Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Rejsen ind i virkelighedens ’fiktioner’

Det vælter frem med indsigter og pointer i Lars Movins portræt af instruktøren Jon Bang Carlsen. Uden at forfalde til den lette biografiske fortolkning af alting anskueliggøres instruktørens grundstof og grundoplevelser
Kultur
30. juli 2013

Det er en ordentlig moppedreng af en bog, Lars Movin har lavet. 560 sider – med det hele. Men Jeg ville først finde sandheden. Rejser med Jon Bang Carlsen er også i anden forstand en vægtig bog. Det er en meget grundig og også læseværdig indføring i en af dansk dokumentarfilms største poetiske fortællere, en mand der altid har eksperimenteret med måder at fortælle virkelighed på, og som karakteristisk nok har forsøgt sig både med spillefilm og dokumentarfilm. Men det er også i sig selv en ganske anderledes og eksperimenterende portrætbog, hvor vi båder rejser ind i de enkelte films tilblivelse og univers og samtidig rejser rundt med Jon Bang Carlsen til de steder i verden, hvor han har hentet inspirationen til sine historier, og ind i hans familiemæssige rødder. Bogens forfatter samtaler sig gennem verden med instruktøren – direkte fra de steder, han har opholdt sig. Jon Bang Carlsen er, som det klart demonstreres i bogen, både stærkt forankret i sin danske hjemstavn, hvorfra han har lavet magiske portrætter og drømmebilleder, og en rastløs kosmopolit, der hele tiden søger nye grænser og steder. Det er altså en utraditionel biografi, som opstår i dialogen og interaktionen mellem forfatter og hovedperson, og som forbinder værk og liv på en reflekteret og ganske fascinerende måde.

Iscenesat dokumentarisme

I bogens intro forsøger Lars Movin at stille skarpt på den særlige form for virkelighedsfortælling, som Jon Bang Carlsen aldrig har tøvet med at kalde iscenesat og konstrueret. Han befinder sig i det spor, som i dokumentarismens historie består af, både de poetisk-refleksive virkelighedsskildrere og den decideret dramatiserede dokumentar. Selv siger han i sin metafilm om sin praksis, How to invent reality (1996), at han fra sine første film har »befundet (sig) i et tåget ingenmandsland, hvor grænsen mellem fiktion og dokumentarisme er opløst.« Han tilføjer også, at »mine film ikke har noget med sandhed at gøre. Det er mine sansninger af verden, intet andet«.

Lars Movin følger i sin intro klart Bang Carlsens perspektiv på sig selv, de er en slags beslægtede ånder i deres optagethed af steder, stemninger, udkanter, eksperimenter og det anderledes. Men når man kigger på de 42 film, Jon Bang Carlsen hidtil har lavet, er det også påfaldende, at langt de fleste film – og sikkert også dem, han vil blive husket for – er dokumentarfilm, lige meget hvor iscenesatte og subjektive de måtte være. Det kan godt være Bang Carlsen er besat af billeder og fortælling, men han er også tydeligvis besat af virkelighedens karakterer og materiale. Movin siger noget i den retning, når han i introen sammenligner Bang Carlsen og Herzog: »Han er en historiefortæller, som undersøger verden. Med virkeligheden som materiale. Og med sin visuelle skaberevne som redskab. Måske skulle vi helt droppe at tale om sandhed. Måske handler det snarere om at være ærlig.«

Udlængsel og hjemve

Jon Bang Carlsen er kendt for at lave stærke portrætter af danske karakterer og danske landskaber, f.eks. i den enestående, smukke Jenny (1977) om en gammel jysk landbokone og hendes liv, erindringer og drømme – en dansk klassiker om nogen. Men i store dele af sit liv har han opholdt sig i udlandet og filmet der. Movin opbygger derfor logisk nok sin bog over disse steder og de spor og temaer, de har afsat i hans film. Kapitlerne i bogen hedder Rejsen til Amerika, som beskæftiger sig med Bang Carlsens livslange fascination af dette land, Sjælens grundlandskaber, som beskæftiger sig med instruktørens personlige historie og baggrund, og som blandt andet inddrager hans måske mest succesfulde spillefilm, Carmen og Babyface (1995), som netop trækker på hans egen familiehistorie.

Men kapitlet beskæftiger sig også med den både reelle og mytiske rolle, landskabet og kulturen i Jylland spiller. De to kapitler handler altså i en vis forstand om udlængsel og hjemve, om forankring og rodløshed. Denne kombination af den personlige og subjektive historie og blikket ind i filmene er bogens store force. Uden at forfalde til den lette biografiske fortolkning af alting får den anskueliggjort instruktørens grundstof og grundoplevelser – hjemme og ude, nu og før – og den lader os komme indenfor i instruktørens kreative værksted.

Succes og fiasko

Det vælter frem med indsigter og pointer, både i de allerede omtalte kapitler og i bogens øvrige, Et vejkryds i Vestjylland, som blander tidlige ungdomserfaringer med udviklingen i hans danske film fra 1977-1988, Irsk intermezzo, om hans fine film om irske ungkarle, It’s now or never, og Blandt Afrikanere i Sydafrika, om hans lange og rige påvirkning fra den del af verden.

Der er både de mere pinefulde erfaringer, f.eks. med den amerikanske spillefilm Time Out og det mislykkede forsøg på at blive en stor, international spillefilmsinstruktør, og de gyldne øjeblikke hvor virkelighed og egne erfaringer går op i en højere enhed, for eksempel i det lille spillefilmsmesterværk Næste stop paradis (1980). Der er Bang Carlsens interessante baggrund i Christiania og Solvognens eksperimentelle univers, og der er hans modige, indgående og mangeartede udforskninger af en global virkelighed, hvad enten det er USA, Europa eller Sydafrika.

Lars Movin har lavet en vægtig og yderst læseværdig portræt- og samtalebog om en af den nyere danske dokumentarismes tungeste drenge. Vi kommer både i dybden med manden og hans værk. Og så gør det ikke noget, at der bruges 560 sider – Bang Carlsen er det så rigeligt værd, både når han er rigtig god, og når projekterne ikke rigtig lykkes.

Ib Bondebjerg er professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet

Lars Movin: ’Jeg ville først finde sandheden – rejser med Jon Bang Carlsen’. 560 sider. Informations forlag. 349 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her