Læsetid: 2 min.

Med tungen ude af halsen

’The Lone Ranger’ fortsætter, hvor ’Pirates of the Caribbean’-filmene slap, og leverer hektisk, tegneserieflot westernunderholdning
Selv om det går over stok og sten og slutter med ikke færre end to løbske tog, sidder man tilbage med en lidt tom fornemmelse af at være blevet snydt.

Peter Mountain

4. juli 2013

Efter tre Pirates of the Caribbean-film kaster energibundtet Gore Verbinski sig nu over westerngenren og leverer det forventede hårdt oppumpede produkt, sat dyrt op med en fejende bravour, der er som skabt til at distanceblænde.

Det går over stok og sten i to en halv time, og da man når til klimaks – en frenetisk action-sekvens med to løbske tog og det endelige opgør mellem helte og skurke (i starten fik man et action-brag med kun ét tog i fri dressur) – er man lettere mørbanket af en så insisterende trang til underholde, underholde og atter underholde.

Det lykkes, men samtidig sidder man tilbage med en halvdårlig smag i munden, som altid, når man fornemmer smart opportunisme snarere end fantasiens og viddets frie flugt.

Filmen tager på den ene side legenden om den maskerede The Lone Ranger og hans enspændermakker Tonto alvorligt, og vi får en del traditionelle westernscener med alvor og pågående voldsomhed. På den anden side fyldes der på med det ene gakkede påfund efter det andet. Både The Lone Ranger og indianer-Tonto er lidt til grin.

Visuel begavelse

Patos og parodi er dårlige sengekammerater, og mere helstøbt bliver filmen ikke af, at den omkranses af en søgt rammehistorie med en ældet Tonto, der fortæller en lille dreng om, hvordan det hele foregik, dengang i den mytiske fortid.

For legendarisk er det jo. Texas-rangeren, hans indianerven og den hvide hest Silver blev populære ikoner, efter at The Lone Ranger første gang optrådte som radiohelt i 1933.

Bøger og tegneserier, film- og tv-serier fulgte efter om den skudsikre westernhelt, der viste sit egalitære sindelag gennem venskabet med den lige så ensomme indianer.

I den nye overlæssede film får vi deres baggrundshistorier blandet sammen med en fortælling om grum kapitalistisk spekulation praktiseret af jernbanens kransekagefigur, der i Tom Wilkinsons udgave bliver selve inkarnationen af en meget moderne form for bedragerisk grådighed.

Spændende bliver historien aldrig, for man kan ikke et sekund tro på, hvad der sker. Men instruktør Verbinski er en visuel begavelse, der kan kramme mange ideer sammen i en dynamisk, sprængkraftig billedfølge lidt a la Spielberg i letvægtsudgave. Johnny Depp har maske og stilsans til at spille en fin Tonto, men også han bliver offer for de fjollerier, som også gør det af med Armie Hammers heltestatur som The Lone Ranger.

Til slut genbruges Ranger-seriens gamle kendingsmelodi, slutningen af Rossinis Wilhelm Tell-overture, og det giver et fornødent løft. Filmen skal nok blive et sommerhit af dimensioner, selv uden en medrivende historie. Og så må det unge publikum gætte sig til, hvordan en rigtig western ser ud.

 

’The Lone Ranger’. Instruktion: Gore Verbinski. Manuskript: Justin Haythe, Ted Elliott, Terry Rossio. Amerikansk (Imperial og mange andre biografer)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Hvis de samme kriterier, som filmanmeldere benytter for at rose en film, blev anvendt på litteratur og teater, ville alle kvalitetsnormer kunstnerisk reception være undergravet.