Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Resten er rumhistorie

Det var Gene Roddenberry, en tidligere pilot og fan af historier i de fantastiske genrer, der stod bag det efterhånden omfangsrige ’Star Trek’-univers
Kultur
6. juni 2013

»Horatio Hornblower i rummet.«

Sådan beskrev manden bag Star Trek, Gene Roddenberry, selv sin banebrydende science fiction-serie, der havde tv-premiere i USA i 1966 og fortsatte frem til 1969.

Journalist og forfatter Nicolas Barbano, der er en af Danmarks største Star Trek-eksperter og -fans, skriver i slutningen af sin just genudgivne, oplysende bog om serien, Star Trek – Gene Roddenberrys rejse mod stjernerne, at den »foregår i rummet, men handler om os her på Jorden. Og serien har vist sig så levedygtig, at den har taget skridtet fra at være en metafor til også at være en myte.«

Star Trek handler om besætningen ombord på stjerneskibet USS Enterprise, der i det 23. århundrede på fredelig vis udforsker det ydre rum, som gemmer på mange beboede planeter og fremmede racer og kulturer.

I begyndelsen af sin bog skriver Barbano, at »science fiction-film er i endnu højere grad end den tilsvarende litteratur en moderne erstatning for det, vi mistede ved rationalismens indføring sidst i 1600-tallet: Menneskets følelsesliv afspejlet i troværdige metafysiske billeder og vendinger. Følelseslivet contra fornuften er den grundlæggende dikotomi i de fleste science fiction-film, og man skal ikke have set mange Star Trek-episoder for at opdage, at det også er det tilbagevendende tema i Roddenberrys univers.«

Fra pilot til tv-karriere

Gene Roddenberry, der blev født og voksede op i Texas, var allerede som dreng en ivrig læser af eventyrlige romaner og science fiction, og efter at han under Anden Verdenskrig havde gjort tjeneste som pilot, arbejdede han i nogle år for Pan-Am, mens han selv skrev historier i de fantastiske genrer.

I 1949 flyttede Roddenberry til Los Angeles i håbet om at få foden indenfor i tv-branchen, hvilket lykkedes ham i begyndelsen af 1950’erne. Han leverede manuskripter til en lang række tv-serier, blandt andre Dragnet, Dr. Kildare og The Jane Wyman Show, og i begyndelsen af 1960’erne fik han ideen til Star Trek, der, som han også udtrykte det – citeret af Nicolas Barbano i sin bog – skulle være en western i rummet, et »vogntog til stjernerne«.

På det tidspunkt var Roddenberry ansat i den populære komediestjerne Lucille Balls produktionsselskab, Desilu, og han og Desilu fik af tv-kanalen NBC penge til først at udvikle og siden producere et pilotafsnit af Star Trek. Afsnittet, der blev færdigt i 1965, var dog ikke, hvad NBC havde håbet på – det var for filosofisk og ikke actionfyldt eller eventyrligt nok – men Roddenberry fik lov til at lave endnu et pilotafsnit, denne gang med andre skuespillere i de fleste af rollerne, og det var mere i NBC’s smag og førte i 1966 til, at kanalen bestilte en hel sæson af Star Trek af ham og Desilu.

Holdbart fænomen

Resten er, som man siger, rumhistorie. Star Trek fik hurtigt en stor og dedikeret fanskare, som blandt andet var med til at sikre, at der blev lavet en tredje sæson, da serien efter anden sæson var ved at blive stoppet.

Så hengivne er seriens fans, kaldet trekkies, at de gerne lærer sig selv at tale den krigeriske klingon-races sprog, diskuterer mytologi og citerer replikker i ét væk, eller at de klædt ud som figurer fra serien deltager i tegneseriefestivaler og popkulturmesser, hvor skuespillere fra Star Trek optræder og skriver autografer.

I 1979 kom den første Star Trek-film, og tæller man begge J.J. Abrams nye film med – hvoraf den seneste, Star Trek Into Darkness, har dansk premiere i dag – er der lavet i alt 12 spillefilm med udgangspunkt i forskellige aspekter af og tidsperioder iaf det omfattende Star Trek-univers. Et univers, som Gene Roddenberry indtil sin død som 70-årig i 1991 havde et fast greb om, og som med tiden kun er blevet større og større i form af bøger, computerspil, film og flere tv-serier: Star Trek: The Next Generation, Star Trek: Voyager, Star Trek: Deep Space Nine, Enterprise osv.

Star Trek er med andre ord et lige så vildtvoksende, holdbart og populært fænomen som George Lucas’ i øvrigt væsensforskellige Star Wars. I slutningen af sin bog kommer Nicolas Barbano ind på hvorfor: »Måske når vi aldrig ud til stjernerne. Men hvad forskel gør det? Den vigtigste rejse er den, vi kalder vores liv, og det er den, Star Trek handler om.«

Nicolas Barbanos bog om ’Star Trek’, ’Star Trek – Gene Roddenberrys rejse mod stjernerne’, kan købes på trekkies.dk og koster 119 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her