Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Dansene med alle, men ikke med enhver

Det sluttede med Kraftwerks højteknologiske vidunder på en festival, der både havde strøm i teltpælene og overraskende gode oplevelser på hovedscenen
Publikum havde fået udleveret 3D-briller til Kraftwerks afslutningskoncert på Orange Scene. Det tyske technoorkester leverede et triumferende show – i hvert for de, der stod tæt nok på.

Kasper Palsnov

Kultur
9. juli 2013

Hørt i i det transsjællandske tog på vej hjem fra årets Roskilde Festival engang over midnat: »Jeg har sateme danset meget, men jeg har fandeme ikke danset med nogen.«

Skal man stille sig kritisk an over for den ballade, der netop er løbet af stabelen på Dyrskuepladsen, så kan man sige, at det er et selvoptaget orgie for simulerede individualister. Alle sammen ganske ens i deres trivielle stræben efter at være noget særligt. Og at alle i sidste ende bliver i hver deres lille kommune, hvorfra de kun titter ud over forståelsesbarriererne som turister, ud i hvad de opfatter som en antropologisk have for de andre menneskedyr.

Ser man lidt lysere på dyrkelsen af grænseoverskridelser, microparties for to-20 venner i menneskeoceaner på over 60.000 og den eksorbitante indtagelse af rusmidler, så er Roskilde Festival stadig en mulighed for nye fællesskaber og en utopi om et mere sammensat og åbent Danmark. Der er for eksempel stadig solid grund til at måbe over en næsten udsolgt, internationalt anerkendt festival i storskala, hvor man kan se sufi-sangere fra Pakistan, pikrockere og feministiske rappere fra staterne, en brasiliansk bossanova-veteran og et band med hang til aristokratisk fortolkning af middelalder og Mellemøsten – der alle spiller bare nogle stenkast fra hinanden.

Også selvom noget af det, der samlede masserne og lykkedes overraskende (i hvert fald for denne anmelder) godt i år, var en af festivalens godt gennemtærskede kernegenrer. Den med elguitar, bas og trommer. To af de bedste koncerter, jeg så på Orange Scene, var således med Metallica og Queens of The Stone Age. Der var en intens glæde over rocken, og hvordan den synger vores kroppe helt elektriske, og der var en virtuositet i udforskningen af genrens stentavler, som helt enkelt var medrivende – sjovt gøglet i Metallicas tilfælde, sexet dunkel i Queens’ tilfælde.

Seismiske trykbølger

Men James Blakes forløsning af sin singulære vision – hans helt egen subbas-soul – viste også, at Orange Scene kan noget ekstraordinært i nyt territorium. Det var saliggørende at sidde i den bragende sol og mærke bassens seismiske trykbølger helt ned på celleniveau for i næste øjeblik at ryge på himmelflugt i et forsøg på at følge Blake op i falsetten. En stor komplet musiker er ankommet, og det skete med en udsøgt lydkvalitet i vindstille vejr.

Det er næsten umuligt at forestille sig den elektroniske musik – som også Blake trækker så stærkt på – uden Kraftwerk. De opfandt nærmest egenhændigt technoen eller inspirerede i hvert fald direkte de første technomusikere. De har kogt den ursump, som mangen en maskinfetichist og robotromantiker har rejst sig af.

Om kvartetten overhovedet er af kød og blod, har det med at stå hen i det uvisse, når man ser dem på en scene. Men de er i hvert fald af det stof, som legender formes af. Ikke mindst efter søndagens koncert, hvor de gav os et betagende 3D-udbygget, men også musikalsk videreudviklet show.

Vi havde alle fået Kraftwerk-papbriller i ølteltene, så vi rigtig kunne måbe over, hvor fremragende de har forstået at udnytte teknologiens muligheder. Dybdeperspektiver, sanseforstyrrelser og en opfindsom grafisk enkelhed udbyggede smukt gruppens højsange for og imod teknologi – alt det, den gør os i stand til, og alt det, den tager fra os.

Det er et mere ambivalent univers end nogensinde før. Fordi der er en vis selvironisk komik over kvartettens fastholdelse af den gammeldags reumatiske robot og den grånende kærlighed til højhastighedssamfundet. Men også fordi deres musik kan antage forstærket tragedie i en tid, der er endnu mere konfliktfyldt invaderet af teknologi. Og fordi teknologien kan så uendeligt meget mere nu (for slet ikke at tale om i morgen).

Aldrig har ensomheden i »Computer Love«, hvor protagonisten leder efter en »data date«, lydt så godt og så rammende. Aldrig har »We Are The Robots« strakt sig så langt op i nutiden – både begejstret og truende – i aftenens techno-videreudvikling, som trykkede hænder med efterkommerne.

Ja, i det hele taget skabte showets nyudbygninger en musikhistorisk kontinuitet op til efterkommerne. Ganske uden kruk og som det mest naturlige i verden afslørede tyskerne, at de har haft døren stående på klem ud til nutiden i deres sagnomspundne Kling Klang-studie uden for Düsseldorf. Vi taler både subbas, house og 2-step indgraveret i arvesølv som »Computer Love«, »Numbers«, »Radio-Activity« og »Autobahn«.

Triumferende 3D-show

Mens himlen formørkedes over os, mærkede vi, hørte vi, så vi den cellestruktur, som så meget moderne musik kommer fra. Og fra pitten, tæt på, var 3D-showet en triumf (formentlig langt mindre fra de bagerste rækker). En afgørende opdatering af deres liveshow, fordi den tilføjer en ekstatisk hi-tech-erotik til den visuelle del af deres show. En hi-tech-erotik, der har været i deres musik siden tidligt i karrieren.

Og de fire tyskere i hver deres dragt med selvlysende vener opførte sig selvfølgelig som maskinmestre. Stort set ingen bevægelse, men en koncentreret stirren ned i deres futuristiske pulte. Der er kun ét oprindeligt medlem tilbage i Kraftwerk, hr. Ralf Hütter, der vistnok rent faktisk sang i flere passager. Det så i hvert fald sådan ud på storskærmene og kunne efter min bedste overbevisning fornemmes i den måde, han lå mindre perfekt lidt oven på det ellers dybt sofistikerede, absurd vellydende mix – og i hans lidt for kantede, men utrolig charmerende, stivbenede og virkelig ikke særlig groovy timing.

Groovy? Den slags har vi maskiner til. Vorsprung durch technik. Det var en magisk sejr for robotterne.

Det har ellers været en festival med nogle tekniske problemer. Angel Haze var 58 minutter for sent på den grundet problemer med sit udstyr. Højttaleranlægget på Pavilion virkede ikke både ved Baby In Vains og Savages’ koncerter – og man måtte starte igen. Og der var helt enkelt strøm i teltpælene – angiveligt ni ampere – på Cosmopol-scenen torsdag inden koncerten med C2C.

Der fandtes bedre måder at komme i stødet på, og ofte skete det i musikken. I år med en overraskende god parade på hovedscenen, selvom der også var masser at hidse sig op over på de små scener: Anaal Nathrakhs brutale haglstorm af metal, Vatican Shadows absurd despotiske techno, Meridian Brothers’ uimodsigeligt boblende latin-exotica, Goats flimrende krautrock-afrobeat, Nazoranais sublime tøjlen af elementernes rasen. Jeg kunne blive ved. Men jeg nøjes med at sige tak for dansene – med alle, men ikke med enhver.

 

James Blake + Kraftwerk – Orange Scene. Søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her