspireret af personer involveret i NEJ-kampagnen, og filmen skildrer også hans rejse og gradvise erkendelse af, hvor alvorlig situationen i Chile er.

No er næsten skruet sammen som en dokumentarfilm, hvor Larraíns håndholdte kamera er en flue på væggen, mens den dramatiske og suspensefyldte historie udspiller sig. Visuelt ligner No en ikke videre køn tv-produktion fra 1980’erne, hvilket kun giver den yderligere autenticitet, og i det hele taget klæder det filmen, at den er så prunkløs og ofte tilbageholdende, fordi det, den handler om, er så voldsomt.

René Saavedras kampagne er et lærestykke i moderne massemedie-kommunikation, og kontrasten mellem den glæde, der strømmer ud fra tv-skærmen i de daglige meddelelser fra NEJ-siden, og den virkelighed, René og alle andre chilenere lever under, er slående. Budskabet i No – hvor man kender udfaldet, hvis man altså kan huske sin moderne historie – er ikke mindre stærkt (selv om filmen af chilenere er blevet anklaget for at ignorere den folkelige modstand mod Pinochet inden NEJ-kampagnen): Tiden er til det, som René siger, og det lykkes at slå den brutale diktator med fredelige og demokratiske midler, selv om Pinochet i minutterne efter afstemningen, da resultatet skal offentliggøres, endnu engang prøver at lyve og svindle sig til en sejr.

’No’. Instruktion: Pablo Larraín. Manuskript: Pedro Peirano – efter et teaterstykke af Antonio Skármeta. Chilensk (Dagmar, Empire og Grand i København, Gentofte Kino, Værløse Bio, Bibliografen i Bagsværd, Øst for Paradis og Metropol i Aarhus og Biffen i Aalborg)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her