Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hårrejsende og henrivende Peter Pan

Den amerikanske multikunstner Robert Wilson har svinget sin tryllestav over Berlin og fremmanet en Peter Pan, hvor støvet hænger på vingerne længe efter, man har forladt teatret. Hans musikalske hjælpefeer er den alt andet end ufarlige amerikanske søsterduo CocoRosie
Kultur
23. juli 2013

Da det hele slutter, står Peter Pan udenfor den overdimensionerede vinduesramme og kigger ind. Hans venner, Wendy og hendes brødre, er vendt hjem til deres forældre. Hjemmets trygge arne sender Ønskeøen og dens eventyr langt væk. Hvor det hos den skotske forfatter James Matthew Barrie er et lykkeligt øjeblik, er det hos den texanske teatermand Robert Wilson en lykke med modifikationer. Genforeningen ledsages af sangen »To die would be an awful great adventure« – døden som Peter Pans største og ultimative eventyr. Næppe indbegrebet af børneværelseidyl.

Robert Wilson, der oprindeligt studerede arkitektur og maleri, er ikke bare instruktør og dramatiker, men også koreograf, videokunstner og i den grad en lydens og lysets mester. Han har arbejdet sammen med de bedste af de bedste – for nu bare at plukke en håndfuld fra paletten: William S. Borroughs, Tom Waits, Lou Reed, Rufus Wainwright og Marina Abramovic. Og hvad ligger mere til højrebenet, når man nu selv efterhånden har nået den distingverede alder af 71 år og er kendt som teaterverdenens troldmand – tryllekunstner er for nydeligt – end det magiske eventyr om drengen, der ikke vil være voksen og gør hvad som helst for at undgå det?

Minutiøst og perfekt

Barries fortælling så første gang en sceneprojektør i 1904 og blev en sensationel triumf. Wilsons version på Berliner Ensemble er henrivende og hårrejsende på én og samme tid. Der er rigelige mængder af alt. Som altid når Robert Wilson står for instruktion og scenografi er alt minutiøst og perfekt uden på noget tidspunkt at blive forudsigeligt og kedeligt. Pendulet svinger mellem grotesk og burlesk. Lige fra børnenes dødlignende opgivende hvide ansigter med sortsminkede øjne, når de trækkes over scenen i en snor af deres hundeforklædte barnepiger, til de tænd-og-sluk-bare-øjne hos Kaptajn Klos ærkefjende, krokodillen, der engang snuppede hans hånd og nu kun har ét ønske: at få lov at sætte tænderne i resten.

Lidt uretfærdigt bliver den uforglemmelige, fladbrystede og fladfjæsede Christopher Nell som Klokkeblomst nærmest øjeblikkeligt publikums yndling. Og han er uimodståelig med sine sitrende bevægelser og sin knusende ro, da han gnasker løs af den candyflosssky, som Wendy svæver på.

Men det er Anna Graenzer som Wendy, der med øjne så store som møllehjul, er forestillingens farligste figur. Glem alt om Disneys sukkersøde moderlige dukkepige. Graenzers mimik og kropssprog spænder på et splitsekund fra grav til grimasse. At hun vil have Peter Pan står ikke til diskussion, men det skal den ondenlyneme være på hendes præmisser.

Musikalsk har Wilson ramt plet ved at alliere sig med den amerikanske duo CocoRosie, der består af søstrene Bianca ’Coco’ og Sierra ’Rosie’ Casady. De er unge, født i henholdsvis 1982 og 1980, og forestillingens lydbillede, for et sådant er der tale om i ordets sande betydning, emmer af ungdommeligt overskud og legesyghed. Flere af numrene har musicalhit-potentiale, men katastrofen lurer under overfladen med en larm af tikkende vækkeure, ildevarslende spilledåser og advarende ringeklokker. Deres unge alder til trods ved søstrene godt, hvor barndommens sko trykker sværest, og de fører os med sikker hånd ud ad en musikalsk planke, hvorunder krokodillerne venter med opspærrede gab. Selv var de som børn på grund af forældrenes skilsmisse fra hinanden i en årrække, til de endelig mødtes igen i Paris. Genforeningen førte til deres første album i 2004 og flere verdensomspændene turneer. Deres møde med Wilson ligner et scenisk kup, også fordi man ved, at begge parter næste gang vil være at finde med nye og overraskende samarbejdspartnere. Må det blot blive lige så frugtbart og fortryllende som sommerens Peter Pan i Berlin.

’Peter Pan eller drengen, der ikke ville være voksen’. Berliner Ensemble. Tekst: James Matthew Barrie. Tysk oversættelse: Erich Kästner. Instruktion, scenografi, lyskoncept: Robert Wilson. Musik og sange: CocoRosie

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her