Læsetid: 4 min.

Selvfølgelighedens moderne fortælling

Nils Gunder Hansens fremstilling af dansk kulturel og politisk debat fra 1940 og fremefter virker tør på den fede, dvs. saglige måde
I Nils Gunder Hansens fortræffelige bog om tidsånder, symboliserer Anders Fogh Rasmussens den tidsånd, i hvilken velfærdssamfundet er en selvfølge, og selv borgerligere værdikæmpere er en art moderne kosmopolitiske tredjevejssocialdemokrater med liberale accenter.

Sofie Amalie Klougart

14. juni 2013

Vi taler gerne om ’tidsånd’ i ental, fordi der ifølge sagens natur kun er plads til en enkelt af slagsen ad gangen. Tidsånden – det er den fælles forestilling eller værdi, der ikke står til debat, men i en vis periode bestemmer, hvad der skal og kan debatteres. Ja, netop (kun) i en vis periode! Når professor Nils Gunder Hansen har døbt sin nye, fortræffelige bog Danske tidsånder 1940-2010, er det ud fra erkendelsen af, at tidsånden skifter, undertiden fra årti til årti, på det seneste nærmest hvert femte år.

Hvad der var selvfølgeligt for blot et årti tilbage og dengang sat uden for eller over al diskussion, kan i dag komme under debat, og leder man som Nils Gunder over et halvt århundrede bagud i kultur- og samfundsdebatten, virker det ligefrem påfaldende, så enige folk dengang var om at forudsætte grundværdier, hvorom der ikke mere hersker konsensus.

Det gælder f.eks. i 1940’erne nationalfølelsen, som besættelsen gjorde til en uantastelig fælles stemning eller tidsatmosfære, og siden, i 1950’erne, opslutningen bag demokrati og humanisme. Senere er som bekendt ’velfærdssamfundet’ blevet en selvfølge, ikke bare for socialdemokrater og radikale, men også for f.eks. Venstres fhv. leder Anders Fogh Rasmussen, hvem Nils Gunder naturligvis kalder for en borgerlig værdi- og kulturkæmper, men med den vigtige præcise tilføjelse, at vi her ikke har at gøre med en velkendt traditionel position i forhold til liberalisme, religion, nationalstat og værdikonservatisme, men snarere en art moderne kosmopolitisk tredjevejssocialdemokrat med liberale accenter!

Materiale og genstand

Nils Gunder Hansen skriver tørt, men på den fede, dvs. saglige, måde, og forekommer derfor at være den helt rigtige til at skrive selvfølgelighedens moderne historie og give den danske kultur- og samfundsdebat fra 1940 og frem en nogenlunde struktureret historie. Til det formål har han i forbindelse med forelæsninger på SDU udvalgt et materiale bestående af ’dagsordensættende’ essays og repræsentative uddrag fra vigtige bøger. Tilsammen fremstiller dette korpus af tekster de holdninger og ideologiske positioner, der blev artikuleret i det offentlige rum og for en tid satte præg på dette.

Interessen gælder altså ikke de materielle basisforhold og kun i begrænset omfang de ydre verdenspolitiske vilkår, men primært det åndelige klima og de tankemæssige fronter. Forfatteren går sobert refererende og samvittighedsfuldt citerende til opgaven, men formår alligevel at sammenfatte de tekster, han bygger på, og at opridse det individuelle og særegne ved de standpunkter, som indtages, lige fra f.eks. Hal Kochs Hvad er demokrati? fra 1945 over Bjørn Poulsens »Elfenbenstaarnet« (Heretica, 1949) og Villy Sørensens essays til Anders Foghs smagsdommertale og korrespondancen imellem Søren Krarup og ditto Pind.

Sammenlagt over 40 store og lidt mindre danske ånder kommer til orde op igennem bogen. Det er imponerende mange, og Nils Gunder Hansen fortjener ros for sit komponerende overblik og for den kølige deskriptive distance, han fornuftigvis holder til de enkelte indlæg.

To-tre tynde årtier

Men bogen har samtidig det problem, at dens genstandsfelt i to eller måske tre perioder bliver inkongruent med dens materiale, simpelt hen fordi han fra dele af 1970’erne og 80’erne, og hvad angår ånden i 90’erne, mangler essays og bøger, der i hans øjne er tilstrækkelig markante til værdigt at repræsentere en tidsånd.

Feminismen og dermed ’ligeberettigelse’ som værdi ses således kun repræsenteret ved Suzanne Brøgger, skønt KVINFO’s arkiv vel sagtens kunne have forsynet Nils Gunder Hansen med rigtig righoldigt materiale. En lignende blindhed gør sig gældende, når bogen skal belyse 70’ernes venstreorientering og altså beskrive den ’tidsånd’, som tildelte Henrik Stangerup rollen som landets eneste borgerlige intellektuelle: Her refereres, og med rette, hans roman Løgn over løgn (1971), men ikke de skribenter, for hvem radikalisme og marxisme var værdier hævet over al diskussion.

Også da bogen derefter bevæger sig ind i 80’ernes klima, tynder den påfaldende ud med Carsten Jensens Sjælen sidder i øjet fra 1985 og Søren Ulrik Thomsens Mit lys brænder (fra samme år) som tidsåndens eneste artikulationer, dog lige suppleret med en præsentationsartikel om postmodernismen fra Kritik af Helmuth Friis. Nej, her vil forfatteren hellere spurte videre til 90’erne og behandle genkristningen af de intellektuelle, således at han kan referere sin egen bog herom fra 1999!

Generationer på rad

Lige efter laver han så heldigvis det kup, omend ukommenteret, at ommøblere sin fremstillings fokus, så den også bliver i stand til at omfatte så sigende fænomener i tiden som formandsstriden hos Socialdemokraterne i 1992 og de seneste årtiers skoledebat, med Henning Fonsmark som den mest prominente røst. Ja, selv Henrik Dahl får en plads med sin bog Den kronologiske uskyld.

Vil man tale om tidsånd, kommer man nemlig ikke uden om at tale om generationer: besættelsesgenerationen, for hvem det at deltage i modstandskampen var et konkret eksistentielt og/eller pragmatisk valg (Tage Skou-Hansen). Den ’tavse’ generation i 1950’ernes såkaldte ’venteperiode’ (Villy Sørensen), som snart efter så sig selv forvandlet til kulturel elite. 68-generationen, der på et tidspunkt begyndte at danse (Lasse Ellegaard). Den tidligt så uretfærdigt etiketterede ’nå-generation’ (Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen) og så i 1990’erne børnehavegenerationen – med Henrik Dahls rammende udtryk – der modsat de tidligere var opvokset i og med institutioner og ikke kendte nogen anden virkelighed end den velfærdsstat, som ved sin fremkomst ellers mødte så megen bekymret skepsis – dette formynder-monster!

Det er bogens store fortjeneste at afmontere den glemsel, der så hurtigt sænker sig, når tilbagelagte positioner efterlods fratages deres kompleksitet og deres karakter af svar på udfordringerne i tiden for i stedet at blive reduceret til stikord som humanisme og kulturradikalisme. Skulle man have givet debattens stemmer og forskellige profiler yderligere liv, måtte man inddrage kunstens udtryk. Men så var det blevet en bredere og løsere fremstilling, ikke det suveræne overblik, som Nils Gunder Hansen leverer.

 

Nils Gunder Hansen: Danske tidsånder 1940-2010. 171 s. Kr. 199,00. Forlaget ANIS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu