Læsetid: 3 min.

Ungdommens erfaring sejrede stort i Tivoli

Sibelius’ første symfoni med den unge finske dirigent Santtu-Matias Rouvali og Tivoli Symfonikerne var særligt opløftende og forjættende for deres fremtidige samarbejde
3. juni 2013

Det begyndte med Finlandia. Sibelius’ udødelige tonedigt med natsorte skæbneakkorder, brusende melankolsk melodi, svale hymner og romantisk glød. Oprindeligt hed stykket ’Finland vågner’ og var slutsatsen i en suite af historiske scener – finnerne vågner til modstand mod det mægtige Zar-Rusland.

Finlandia er blevet allemandseje i løbet af de forgangne mere end 100 år. Hvem som helst kan finde sig selv i disse toner, men det er naturligvis særligt spændende at høre dem, når de bliver dirigeret frem af en finne. Som eksempelvis den 27-årige Santtu-Matias Rouvali, Tivoli symfonikerne alias Copenhagen Phils nye 1. gæstedirigent. Hans behandling af nationalklenodiet var væsentlig anderledes, end jeg har hørt med kendte landsmænd som læreren Leif Segerstam eller Jukka-Pekka Saraste. Hvor de to herrer hverken sparede på decibel eller patos, balancerede Rouvali meget fint mellem rytmisk klarhed og emotionelt engagement. Der var ikke så få bemærkelsesværdige momenter af tilbageholdt skønhed, stykket blev så at sige afideologiseret og gjort til pur musik, og det var ved den søde grød velgørende at høre det på den måde.

Det skulle vise sig, at Santtu-Matias Rouvali havde meget mere på hjerte i Sibelius’ musik. Den første symfoni er fra årene med Finlandia, de er vokset ud af det samme mentale klima, og også derfor hører man ofte symfonien med flagsvingende frihedsmanifestationer. En anden synsvinkel kunne nok udgå fra Sibelius selv, i hans indre kampe for at finde sin sande identitet. Denne symfoni formeligt strutter af originale ideer, som om den ville sige: »Hør min stemme!« Det gælder den gådefulde klarinetsolo i indledningen af førstesatsen, de organisk sammenflettede temaflader, de frapperende harmoniske signaturer, den melankolske sangbarhed og så videre. Det var netop sådan, man hørte symfonien i torsdags. Og på en vis måde var symfonien Rouvali, og Rouvali var symfonien, så naturligt gik de i spænd.

Han er lidt af en splejs, under middelhøjde og ser meget ung ud. Kan en sådan ’poika’ mon holde styr på 60 erfarne musikere, spørger man sig selv, mens han gør sin lidt forsigtige entré. Jo, det kan han i den grad! Rouvali manøvrerer med en imponerende tilstedeværelse på podiet, hans slag er tydelige og plastiske, klangsansen veludviklet, pulsfornemmelsen eksemplarisk. Og orkestret fulgte ham så at sige åndeløst engageret med den erfarne og klippefaste koncertmester Jon Gjesme i spidsen. Det samme var finnen selv, grænsende til udmattelse da det hele var forbi. Hvad, der står tilbage i hukommelsen, er en række stærke sansninger af en komponist, der vågner op til dåd, til et strålende symfonisk livsværk som må regnes blandt det mest væsentlige musik, der blev skrevet i det 20. århundrede.

En anden Schumann

En endnu yngre musikalsk begavelse var hovedpersonen, som var skudt ind imellem de to Sibelius-værker. Den snart 21-årige engelske pianist Benjamin Grosvenor er på kort tid vokset frem som et fænomen, angiveligt fordi han har udtrykt et åndsfællesskab med fortidens koryfæer som Horowitz, Schnabel og Cortot. Grosvenor var solist i Schumanns elskede og vel også fortærskede klaverkoncert, allemandseje på en noget anden måde end Finlandia. Men også her hørte vi en anden måde at gribe tingene an på.

Schumanns koncert er Clara-musik, skrevet til pianisthustruen og derfor også fyldt med kærlighedserklæringer, som kan formidles mere eller mindre kedsommeligt romantiseret. Koncerten trænger grangiveligt til at blive blæst igennem af frisk luft, og det blev den faktisk hos de to unge stortalenter. Grosvenor gjorde sit til at nulstille musikken med en klædelig distance og et umanerligt differentieret anslag. Det er egentlig en gigantisk fantasi i tre satser, som står for en helt ny opfattelse af samspillet mellem klaver og orkester; det var ad den integrerende vej, opførelsen begav sig, og det med en determination, som aftvang respekt og beundring.

Tivolis Koncertsal den 30. maj. Benjamin Grosvenor (klaver). Tivolis Symfoniorkester. Dirigent: Santtu-Matias Rouvali

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu