Læsetid 4 min.

Brobygning United

Før Rihannas dovenskab og under en minimalistisk kompositionskoncert fuckes koder og fordomme grundigt op. Det er de uvante møders festival
Rihanna gæstede årets Roskilde Festival, men på Orange Scene gjorde megastjernen fra Barbados sig først for alvor umage i anden halvdel af koncerten. Foto: Scanpix

Rihanna gæstede årets Roskilde Festival, men på Orange Scene gjorde megastjernen fra Barbados sig først for alvor umage i anden halvdel af koncerten. Foto: Scanpix

8. juli 2013

Hans forfædre udvandrede fra Indien til Sydafrika i 1920’erne, da briterne ekspanderede deres imperium. Hans morfar ville være operasanger, så han tog nordpå til en skole i Rom. Under Anden Verdenskrig flygtede han til London. Så tilbage til Rom, og så til Frederiksberg, hvor et familiemedlem nægtede ham logi, så han måtte sove, hvor han arbejdede – på D’Angleterre.

Egentlig havde jeg og min følgesvend tænkt, at de nok ville være lige lovligt balstyriske koncertnaboer, de to ungersvende, som begyndte at sludre med os, mens vi ventede foran Orange Scene. Men vupti, så fik man lige en 18-årig dansers slægtshistorie – og måtte igen sande, at man er et fordomsfuldt bæst.

Så gik Rihanna med 31 minutters forsinkelse på, og alt blev opløst i nye fællesskaber. Diskussionerne om den 25-årige dames koncert vil sprede sig over de næste mange dage. Ja, begivenheden var en form for totalitær tilstand, som alle mente, de måtte spille op imod fredag aften. Selv hvis man ikke var der, blev det annonceret som aktivt boykot på sociale medier.

Nå, men jeg var der. Desværre var Rihanna der ikke hele tiden, altså sådan i ånden. Især under første halvdel af koncerten formøblede hun sit talent uansvarligt, med upræcist skødesløs sang, undermineret yderligere af postmoderne øjeblikke, hvor hun på storskærmene nærmest demonstrativt tog mikrofonen fra munden, mens hendes stemme sang videre i højtalertårnene.

Bevares, der er masser af singback til popkoncerter, det ved ethvert barn. Men man kan alligevel ofte høre og mærke, når hovedpersonen synger med – og det betyder noget. Og det betyder noget, at idolet gør sig umage.

Dårligt disponeret koncert

Trods en karismatisk entré og en dovent sensuel tilstedeværelse i passager, så gjorde Rihanna sig først for alvor umage i anden halvdel af koncerten. Her gled det forfærdelige band – en dybt debil trommeslager og ingen ringere end hair metal-guitaristen Nuno Bettencourt fra rædselsregimet Extreme – heldigvis i baggrunden til fordel for programmerede beats/bas. Og i den sidste tredjedels afgørende slutspurt fik vi bangere som »We Found Love« og »Only Girl (In The World)« samt til sidst »Stay« og »Diamonds«, hvor damen fik ro til at demonstrere, hvor idiosynkratisk og karismatisk en sanger hun kan være. Hvordan hendes mimik og øjekast formår at bidrage til myten om en kæntrende personlighed.

Her lyste hun mørkt og krassende, akkurat som hun burde have gjort gennem dét, der i stedet blev en dårligt disponeret og dovent sunget koncert. Som til gengæld blev gjort stærkt underholdende af den ungdomsfest, der gjorde fællesskaberne flydende, alt som kroppene væltede rundt i hinanden og naboskaber splintredes – ulig traditionelle rockkoncerter, hvor vi har hver vores lille matrikel.

Koderne blev også knækket til lørdagens middagskoncert, hvor Ekkozone opførte Steve Reichs helt igennem geniale værk Music For 18 Musicians. Et lifligt repeterende pulsværk, en perfekt formet, brændende iskrystal, som bliver ved at skifte karakter, når man stirrer dybt i den. Og samtidig den smukkeste flod, man kan flyde ud i.

Og de omtrent 1.000 tilhørere brød alle koderne for, hvordan man responderer på 18 musikere, der spiller fra partitur. Der blev klappet i takt, da der kom maracas på banen. Der blev jublet og hujet efter et særligt lækkert akkordskift, som om vi havde hørt en jazzsolo. En enmotorsflyvemaskine spillede med højt over teltdugen, Orange Scenes lydprøve ramte os i et sort baghold. Men intet kunne ødelægge Reichs perfektion og Ekkozones fine, elastiske levering, hvor eneste anke må være, at stemmerne var mixet for højt.

Ekstasens gemmested

Og fredagens højdepunkter kort: Britiske Andy Stott gav os en brutalt frydefuld udblokning af Gloria – en industriel udforskning af technoen, fuld af bølgende pladestål, kontinentalsoklers basbuldren og damplokomotivbeats i stadigt changerende sekvenser og 1.000 nuancer af stålgrå og rustrød.

Og Rokia Traoré gav os først en stolt blueset, modent rolig koncert udstyret med guitar – og dernæst en liflig afrobeatlektion, måske bedst demonstreret af den svirpende fjeder i hendes rygrad, som – i hvert fald for denne signatur – rummede en hel kropskulturs fortælling.

Det er Brobygning United det her, folkens. Selvom tolerancen blev spændt til bristepunktet, da den blev strakt 58 minutter hinsides forventet starttidspunkt lørdag nat. Først 03.13 fik den amerikanske rapper Angel Hazes crew overvundet de tekniske problemer. Heldigvis for at formidle et forbilledligt tørt setup med en trommeslager og en percussionist/tangentspiller, der tæskede et digitalt betonet stålkorset omkring Angel Haze. Hvilket hun uden problemer snittede sig igennem med sin kirurgisk blanke stemme, der ramte os som byger af lussinger.

Den 21-årige rapper rev alt med sig, selvom monotonien godt kan true i hendes perfekt kværnede afstraffelser. Men i repetitionen gemmer ekstasen sig jo også, og vi nåede den, da den klejne dame cruisede gennem folkemængden, fjernt fra orange veste og scenebarrierer. Trygt i folkets favn.

Så alle m/k på broerne. Også selvom de givetvis fordufter, når festen er forbi. Men det gør erfaringerne ikke.

 

Andy Stott – Gloria. Rokia Traoré – Odeon. Rihanna – Orange. Fredag.

Ekkozone performs Music For 18 Musicians + Angel Haze – Cosmopol. Lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for steen nielsen
    steen nielsen
steen nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu