Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En sommers bratte afslutning

Den ærkenorske terror og Utøya i perspektivrig bog
Kultur
15. juli 2013

Vil man nogensinde kunne begribe en person som Anders Breivik og fatte omfanget af hans gerninger, således som de udspillede sig i Oslo og på Utøya for to år siden? Vil gerninger som Breiviks og den amerikanske terroristkollega Timothy McVeigh, der dræbte endnu flere uskyldige, nogensinde kunne forklares tilfredsstillende? Næppe. Kunne man det, kunne katastrofer af den art jo også forhindres, hvilket nok er en tand for naivt at forestille sig. Den uendeligt grusomme terror er genvejen til den synlighed og berømmelse, som gerningsmændene angler så inderligt efter. Og hvorfor gør de så det? Hvert svar rejser flere spørgsmål, hvilket ikke bør forhindre os i at stille dem igen og igen hver eneste gang, disse tragedier rammer. Når de to nævnte terrorister, samt en række andre lignende bag eksempelvis skoleskyderierne i Finland, Tyskland og USA chokerer og måske endnu mere end islamistiske fundamentalisters bombesprængninger vendt mod en erklæret fjende, skyldes det selvsagt, at en Breivik og McVeigh var en af vore.

Breivik, en god norsk dreng, der en dag forklædt som politimand kører en varevogn med et ton diesel, kunstgødning og aluminium ind i Oslos regeringskvarter og detonerer koldblodigt helvedesmaskinen, sætter Norges regering og Højesteret ud af spillet og dræber og sårer i snesevis af mennesker. Siden kører gerningsmanden videre til Utøya i Tyrifjorden og myrder under jubelskrig som til en fodboldkamp 69 unge på årets ungsocialdemokratiske sommerlejr. Endnu flere kvæstes livsfarligt eller invaliderende. Norge blev et andet land på få timer.

Nu er Breivik for længst i fængsel og kommer med sikkerhed aldrig ud igen, men opnåede altså den ønskede opmærksomhed i rigt mål. Og han bliver sådan set ved med at få mere af den, for gåden er jo langtfra løst: Hvad udvikler dybest set en venlig ung, forholdsvis velbegavet mand til et monster?

Fjenden indefra

Erika Fatland, norsk forfatter og socialantropolog med speciale i disse massemord, har før beskrevet massakren i den nordkaukasiske by Beslan i bogen Englebyen og vender nu blikket mod sin egen landsmand og ofrene. I en stramt opbygget fremstilling gennemgår hun med klinisk præcision drabene, refererer opsøgte udvalgte overlevendes smertelige beretninger om den dag, der for evigt ændrede deres tilværelse. For slet ikke at tale om de sårede, hvis kvæstelser efter gerningsmandens dum-dum-kugler for fleres vedkommende er livsvarige. Disse beretninger i al deres nådesløst, men nødvendigt udpenslede gru, magtesløse sorg og gribende heroisme afløses af scener fra retssalen, hvor Breivik, som sagen skrider frem, keder sig og kun har i tankerne: Hvordan han tager sig ud, og hvorledes han får afleveret sit klippe- og klistremanifest, hvis forvirrede tekst delvis er hugget fra andre.

Til belysning af fænomenet åbner Erika Fatland perspektivet udefter mod massakrerne i Tyskland og Oklahoma City, hvor andre anerkendelseshungrende unge mænd, altid unge mænd, på samme vis satte punktum for adskillige sagesløse unge liv.

Nogen lære er der egentlig ikke at drage af Breiviks og de andre terroristers ugerninger. Dette sker som resultat af massesamfundskulturen, medierne, våbenteknologien, underlegenhedsfølelse i miljøer, der kræver stadig mere af ungdommen, og som måske udløser fjederen i de ensomme ulve.

Men først og sidst må Utøya lære samtidens vestlige samfund, at fjenden ikke nødvendigvis kommer udefra. Når man samtidig i sine skælvende hænder sidder med den ubegribeligt tåbelige pamflet Den forbudte sandhed af Lars Hedegaard og Mogens Camre om truslen fra islam, bliver ironien for alvor blodig. Et eller andet i vores egen kristenkultur – uden at forklejne terroren i radikal islamisme – iværksætter åbenbart nogle lige så farlige mekanismer, der her giver sig udslag i vold mod børn, incest og massemord.

Når Breivik klæder sig ud i sort som kryptonazist, eftergør den totalitære hilsen og taler om renselsen af fædrelandet og racen, kommer det jo ikke ingen steder fra, men har rod i noget forholdsvis velkendt, noget vor egen kulturkreds rundhåndet har leveret.

Erika Fatlands bog er vist det væsentligste, der til dato er skrevet i kølvandet på den norske katastrofe. Klog på begivenheden bliver man nok aldrig, men klogere og dybt grebet af den livsvilje, der også lyser ud af beretningerne, samt af mange af de unges kolossale mod og moral, da deres verden brød sammen.

Betagende smukt midt i gruen.

 

Erika Fatland: ’Året uden sommer. Fortællinger fra Utøya’. Oversat af Peter Nielsen. 330 s. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her