Heltinden i Anne Marie Vedsø Olesens nye roman, Dronningens dame, er en moderne kvinde i renæssancekulisser. Som sin fars eneste datter er den unge Madeleine de Montdidier en drengepige, der rider, fægter, og foruden studier i alkymi og andre af tidens videnskaber har studeret både Boccaccio og Calvin.
Et sammentræf af omstændigheder bringer Madeleine til Paris og Catherine af Medicis hof, hvor hun kommer tæt på magten og dens intriger. Hun forelsker sig i Catherines fjende, prinsen af Condé, og hvirvles i højt tempo videre gennem en lang række af tidens åsteder i den aktuelle religionskrig mellem huguenotter og katolikker. Hun stræbes selv efter livet som vidne til mord og sammensværgelser, men lader sig ikke kyse, så lidt som moderne krimiheltinder.
Unge Madeleine er nemlig både smuk og modig. Det giver en dobbelt identifikation: Madeleine selv er en moderne kvinde, der opsøger spænding, magt og kamp. Imens noterer fortælleren med et mandligt blik, hvor lækker hun er. Sådan ser Condé på Madeleine: »Hun var endnu smukkere, end han huskede hende. Hendes hår var udslået, det faldt i bløde krøller ned over skuldrene, og hendes blå øjne strålede under de lange, sorte øjenvipper«.
Romanens bedste træk er portrættet af den snu regent Catherine af Medici, der regerer på sin unge søn Karl IX’s vegne, selv da han er blevet myndig. Catherines håndtering af 1500-tallets store religionskonflikt mellem på den ene side Frankrigs katolske majoritetsbefolkning og på den anden huguenotterne – en protestantisk bevægelse med både adelige og borgerlige tilhængere – bliver i romanen et vittigt studie i machiavellisk tænkning og realpolitik.
Romanens Catherine gør det bedste, hun kan, for at undgå krig og blodsudgydelse, men bliver presset af borgerkrigslignende tilstande ude i landet. Religionskonflikten ender da også i borgerkrig, anført af prinsen af Condé og makkeren Coligny mod dronningens tropper. Kort fortalt vandt Catherine – Frankrig forblev katolsk.
Magt og manipulation
Pikant nok har Anne Marie Vedsø Olesen gjort den højtbegavede Catherine lesbisk. Fordelen er, at forholdet mellem dronning og hofdamer får del i de sexede undertoner, der løber gennem hele romanen. Kvinder, der lever tæt sammen, har åbenbart ikke kun hang til mænd, men også til rituelt masochistiske smækscener indbyrdes. Dem er Anne Marie Vedsø Olesen god til at udpensle, så kropsvæskerne løber. Men lidt malplacerede er numsesmækkene ligegodt både ved hoffet og i et nonnekloster, som underholder sig med mere end bøn og salmesang.
Romanens kodeord er især magt og manipulation. Undervejs i romanen lærer den smukke Madeleine ikke at stole på nogen, men selv manipulere, lyve og sætte fælder op. Sådan tror jeg gerne, at renæssancen var – men mon ikke man trods alt pakkede det mere ind i Vorherre og æresbegreber, end Anne Marie Vedsø Olesen gør her? Bortset fra realpolitikeren Catherine virker romanens personer så moderne, at de kunne springe ind i en amerikansk film, hvor magtens kynisme og borgerkrigens alle-mod-alle vises som en slags smitsom sygdom: dræb eller dø!
Dronningens dame er ikke stor kunst, men stort set effektiv underholdning i velresearchede historiske omgivelser. Slutningen tyder på en fortsættelse af beretningen om Europas religionskrige – og dem er det godt at blive mindet om.
’Dronningens dame’. Anne Marie Vedsø Olesen. Gyldendal. 320 sider. 250 kroner
