Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hvordan lyder sexsvimmelhed?

Og hvordan lyder det at hade sin chef indestængt? Og hvordan lyder ens mors hårdt prøvede livserfaring? En flok unge radioentusiaster, Radiokollektivet, fylder P1’s sommerdage ud med små mere eller mindre eksperimenterende versioner af ’Radiofortællinger’ og afprøver, hvad lyd kan (og ikke kan) gøre for den gode fortælling
Emil Rothstein-Christensen (tv) og Mikkel Rønnau er en del af Radiokollektivet, der over sommeren tilrettelægger ’Radiofortællinger’ på P1. Det byder blandt andet på fortællingen om Emil, der besvimede i seksualundervisningen, da læreren tegnede en vagina.

Jonas Bang

Kultur
10. juli 2013

»Ziiiiiiiiing….«

Sådan lyder Emils hjerne (på skrift). Eller det, der skete i Emils hjerne dengang til seksualundervisning, hvor lærerinden tegnede en vagina på tavlen og beskrev klitoris som »en lille ært, som kan være rar at trykke på«. Så rungede det i Emil, og det drejede rundt, og så besvimede han. Det kan Emil stadig gøre som voksen, når visse ting angående sex af uvisse årsager får blodet til at forsvinde fra hans hjerne. Ziiiing.

»Jeg synes ikke, at det er ulækkert. Men min krop synes, at det er ulækkert,« forklarer han.

Det problem kan være lidt svært at forstå. Men man føler så alligevel, netop kropsligt, med ham, når historien sættes på lydstærk radio.

Det er netop kærlighed til lydarbejdet og eksperimenter med fortællingen, der er ambitionen i P1s sommerlige særversion af Radiofortællinger. Normalt bringer vært Louise Witt-Hansen ugentligt en lille, forproduceret radiofortælling med til en udvalgt gæst. I sommerversionen har en gruppe P1-tilknyttede unge radioentusiaster, der kalder sig Radiokollektivet, stået for produktionerne.

Prøv alt

Programmet sendes dagligt i et kvarters lydhapser. Og i rollen som sommerværter er de to kække DR-fyre Emil Rothstein-Christensen og Mikkel Rønnau rejst til det fjerne Nordjylland og har fået tilfældige nordjyder til at høre Radiokollektivets medbragte radiostykker og kommentere på tematikken. I nogle af afsnittene er Emil og Mikkel en slags gonzo-journalister på radioroadtrip i deres sølvgrå Ford Mondeo. De småsludrer med hinanden og med den fine, brogede skare af nordjyder, som de gør til gæstelyttere. Andre gange er de udvalgte gæstelyttere klippet lige på uden særlig introduktion af værterne. Denne stærkt varierende ramme giver måske bedst mening, hvis man tænker sommerversionen som et ungeeksperimentarium for radioformer. Her prøver man af og ser så senere på, hvad der virkede.

Og Radiokollektivet prøver af – også i produktionerne. Alt er ikke påfaldende originalt (der er også genbrug fra tidligere Radiofortællinger) eller entydigt vellykket, men der gribes til alle mulige fortællegreb, som netop gør det interessant at lytte til den radiofoniske mekanik frem for blot fortællingens indhold. Nogle historier er skabt via den svære kunst at få hovedpersonen til at fortælle sin historie effektivt og uden anden hjælp end klipning. I ét radiostykke arbejdes hertil med en form for radioekspressionisme. En kvinde fortæller, suppleret af lydeffekter, om sin ulidelige tid som en slags mellemleder hos en bager. Hendes genkaldte indestængte følelser eksploderer i en slags underbevidsthedens tegnefilmsagtige lydeffekter, hvor ord bliver til musik: »Jeg går og tænker,« siger hun, idet høj fusionsjazz overtager lydbilledet og erstatter ord.

Det er kækt tænkt, men føles også mere som en undersøgelse af denne anderledes fortællemåde med lyd end en fuldendt succes.

Familietonen

En af undertegnedes favorittalenter, Nina Holmgren, leverede for nylig til Radiofortællinger et rørende portræt at sin bedstefar, vidunderligt charmerende Willy på »96,2« år, der gerne tager sig en dejlig kold øl til frokost, før han sætter tænderne i. Som del af Radiokollektivet har Holmgren i udsendelsen »Jeg er heldigvis ikke en hest« nu optaget en perfekt skåret samtale med sin mor. Den starter med det overraskede spørgsmål: »Mor? Hvor mange brud har du?« Og spørgsmålet besvares med morens forbløffende lange, monologiske opremsning af brækkede knogler – konsekvensen af et eventyrlystent liv.

Radio er helt utroligt stemmeoverfølsomt. Utryghed og kunstagtighed fiser lige lukt ind i hjernen og distancerer. Og måske netop derfor mærkes tonen mellem de to så fin. For i familierelationen kan Holmgren ligesom i snakken med sin 96,2-årige bedstefar fremmane en intimitet i moderens stemme. Dét, intimitet og nærvær, er også lydarbejde i radio. Og så virker det stærkt, at vi aldrig rigtig finder ud af, hvad det er for et vildt, erfaringsrigt liv, moren har levet.

»Hvis jeg var en hest, var jeg blevet aflivet,« konstaterer hun blot tørt på et tidspunkt.

Klippet med Holmgrens mor præsenteres af Emil og Mikkel for en kvinde til Fjerritslev Dyrskue. Som det første efter lytningen bemærker hun tørt: »Hun har fuldstændigt ret. Hvis hun havde været et produktionsdyr, så var hun blevet aflivet.«

Og så fortæller kvinden om, hvordan dyr tillægges for mange menneskelige værdier. Den slags sære sammenstød mellem to slags virkeligheder og to former for sensibilitet, virker skønt som et forstærket dobbeltportræt af dyrskuekvinden og hendes dyr og radiodokumentaristen og hendes mor.

Men der er også noget andet, der er påfaldende i Holmgrens to familiestykker, og som handler fuldt ud om lyd. Brugen, og misbrugen, af underlægningsmusik. Ligesom filmmusik kan ’radiomusik’ diskret lede følelser og dramaturgisk klimaks i en bestemt retning. Eller det kan slæbe lytteren med i håret, hvis det bliver for ledende. Hos Holmgren er det lige ved at kamme over med melankolsk musik lagt på den ellers så rene fortælling. Lige ved.

Susen for ørerne

Helt igennem vellykket er derimod Emil Rothstein-Christensens spøjse fortælling om sin barndomsfunderede skræk for kønsdele.

Det hele starter med en tidlig seksualundervisningstime, hvor lille Emil ser et billede af en indianerpige med menstruationsblod flydende ned af benene: »Pludseligt får jeg susen for ørerne, så får jeg pletter for øjnene, så bliver jeg helt varm i hovedet, og – prrum!«

I bedste Radiolab-stil underbygges Emils indre tumult lydligt. Den susende, bippende tinnituslyd – »ziiing« – bringer os helt tæt på ubehaget. En kæk sang smelter sammen som en grammofon, der mister tempo. På et tidspunkt, mens Emil fortæller, kan man nærmest høre tungen blive tyk i hans mund og kroppen trække svimlende i hjernen.

Her, måske primært her blandt de små radiofortællinger, får man lyst til ikke blot at genfortælle hovedpersonen Emils »kropspsykiske« kvababbelser. Man får netop lyst til at høre historien fortalt igen. Og igen. Fordi den er så fint skildret og nærmest uadskillelig fra dens radiofoniske udtryk. Så hurra for eksperimenter. De kan kaste guld af sig. Ziiiiing.

’Radiofortællinger Sommer’. Sendes alle hverdage kl. 12:45-13:00 i uge 27-29 på P1. Læs mere og lyt på: www.dr.dk/radiofortaellinger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Denne anmelder glemmer, som sædvanlig, at fortællegreb og deslignende er konstruktioner, der efterfølgende skal forklare, hvad der foregår.