Chick Corea and the Vigil gik på til stormende bifald fra en stort set fyldt sal. Kapelmesteren, afslappet klædt i t-shirt, falmede bukser og en cowboyjakke(!), præsenterede musikerne og satte i med en forrygende udgave af »Hot House« i et typisk Corea-latin-jazz-arrangement; masser af unisont spillede riffs, overraskende akkordudvidelser og ikke mindst et overlegent og legende sammenspil mellem Corea og den gennem hele koncerten diskrete og smagfuldt spillende venezuelanske perkussionist Luisito Quintero og den afdæmpede trommeslager Marcus Gilmore. Der var gode sager i vente.
En hyldest til pianisten Ahmad Jamal, »It Could Happen To You«, gav prøver på Coreas sprælske og legende spil på flyglet og bassisten Christian McBrides stilrene og fuldtonede spil fandt sin plads i et ellers rodet lydbillede.
Dog – her begyndte udskilningsløbet.
Den unge guitarist Charles Altura burde være blevet hjemme på klubværelset og tyre B.B. King igennem frem for at spille ligegyldige 100-meter soli i Tivoli, mens han kiggede distræt ud i luften. Han tilførte intet af værdi.
Og saxofonisten Tim Garland virkede så benovet over at stå på samme scene som Chick Corea, at han febrilsk gentog de rytmiske figurer, der kom fra flyglet, hvilket gjorde, at musikken aldrig udviklede sig i hans soli. Unrewarding, som gamle Orson Welles ville have udtrykt det.
Coreas tre udtryk
Chick Corea har tre udtryk: Den ’rene’ jazz, hvor han lægger sig smukt i rillerne efter andre ferme pianobetvingere som Art Tatum og ovennævnte Ahmad Jamal, og så de to, der fyldte resten af koncerten; det varme, legende, latin-spansk-influerede og det teknisk perfekte jazz-fusion, som han slog igennem med i halvfjerdserne.
Når Corea konstruerer sin fusion-jazz, med svulstige titler som »Planet Ghia«, »Portals To Forever« og »Outside Space«, har man en fornemmelse af, at han betjener sig af matematiske regler for komposition, snarere end musikalsk inspiration – måske iblandet hints fra hans filosofiske mentor L. Ron Hubbard, stifteren af Scientology, der som bekendt også var science fiction-forfatter.
Opskriften: Mens rytmegruppen holder sig strengt til det nedskrevne, filtrer de fiffige melodiske linjer sig ind og ud af hinanden og lander i en flot og enkel treklang, der er startskuddet til den første solo.
Alt sammen fint nok, hvis den første solist har noget at byde ind med. Men sax og guitar udfyldte blot tiden til Coreas og – måske specielt – McBrides indsatser, før smilet kunne brede sig og musikken for alvor kunne nydes.
Tilbage til ’Spain’
Modsat Coreas mest berømte gruppe, Return to Forever, er The Vigil ikke tonstung, muskelsvulmende og vulgær. Snarere er vi henne i en slags ’akustisk fusion’, som tegner godt for fremtiden – måske med et par udskiftninger på solistpladserne. Og det var velgørende at følge hans flot tilrettelagte spil på såvel flyglet som på de digitale keyboards, der blev benyttet nænsomt, men magtfuldt; ingen tonekaskader her.
Fortryllelsen indtraf dog først ved ekstranummeret. Chick Corea satte blidt den første akkord til mesterværket »Spain« an, til publikums jubel. I et nedtonet og alt andet end effektjagende arrangement, tryllede han med den smukke sang og legede med publikum i en betagende call-response-afslutning.
Det var en rygradsrislende stjernestund af de sjældne.
Alt i alt en tilfredsstillende indledning på Copenhagen Jazz Festival 2013 med en musiker, der med sine 72 år må kaldes en veteran, men en meget vital og stadig meget legesyg veteran.
Chick Corea and the Vigil, Tivoli Congress Centre, tirsdag 2. juli.Chick Corea (flygel, keyboards), Tim Garland (sax), Charles Altura (guitar), Christian McBride (bas), Luisito Quintero (perkussion), Marcus Gilmore (trommer).
