Stor høst, lille mark

Tegneserien har ikke mistet sin tiltrækningskraft, og selv om der udkommer forholdsvis få nye danske tegneserier, favner de nye danske tegneserier bredt. Information kaster et blik på seks af sæsonens udgivelser

	Thomas Engelbrecht Mikkelsens ’Einherjar’ er dødsmetal destilleret i tegneserieform, som på berusende vis kaster den nordiske kulturarv i populærkulturel grams. Illustration fra ’Einherjar’/ Forlæns

Thomas Engelbrecht Mikkelsens ’Einherjar’ er dødsmetal destilleret i tegneserieform, som på berusende vis kaster den nordiske kulturarv i populærkulturel grams. Illustration fra ’Einherjar’/ Forlæns

31. juli 2013

Det danske sprogområde er så relativt småt og markedet så lille, at danske tegneserier primært laves con amore og næsten eksklusivt varetages af små forlag eller enmandsforetagender. Det betyder imidlertid ikke, at tegneserien har mistet sin tiltrækningskraft for folk, der gerne vil udtrykke sig i tekst og billeder.

Dette skyldes i høj grad, at tegneseriens udvikling de seneste årtier har åbnet mulighederne og nu tilbyder emner og udtryk langt hinsides de forholdsvis snævre rammer, den historisk set har gjort brug af.

Den forholdsvis beskedne produktion betyder i sagens natur markante kvalitetsudsving, men det er alligevel imponerende at se, hvor bredt favnende den danske tegneserie er i dag. Et blik på sæsonens udgivelser kan tjene til illustration.

I den mere traditionelle ende af spektret finder vi Stiletto, Palle Schmidts noir-fortælling om en hårdt prøvet ældre strømer, der efter et dobbelt politimord kastes ud i en speget sag om et forsvundet nøglevidne, en stikker inden for politiets rækker og intriger mellem forskellige afdelinger i korpset. Tegningen er løs, men formgivningen desværre alligevel stiv. Til gengæld er billederne passende og flot sat i besk grøngule toner med kølig blå reserveret til flashbacks.

Fortællingen har fremdrift, men Schmidt overspiller sine kort ved hurtigt at afsløre den stikker, hvis dæknavn bogen bærer, hvorefter resten af plottet fokuserer på de voldsomme konsekvenser, med alt hvad der dertil hører af biljagter og showdowns. Da figurerne er de velkendte typer, savner man et mere komplekst og overraskende plot.

Et lag af hvid støj

Cyperpunk-dramaet Det kinesiske værelse af Rune Nielsen og Thomas Fabian Delman er endnu et opkog af Philip K. Dick: En programmør med ansættelse i et Big Brother-agtigt statsapparat degraderes til brødarbejde i førerbunkerens kælder. Her opdager han et mystisk virus oprettet i hans navn og anbragt i et skjult, virtuelt såkaldt ’kinesisk værelse’ midt i det system, det truer med at nedbryde. Vor helt besidder således nøglen til den herskende ordens undergang og må gå under jorden for at redde sig. Han fanges i en konflikt mellem systemets agenter og en revolutionær modstandsbevægelse.

Serien blev undfanget i 1990’erne, og det mærkes. Den er præget af pre-millenium tension og pustet op af samme slags lommefilosofi, der gjorde Matrix-trilogien til så markant en manifestation af tidsånden. Stilsikkert malede figurer indlejres i delvist digitalt skabte miljøer. Forbillederne er mange, men særligt det amerikanske firsermakkerpar Bill Sienkiewicz og Frank Miller spøger i dens stream of consciousness-tilgang til hovedpersonens indre liv og den ekspressive visualisering af hans oplevelser. Resultatet er grafisk imponerende, men så overlæsset, at det i sidste ende virker, som om den tynde historie søges skjult bag et lag af hvid støj.

Brungult kriminaldrama

I Insolitus (’uvant’, dvs. Freuds Unheimliche) beskæftiger makkerparret Jan Solheim og Henrik Rehr sig ligeledes med det personlige, psykologiske portræt. Vi følger en kvinde gennem flere i hinanden indlejrede mareridt. Hun befinder sig i et fremmed land og er prisgivet de stoffer, hun tager, og de mænd, som skånselsløst handler med, udnytter og misbruger hende: en ældre paternalistisk dukkefører og en satyrisk multikunstner, der kravler rundt på hende eller griber hendes spinkle figur med sine kæmpegrabber.

Historien har ligeledes sine rødder i 1990’erne, i to korte antologibidrag Solheim og Rehr nu har samlet op og udstrakt til små 150 blade, fortalt ét billede ad gangen med brungul staffagefarve. Som tegner er Solheim en af dansk tegneseries store talenter, men produktionen har siden de lovende 1990’erne været lille og uforløst. Dette er faktisk hans første større tegneserie og fordrer derfor på godt og ondt en del forventninger.

Stregen er som altid sikker, kompositionerne stramme – få kan som Solheim bøje på sine figurers anatomi, så man præcist forstår deres bevægelser, eller præcist definere en form med tilsyneladende udisciplineret udførte skraveringer. Men i forhold til hans bedste arbejder, og i særdeleshed dem, han markerede sig med, dengang han tegnede første version, er overfladen her slikket, udtrykket tørt. Designet trumfer det livgivende. Der mangler den tekstur, de detaljer, den patina, der hos ham engang sitrede på papiret.

Skelettet i Rehrs plot er et kriminaldrama iklædt vulgærfreudianske ledemotiver – den fraværende far og hans substitutter er gennemgående – og selvhøjtideligt sprog:

»Min bror er vendt hjem fra hæren for at redde mig fra det forfærdelige. Jeg køber blomster. Håbet flytter ind.«

I kontrast står den nonsensdialog, som skal illudere det for hovedpersonen fremmede sprog, der tales omkring hende: »Banjo! Katten en del afstand med ramt pæleplanke!« Ganske sjovt, men lidt forceret og inkongruent i forhold til fortællingens tone. Man tænker gimmick.

Drengerøvsspøgelser

Søren Mosdal og Jacob Ørsteds Rockworld er anderledes uambitiøs, men måske netop derfor også mere tilfredsstillende. Den fjollede drengerøvsserie udkom oprindeligt i tre undergrundshæfter på engelsk mellem 2007 og 2012 og er nu blevet samlet i en handy paperback. I denne form fremstår den styrket og som lidt af et generationsportræt, på sin egen vanartede måde. Lidt ligesom dens udenlandske forbilleder, i øvrigt: Gilbert Sheltons Flipkompa’niet fra 1960’erne, Frank Margerins Sjukkerne fra 1980’erne og Peter Bagges Hate! fra 1990’erne.

I centrum finder vi ærkehipsteren Bjørn Brumsvig, der tilknappet og neurotisk dyrker de mest anæmiske subkulturelle spor – først og fremmest noisemusik – og intet har til overs for sine fordrukne venner Steen og Tottes i hans øjne håbløst forfladigede rockidoler. Dog går han gerne på kompromis med sin smag, når der er udsigt til fjams, selv om det sjældent fører noget med sig. Vennerne roder ham til gengæld ganske pålideligt ud i den ene ulykke efter den anden.

Han får nakket sine designerbriller på et snusket toilet af en flok knivsvingende dværge; han kommer til at booke et fiktivt noise-orkester, stiftet af Steen i en brandert, og ender i et pinligt slagsmål med dem foran den sortklædte japanske noise-fyrste Hari Gabaman; han kommer til at trykke en røvbyld ud i ansigtet på en nøgen autistpige ved en svensk skovsø. Alt sammen til trods for, at han helst bare ville sidde hjemme og drikke hvidløgste med Uli van Bator og hans pygmækor på pladespilleren.

Mosdal og Ørsted er endnu et par spøgelser fra 1990’ernes tegneserieundergrund. De har samarbejdet på andre, mere seriøse projekter i årenes løb, mens Rockworld har været et slags frikvarter, groet i deres egne ungdomsoplevelsers frodige muld. Det er som sådan en art selvkritisk nøgleroman, der gør grin med en forkælet ungdomskultur, som pantsætter sin identitet i jagten på det kulturelt eksklusive—først og fremmest den ’rigtige’ musiksmag—og gør sit bedste for at fastholde dette langt op i voksenårene.

Ørsted har blik for det absurde optrin og skriver sin dialog med et glimt i øjet, mens Mosdals skarpkantede, tyndt optrukne streg negler det anarkistiske, selvfede og hovedløse persongalleri med uhyggelig sikkerhed. Det er fjoget, latrinært og indspist, men det er først og fremmest skideskægt.

Dødsmetal i tegneserieform

Thomas Engelbrecht Mikkelsen tilhører den yngre generation, der netop nu er ved at gøre sig gældende inden for den danske tegneserie. Hans Troldmændene fra Vestmannaeyjar står nok i gæld til den enormt indflydelsesrige amerikanske fantasytegner Mike ’Hellboy’ Mignola, men dens versionering af et gammelt islandsk sagn om en troldmand, der med livet som indsats undslår sig sin cirkel for at leve et almindeligt liv med en kvinde, er ikke desto mindre fejende flot afleveret.

Egentlig er den udgivet med tre års forsinkelse, og siden han tegnede den, har Mikkelsen udviklet sig meget. Det ses på opfølgeren Einherjar, som også trækker på den nordiske mytologi. Der er tale om et forholdsvis kort billeddigt i det traditionelle fransk-belgiske albumformat, digitalt tegnet og skrapt men sikkert farvelagt med mindelser om japansk animation.

Serien er fortalt i oldnordisk klingende rim og præsenterer en adrenalinpumpende fortolkning af titlens faldne nordiske krigeres rejse til Valhal og Odins blodige favn. Det er dødsmetal destilleret i tegneserieform, som på berusende vis kaster den nordiske kulturarv i populærkulturel grams. En eksemplarisk nutidig tegneserie.

Matthias Wivel er Ph.D. i kunsthistorie og tegneserieekspert og vil fremover anmelde tegneserier i Information.

 

Palle Schmidt, ’Stiletto’, Fahrenheit, 144 s. i farver, 149,50 kroner.

Rune Nielsen og Thomas Fabian Delman, ’Det kinesiske værelse’, Fahrenheit, 64 s. i farver, 149,50 kroner.

Henrik Rehr og Jan Solheim, ’Insolitus’, Fahrenheit, 144 s. i to farver, 149,50 kroner.

Søren Mosdal og Jacob Ørsted, ’Rockworld’, Fahrenheit, 124 s. i s/h, 129,50 kroner.

Thomas Engelbrecht Mikkelsen, ’Troldmændene fra Vestmannaeyjar’, Forlæns, 106 s. i s/h, 98 kroner.

Thomas Engelbrecht Mikkelsen, ’Einherjar’, Forlæns, 24 s. i farver, 100 kroner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Kasper Hviid

Thorkild har ret, det er noget svært at vurdere en tegneserie som man ikke har set illustrationer fra. Som nødløsning er her et par sites med billeder:

Palle Schmidth: STILETTO
http://www.palleschmidt.com/2013/05/stiletto-j-is-for-jimenez.html

Rune Nielsen og Thomas Fabian Delman: DET KINESISKE VÆRELSE
http://www.forlaget-fahrenheit.dk/udgivelser/tegneserier/det_kinesiske_v...

Henrik Rehr og Jan Solheim: INSOLITUS
http://nummer9.dk/artikler/vi-havde-lyst-fordi-vi-havde-lyst/

Søren Mosdal og Jacob Ørsted: ROCKWORLD
http://www.forlaget-fahrenheit.dk/udgivelser/tegneserier/rockworld.html

Thomas Engelbrecht Mikkelsen: TROLDMÆNDENE FRA VESTMANNAEYJAR
http://copenhagencomics.dk/2013/05/thomas-mikkelsen-2/

Thomas Engelbrecht Mikkelsen: EINHERJAR
(se illu øverst)

anbefalede denne kommentar