Læsetid: 3 min.

Det havde Kurt Cobain vist ikke brudt sig om

Man skulle næsten have troet det med den optakt, men lyden af Jay-Z’ længe ventede 13. soloudspil flænger ingen forhæng i nogen templer, ligesom det næppe er kilden til evigt liv. ’Magna Carta Holy Grail’ er slet og ret en dygtig og skruppelløs forretningsmands nyeste brandingprojekt
Man skulle næsten have troet det med den optakt, men lyden af Jay-Z’ længe ventede 13. soloudspil flænger ingen forhæng i nogen templer, ligesom det næppe er kilden til evigt liv. ’Magna Carta Holy Grail’ er slet og ret en dygtig og skruppelløs forretningsmands nyeste brandingprojekt

GUILLAUME BAPTISTE

15. juli 2013

Storhedsvanvid er en del af jobbeskrivelsen for amerikanske hiphopstjerner. Med få undtagelser kroner de sig selv i flæng, og som de pyntesyge narcissister, de også er, vrimler det med gammelkendte laster og nyrige statussymboler på og i deres umiddelbare nærhed. Guld, røgelse og dyrt blær.

De største rapkonger tager det skridtet videre, mens de tager sig i skridtet og fifler med gudestatussen. For et par måneder siden påtog Kanye West sig på vanlig dialektisk vis offerrollen og frelseren i én med sin modige og uhyrligt vellykkede kakofoni, Yeezus, og nu følger verdens største rapper, Jay-Z, efter med Magna Carta Holy Grail, der også må siges at klinge en kende religiøst endsige overnaturligt.

Jay-Z har længe haft aliasset Hova (altså J-hova) i brug – den guddommelige iscenesættelse er ham ingenlunde fremmed. Men den 43-årige mester udi fyndige dobbelttydigheder (43-årige Shawn ’Jay-Z’ Carter, der voksede op i Brooklyns ghetto og skudsårede sin storebror som barn, er efter sigende god for 500 millioner dollar) demonstrerer atter, at han – for nu at lukrere på rapperens egne ordspil – ikke bare er en »business, man«, men mest af alt en dygtig »businessman«.

Ikke det nye sort

Magna Carta Holy Grail er Jay-Z’ første soloalbum i fire år og det 13. i alt. Op til udgivelsen på den amerikanske uafhængighedsdag blev det vanen tro spektakulært promoveret. Ligesom den hjemlige førsterapper L.O.C. i 2012 slog de meget lidt pjaltede pjalter sammen teleselskabet TDC, skulle man være bruger af en Samsung-mobil for at kunne downloade en app med albummet de første dage efter premieren. Samarbejdet blev blandt andet skudt i gang med en reklamekampagne ved årets amerikanske basketballfinale (Jay-Z er naturligvis medejer af et hold i NBA-ligaen, The Brooklyn Nets). I sekvensen sås mesterproduceren Rick Rubin og hele hans ZZ Top-skæg i fuld færd med at nikke nakken af led til de sprøde rytmer.

Men Rick Rubin, der netop har hjulpet metalbandet Black Sabbath til et respektabelt comeback og pacet Kanye West ind over målstregen med Yeezus, bidrager hverken med beats eller rådgivning på Magna Carta Holy Grail. Det høres hurtigt. Jay-Z har i stedet hyret kommercielle trumfkort som Timbaland, J-Roc, Swizz Beats og Pharrell, og de vover ikke specielt overraskende mindre, end navnene umiddelbart lover.

Derfor kan albummet trods forsikringerne om det modsatte slet ikke måle sig med 2003’s The Black Album, som netop fik hjælp fra Rick Rubin til at rocke Jay-Z’ bedste udgivelse siden mesterværket The Blueprint. I stedet får vi endnu en ujævn affære. Med mindre man er decideret fan, er det således nok at downloade enkelte af numrene fra en af nettes betalingstjenester.

Her følger en gennemgang af lav- og højdepunkter:

1. ’Holy Grail’ (m. Justin Timberlake)

De to satte herrer fortsætter det kiksede parløb fra Justins »Suit & Tie«-single. Sangeren tager frustrerede favntag med den modne kærligheds lunefulde humørsvingninger, men klynkerappen og -crooneriet overskygges af den helt igennem usmagelige genbrug af »Smells Like Teen Spirit«. Havde Kurt Cobain kunnet se ud i fremtiden, havde han gemt på krudtet og pløkket hovedet af Hova i stedet.

2. ’Picasso Baby’

Jay-Z namedropper fortsat de samme pop-art-kendisser. Det grumsede beat og linjen »I never stuck my cock in Fox’ box,« redder dog lidt. Klar reference til såvel kvinderapperen Foxy Brown som den nylige fejde med tv-stationen af samme navn.

3. ’Tom Ford’

Umiddelbart en uindpakket hyldest til en homoseksuel tøj- og filmskaber, hvilket må være første gang i hiphop. Den blippende gameboy-indpakning vinder dog ingen designpriser.

5. ’Oceans’ (m. Frank Ocean)

Lækkede olietønder buldrer bogstaveligt på denne duet, der i armslængde berører menneskeskabte naturkatastrofer og slaveri, mens den åbenbart segnende soulsanger tager sin flugt fra orkanen Katrina under behandling. ANBEFALET.

8. ’Crown’

Magna Carta Holy Grails mest monstrøse lydspor. Morfende, farligt og langt fra den comfortzone, Jay-Z ellers opererer i p.t. Undervejs sætter et strygerarrangement dog ind og puster velværen tilbage. Pyha. ANBEFALET.

11. Part II (On the Run, m. Beyoncé)

Sangtitlen er en reference til ægteparrets 10 år gamle »03 Bonnie & Clyde«, men hvis de denne gang flygter fra noget, må det være kedsomheden. Det er mere lummert end labert. Show it, don’t yell it.

13. ’BBC’ (m. Nas)

BBC står ikke for Bloggers By Choice, men derimod tøjmærket Billionaire Boys Club. Den gamle Queens-rival Nas får hæst og hæsblæsende lov at ’rumbae’ af sted til Pharrells knastørre lilletromme og en caribisk pumpende koklokke. ANBEFALET.

 

Jay-Z: ’Magna Carta Holy Grail’(Roc-A-Fella/Universal). Ude nu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Krogh
Bjarne Krogh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bare fordi du ikke gør, betyder det jo ikke at der ikke er andre der gør. Kultur er andet end det du godt kan lide.