Læsetid: 5 min.

Et fleksibelt konglomerat

Roskilde Domkirke har med Ulla Kjærs monumentale værk fået en kyndig og på alle måder forbilledlig biografi
Den nuværende teglstenskirke blev påbegyndt omkring 1170 stod færdig mellem 1225 og 1250. Det slanke Margrethespir blev opsat i 1420’erne under Erik af Pommern. Tvillingetårnene, der stammer fra 1300-tallet, fik deres nuværende udseende, med de karakteristiske høje spir under Christian IV.

Den nuværende teglstenskirke blev påbegyndt omkring 1170 stod færdig mellem 1225 og 1250. Det slanke Margrethespir blev opsat i 1420’erne under Erik af Pommern. Tvillingetårnene, der stammer fra 1300-tallet, fik deres nuværende udseende, med de karakteristiske høje spir under Christian IV.

Lars Laursen

22. juli 2013

Den historisk interesserede læser, eller søndagsturisten, der godt vil vide mere, eller de nørdede bedsteforældre, der ser frem til at oplyse de små, fortjener lige nu at blive gjort opmærksomme på en simpelt hen enestående bog, som epoke for epoke gennemgår tilblivelsen af et af Danmarks vigtigste fortidsminder og for hver detalje giver stedets forgrund en oplysende historisk baggrund.

Det drejer sig om Ulla Kjærs overdådigt billeddækkede og i alle måder forbilledlige værk om Roskilde Domkirke, bygningen, vi elsker og elsker at diskutere, og som i 1995 blev optaget på UNESCO’s liste over verdensarven. Her får man stort set det hele at vide, lige fra Harald Blåtands trækirke og den kalkstenskirke, som rejstes sidst i 1000-tallet, og som vistnok lå i midten af den nuværende storkirkes skib. Vi får i enkeltheder historien om det afgørende skift, som må formodes at være sket under opførelsen af murstenskatedralen, der oprindeligt var tænkt som en romansk korskirke, men som under indtryk af stilskiftet sydpå endte med at blive intet mindre end et storslået arkitektonisk kvantespring: ikke en tæt romansk klump, men en knejsende, opadstræbende, gotisk bygning med et hidtil ukendt lysindfald, dette unikum af lethed og tyngde, vælde og intimitet, af massivitet og rummelig bevægelighed.

Gravkirken

Og så slutter historien jo endda slet ikke dér. For da Kong Erik af Pommern i juli 1413, altså for nøjagtig 600 år siden, lader sin mor Dronning Margrethe I flytte hertil fra Sorø Klosterkirke og giver hende et prægtigt gravmæle i højkoret, åbnes den tradition, som siden Christian III er forblevet ubrudt: At de danske regenter stedes til hvile i Roskilde.

Det har, som alle ved, gjort kirken til en besynderlig blanding af kludetæppe og et royalt knoglemuseum. Betragtet udefra ligner Roskilde Domkirke et skrigende monument over skiftende tiders vekslende smag med stræbsomhed og stil sat i højsædet, men jo også derfor et mindesmærke om hver nutids farlige tilbøjelighed til at glemme sin fortid og tro for meget på en ærbødig fremtid.

Nu i sommer markeres nutidens drøm om en kommende fremtid ved, at Birgitta-kapellet fremstår med opbrudt gulv og opfiskede grinende kranier ophobet i en kasse af plastic, fordi man allerede nu er ved at gøre klar til den dag, da Margrethe II og Prins Henrik skal puttes ind her, under Bjørn Nørgaards rigeligt opfindsomme gravmonumæle i glas, granit, basalt og grønlandsk marmor, med elefanthoveder af sølv, båret af en sokkel af fransk sandsten, der vel sagtens skal lede tankerne ned til Cahors. Postmodernisme – når den er bedst. Eller værst?

Selvidentisk gennem tiden

Om den på en gang fleksible og stabile domkirke vil kunne bære også denne samtidsspejlende tilføjelse, skal tiden vise. Men mon dog ikke? Det er jo blevet både kirkens og domkirkens identitet, dette at forblive sig selv trods tidsbestemte påhit og nykker. Og Ulla Kjærs flotte værk bidrager til at forklare hvorfor, spækket som det nemlig er med kirkehistorisk, teologisk, kunsthistorisk, bygningshistorisk samt filosofi- og mentalitetshistorisk indsigt. Man bliver klog på Roskilde Domkirke af at tilegne sig hendes fremstilling, men man får også tillægsgevinster i form af viden, der sætter mange andre ting og tanker i perspektiv. Dette gælder især beskrivelsen af de kongelige kapeller og sarkofager, hvori hun formår at anskueliggøre, hvad forskellen er på renæssance, barok, rokoko, nyklassicisme og så den afart af modernisme (?) der præger flødeskumskagen nordvest for hovedindgangen, det såkaldte Glücksborgske Kapel.

Sidstnævnte bygning rummer de jordiske rester af Europas svigerfar Christian IX og hans hustru Louise i en grand-lit af marmor, Frederik VIII og Lovisa i deres kransekager med sukkerbetræk og Christian X og Alexandrine i to af kirkens smukkeste kister – de nærmest selvudslettende grå dannebrogsbeklædte underdrivelser skabt af Kaare Klint. Fint at vi til sidst får markeret, hvor klogt et valg dette gravmæle var, i årene kort efter krigen, hvor kongen havde redet sin morgentur i københavnernes gader!

Valg og fravalg

Når al rosen er strøet ud over Ulla Kjærs bog, må det lægges til, at det ikke er alle hendes prioriteringer, jeg forstår. Hun forsyner læseren med instruktive plantegninger og rekonstruktioner og er omhyggelig med at holde videnskabelig distance uden dog at blive tør, hvorfor hun eksempelvis fornuftigt nægter at abonnere på den poppede teori, der dyrkes i kirkens officielle turisthæfte: At Harald Blåtands knogler skal være indmuret bag stifterbilledet af ham i koret.

Andetsteds holder hun sig imidlertid lidt for meget tilbage med gode historier for ikke at tale om egen vurdering. Hun forbigår nærmest totalt højdemålingssøjlen i Helligtrekongerskapellet på trods af, at det af denne fremgår, at Christian X var to meter høj. Desuden synes jeg, at hendes præsentation af Frederik den V’s Kapel nærmer sig skønmaleri. Nok er dette, indefra betragtet, et fornemt nyklassicistisk monument med mindelser om selveste Pantheon i Rom, men ankommer man fra Stændertorvet, maser det sig på som en flyttekasse, nogen har glemt. Selvfølgelig skal der være grænse for, hvor megen subjektiv kritik man må tillade sig i et officiøst monumentalværk, men for mig at læse er Ulla Kjær lige en anelse for flink ved traditionerne. Et eksempel på det kan være apostelbillederne oppe i apsisblændingerne omme bag alteret – et af de steder, hvor domkirken måske med fordel stadig kan nå at få hjælp af en behjertet nutid eller fremtid

Ubehjælpsomme apostle

Historien er her den, at da man i 1800-tallet ville rekonstruere de oprindelige romanske freskomalerier, ødelagde man de gotiske, der siden var malet ovenpå. Men da det så desværre viste sig, at freskerne indenunder stort set var forsvundet, malede Constantin Hansen en apostelfrise, i hvad der vistnok skulle være ’italiensk renæssancestil’, men virkede fremmedartet og kejtet. I stedet fik man så Ole Søndergaards totalt ubehjælpsomme rekonstruktion af de ødelagte gotiske billeder, som bare skæmmer domkirken i dag.

Ved siden af alt det, som Ulla Kjærs velskrevne bog er godt for, kan den være nyttig som en påmindelse om, at nye initiativer til kirkens forskønnelse måske stadig er mulige. Men bortset herfra kan værket passende stå som et skoleeksempel på forskning lagt frem, ikke kun fagligt forsvarligt, men forståeligt for enhver.

 

Ulla Kjær: ’Roskilde Domkirke. Kunst og historie’. Fotografier: Roberto Fortuna. 368 s., ill. 349,95 kr. Nationalmuseet og Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu