Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Gensyn med ønskeøen

Lørdag bød på mange mystiske musikrejser til fjerne bevidsthedstilstande, men hovednavnet Kris Kristofferson brændte ikke igennem under den svidende sol
Kris Kristoffersen alene på Orange scene med guitar og mundharpe. Foto: Scanpix

Kris Kristoffersen alene på Orange scene med guitar og mundharpe. Foto: Scanpix

Kultur
8. juli 2013

Han har malet et Illuminati-symbol på sine små, dunede balder. Hans kammerat har skrevet ’MC Skovskider’ hen over lænden. Deres veninde har tegnet sole på sine bryster. »Ad, hvor klamt,« vrænger to piger. »Barber din busk,« snerrer en fyr.

Det er tidligt lørdag eftermiddag på Roskilde, solens øje stirrer stift ned over festivalpladsen, og nogle er i gang med at ofre sig selv til solguden. På Pavillon rammer Parquet Courts med et charmerende sløset boldøje et sted mellem The Fall og The Modern Lovers, når deres kalveknæede guitarist ryster sin gule Stratocaster ind mod forstærkeren for at presse al den gode feedback ud af den.

Langt forbi zenit var solen nådesløs i sin afsvidning af tilskuerne til Kris Kristoffersons country-portrætteringer af selvdestruktion og emotionelle brandtomter på Orange Scene. Alene med guitar og mundharpe løsnede knudemanden op og fik den noget osteoporøse stemme på gled. Men selv om evergreens som »Help Me Make It Through The Night« vakte behersket genkendelsesglæde, var koncerten mere opremsning end historiefortælling. Og selv for Kristoffersons senede, solbrændte 77-årige arme er Orange en tung opgave at løfte. Som en tilhører sagde: »Jeg ville skide i bukserne, hvis jeg stod deroppe alene. Hvis man er Slipknot, skal man jo bare være klædt ud og stå og råbe.«

»You guys got at lot of patience,« sagde Kristofferson efter en time, som om han ikke selv troede på projektet. Vekselbassen blev kun glimtvis konge.

Ekstaser

Men inde i Gloria-hallens kølige mørke blev en anden verden til. 12 pakistanske qawwali-musikere sad i skrædderstilling på persiske tæpper. De spillede tablas og klappede, og de åbnede og lukkede for en lille kasse, måske en slags harmonika, og så var Allah i huset. Meher & Sher Alis henførte vibratoer kravlede messende op og ned ad tonestigen i ekstatiske crescendoer, så alting forsvandt.Sent lørdag nat trykkede mystiske svenske Goat også på ekstaseknappen. Maskeret, nogle som bødler, andre som Sheherazade og Dronningen af Saba, opførte det karnevaleske orkester en freaky og satanisk pastiche på forestillingen om verdensmusikkens ur-rytmik, filtreret gennem psykedelisk neonlys og wah-wah-pedaler. Måske var vi til koncert med Pink Floyd på The UFO Club i 1966, måske var vi deltagere i et stofpåvirket indiansk ritual.

Nattefesten er tippet over på vanvidssiden. En stærkt beruset mand vælter af sted, mens han taler i telefon. Du tror, han vil begynde at kaste op, men det, der kommer ud af munden på ham, er poesi. »Jeg ved udmærket, hvor jeg er, og hvor jeg er på vej hen. Jeg leder efter en fest. Det er et evighedsprojekt! Pigebarnet sagde: Gå nu hjem, Peter! Men jeg har luret hende, jeg har luret hende. Det her er ønskeøen.«

Roskilde Festival: Parquet Courts, Kris Kristofferson, Meher & Sher Ali og Goat

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her