Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Udsat ophør

Knud Sørensens nye digte tager læseren med på en dejlig gåtur i tiden
Kultur
4. juni 2013

At ’frie’ vers, som så konsekvent afstår fra rim og regelmæssig rytme, alligevel kan virke så gennemført musikalske, deri består formmæssigt set det forunderlige ved Knud Sørensens nye digte, der udkommer i dag, tre måneder efter at han fyldte 85. Og at en digter så nøgternt kan se livets realiteter an – og dermed døden i øjnene – men samtidig forekomme så uanstrengt optimistisk, ja, af og til ligefrem munter, heri ligger stemningsmæssigt bogens produktive spænding.

Jeg har altid holdt meget af Knud Sørensens særlige tone, og jeg har så godt som alle hans digtsamlinger fra Den røde kaffekande (1965) og frem. Hans egentlige debut, privattrykket Eksplosion fra 1961, har jeg aldrig kunnet få fat på, og dog føles samlingen nu komplet.

Forsoning med fakta

Først nu har han som sit bærende tema tidens gang og dermed jegets aldring og det tilværelsesregnskab, der naturligt trænger sig på. Derved ligner digtene nyere romaner af bl.a. Kirsten Thorup og Bent Vinn Nielsen om afvikling frem for udvikling, fuldendelse snarere end dannelse.

Men skønt også Knud Sørensen tænker i afslutning og mulig egen forsoning med fakta, er han stadigvæk glubende sulten. Dette viser sig her gang på gang i, at øjeblikket åbnes og bliver til evighed, som i f.eks. »Vigen«:

Det er en af de dage,

hvor hverken himmel

eller jord ånder, alt er

som et eviggjort øjebliksbillede

og her

op mod de grønne fjordenge

ligger et blåt silkegulv

ventende.

Prøv at lægge mærke til, hvor meget disse otte små linjer faktisk er i stand til at flosse. Og se eller rettere hør, hvor præcist hvert enkelt verbum falder, ikke mindst den lange tillægsform sidst i citatet. Jo, det er en dreven ordmager, som her ankommer til sit liv, sit landskab og sit digt.

Årgang 28

Måske det beror på tilfældighed, men jeg hæfter mig uvilkårligt ved, at Først nu består af lige netop 28 digte. Det kunne være en munter signatur, en stilfærdig markering af teksternes personlige karakter, eftersom Knud Sørensen jo er af årgang 28, ligesom i øvrigt Per Højholt, som med ham landinspektøren på Mors, alle forskelle ufortalt, delte glæden ved at gå ture.

En herlig gåtur udgør da også i sig selv disse 28 digte: først 16, der alle stille kredser om det sansende og reflekterende subjekt, derefter 12, som vider kredsen ud til landskabet, øen og landet samt kloden. Karakteristisk nok er der morgenstemning i begge sektioner.

Stadig i live

Af bogens indledende digt fremgår, at det første, Knud Sørensen læser, når han hver morgen åbner avisen, er trækningslisten, det vil sige dødsannoncerne:

dem

læser han omhyggeligt

igennem og ikke mindst årstallene

optager ham.

Man må jo holde sig

orienteret

siger han ud i rummet

men så hvisker jeg

ind i vores fælles øre:

Du gør det jo kun

for at sikre dig

at du selv

stadig

er i live og at nogle

er ældre end dig

når de dør.

Skiftet mellem ’han’ og ’jeg’ er digtets stilfærdige lille kup. Heldigvis forenes de til slut.

Eller måske.

I et af de sidste digte i bogen, »Sorte fugle på hvid jord«, er morgenstemningen mere underforstået:

Nogen

måske Vorherre

eller måske en anden

har pudret min del af kloden

så den nu ligger

snehvid derude

næsten blændende

og hen over det hvide

ser jeg nu

en flok sorte fugle

på vandring

bort fra

eller henimod

Her kunne digtet være hørt op. Men det gør det lige netop ikke, det genoptager og uddyber i stedet optaktens to nøgleord ’eller’ og ’måske’:

eller måske

er det bare mine øjne

der har besluttet

at de bør være der

som en mulighed.

Pausen og videreførelsen i dette digt kan nærmest i sig selv stå som emblem for samlingens gennemgående idé, der just er det lykkeligt udsatte ophør. Som en mulighed.

 

Knud Sørensen: ’Først nu’. Digte. 48 s. Kr. 150,00. Gyldendal. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Digte, der kan noget.