Læsetid: 3 min.

Schweizisk maestro i Tivoli

For et par uger siden excellerede Tivolis Symfoniorkester under den unge finne Santtu-Matias Rouvali. Torsdag aften var det ikke oppe i samme omdrejninger med Mario Venzago
17. juni 2013

En romantisk orkesterkoncert i Tivoli med den schweiziske dirigent Mario Venzago. Det var absolut noget, der måtte opsøges, alene fordi Venzago og hans daværende orkester i Bern for nogle år siden skabte en bemærkelsesværdig og nyorienteret cd-cyklus med Schumanns symfonier. Men det giver ofte bagslag at nære store forventninger, og det skete også med denne Tivoli-koncert. Programmet lød spændende nok i sig selv, det var mere sjælen i opførelserne, der ikke manifesterede sig stærkt nok, og det lige fra begyndelsen af ouverturen til Webers Jægerbruden. Allerede i adagio-indledningen undrede det, at Venzago mere var interesseret i at udpinde akkompagnementet end at inspirere de fire valdhorn til at bibringe en tæt ærkeromantisk skovstemning i deres sammenflettede naturhornsserenade. En anden programmatisk underforsyning led også klarinettens solo af lidt senere i allegroen. Venzago forvaltede med andre ord rytmer og tempi, men han gav ikke en engagerende synopsis af operaens idéverden såsom den dæmoniske natur, den mandlige angst og skrøbelighed og frem for alt euforien i den kvindelige forløsning. Jægerbrudens.

Ætsende lidelse

Wilhelm Stenhammar kender mange fra de tre mageløst smukke korviser til digte af J.P. Jacobsen, men derudover er det desværre sjældent, at Sveriges måske fremmeste komponist høres herhjemme. Derfor var det et kulturpolitisk fremstød af Tivolis musikchef at sætte den 2. klaverkoncert fra 1907 på programmet, et værk som blev spillet flere gange i København i årene umiddelbart efter med Stenhammar selv som solist. Han var også en fremragende dirigent, gjorde en stor indsats for Carl Nielsens symfonier og bestred posten som chef for Göteborg Symfonikerne, som Mario Venzago også har været chef for. Og da Niklas Sivelöv, svensk professor ved Musikkonservatoriet i København, skulle være solist, var der ikke så få fællesnordiske sløjfer, der var bundet på forhånd.

Det er en koncert for klaver med orkester, sådan har Stenhammar formuleret titlen. Solisten er sat i en overordnet position, og sådan begynder det med en fabulerende solokadence med sporadiske korte afbrydelser af orkestret. Man kan sige, at de to parter får ganske svært ved at mødes undervejs, det bliver en kamp mellem sangen og symfonien, og tonesproget er et andet end det, vi kender fra korviserne. Det hverken smiler eller ler, men er fyldt af en ætsende lidelse og længsel, bitter hån og trodsig kamp, mente komponistkollegaen Ture Rangström.

Niklas Sivelöv førte sin del af kampen, hjemmevant og med virtuos teknik, i særlig grad i den halsbrækkende scherzo. Hvad man måtte savne, var en større klanglig differentiering i det sangbare legato spil og flere farver i instrumentets lyse registre. Værket var naturligvis helt nyt for orkestermusikerne, de gik til sagen, men fik ikke den fornødne hjælp fra Venzago til at slanke og trimme fremstødene. Det lød ofte af senromantisk grød, og man blev hverken overvældet af orkestral glans i finalen eller fortryllet af blæsernes optog i den smukke adagio, som godt nok gemmer på en vemodig svensk folkevise. Som ekstranummer improviserede Sivelöv over klaverkoncertens indledende strofer, det blev måske lidt for selvsmagende og udhalet, men det var modigt, for så dybt vand vover klassiske pianister sig sjældent ud på.

Henkastet scherzo

Godt var det også at høre Dvoraks 7. symfoni, når nu de to efterfølgende numre optræder så tit. Det blev en udmærket opførelse, noget tættere på de forventninger, jeg havde bragt med mig. Strygerkorpsets evne til hurtigt at kunne ændre flyveretning som en kæmpemæssig fugleflok er alfa og omega for at denne bøhmiske musik kommer til at emme af liv, og det skete gang på gang anført af de to fine unge koncertmestre fra Den Danske Strygekvartet.

Mario Venzago arbejdede med stor ildhu, bedst lykkedes den dansende scherzo med en henkastet rytmik. Mindre godt gik det med balancen og præcisionen i de to ydersatser, og både i symfonien og klaverkoncerten blev i øvrigt en bestemt gruppe alt for underbelyst, nemlig basunerne. Det var synd for alle os, der elsker det tunge messing.

 

Tivolis Koncertsal den 13. juni. Niklas Sivelöv (klaver). Tivolis Symfoniorkester. Dirigent: Mario Venzago

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu