Læsetid: 5 min.

Udvisningen fra jomfruburet

Robbie Williams syntes at have fundet sig til rette i rollen som entertainer, da han i Parken ironisk bragte sin egen boybandfortid i spil og gav os den fulde ’boyfriend experience’
Robbie Williams syntes at have fundet sig til rette i rollen som entertainer, da han i Parken ironisk bragte sin egen boybandfortid i spil og gav os den fulde ’boyfriend experience’

André Leit/iBureauet

24. juli 2013

I begyndelsen af 1990’erne, da jeg var cirka 14 år, fandtes der en meget populær gruppe bestående af unge, smukke mænd. De optrådte med at tage tøjet af foran voksne kvinder. Ikke en trusse var tør. The Chippendales, hed de. Omtrent samtidig fandtes der en anden meget populær gruppe, som også bestod af unge, smukke mænd. De hed Take That, de beholdt for det meste tøjet på og gik aldrig længere end til first base, og de sang ømme popsange til et publikum fortrinsvis bestående af teenagepiger.

I 2013 indtager det tidligere Take That-medlem Robbie Williams scenen i Parken, og det første, han gør, er at vende sin bagdel mod publikum og fingerere sin anus uden på bukserne. Og selv om Robbie Williams er popsanger, er der ikke langt til stripperens hårdtpumpede, erotiserede performance.

I halvanden time er vi nemlig vidner til et pikant varietéshow af billeder af mandlig seksualitet. Den britiske storsælger og selverklærede entertainer har ganske vist slet ikke musikalsk smidighed og elegance som Justin Timberlake, en anden boyband-overlever. Men til gengæld bliver det i Robbies tætte, veltrænede 39-årige krop synligt, at popmusikkens honningdryppende seksualiserede simulakrum ikke er forbeholdt kvindelige popikoner.

Bootyshake

For hvis det i 1991 var den puerile gavflabs job at være et skuffejern, så går han nu hele vejen. Robbie står ikke af i Roskilde. Nogle og trediveårige Johanne fra Aarhus får lov til at komme op på scenen og tage Robbie på røven, mens han afsynger Take That-hittet »Everything Changes«.

Robbie Williams kigger provokerende ind i storskærmskameraet og simulerer cunnilingus med tungen i luften. »Anybody want to see my Beyoncé?« råber Robbie. Mængden jubler bekræftende, og Robbie smider glimmerjakken og åbenbarer sine lårtykke tribal-tatoverede overarme. Han spiller på forestillingen om arbejderklassens utæmmelige libido, så det næsten brænder i øjnene, da han udfører et kliche-negroidt bootyshake og med sin nordengelske dialekt kækt tilføjer: »Jay-Z would go down on me.« Og et helt hav af ekstatiske stangsøstre bryder ud i sang til »Angels«, mens Robbie Williams lader, som om han dirigerer dem.

Robbie tillader aldrig sig selv at optræde så emotionelt eller oprigtigt, som hans imponerende bagkatalog af velskrevne og storslåede powerballader lægger op til. Som en quizvært eller schlagerhelt i guldglimmerjakke klovner han grimasserende rundt på scenen. Med falsk flæben og simuleret skulderklappende bromance med trombonespilleren latterliggør han sin fremførelse af break-up-sangen »Sexed Up«. Robbie gør et nummer ud af at vise, at han er metroseksuel nok til at lade sig fire ned fra taget, mens der kommer lyserød røg ud af numsen på ham, og han blafrer med armene, som var de englevinger. Robbie smører et lag af smiskende ironi ud over hele sit show. Utrolige mængder af energi bortødsler han på at devaluere sig selv. Som en falden popkonge, der foretrækker at afsætte sig selv, inden omverdenen når at gøre det.

Syndefald

Men når fænomenet Robbie alligevel har en stærk identifikatorisk kraft, så er det, fordi han smart nok har gjort det til sit projekt at indløse de personlige erindringer, der knytter sig til hans figur. Robbie er klar over, at han synger for et publikum opløftet i anden potens: Der er ikke blot tale om tusindvis af 30-40 årige voksenjeg’er, der drikker fadøl i Parkens brutale gasblå neonpanteon. Det er lige så meget et publikum, der i Robbies pixelerede brune øjne spejler sig i deres egne livshistorier fra trange, småblomstrede jomfrubure om folde ud-plakater fra Vi Unge og tyggegummiduftende Smash Hits-klistermærker med billeder af Manchester-drenge med gelé i håret. Brovtende iscenesætter Robbie Williams sammenstødet mellem platoniske teenagesværmerier og voksenseksualitet som både syndefald og dannelseshistorie. Han giver os generøst the boyfriend experience, når han simulerer at ligge i ske med Johanne fra Aarhus bag et forhæng prydet med et Take That-logo og dukker frem iført et spøg og skæmt-forklæde med en udstoppet vatpenis dinglende i skridthøjde.

For attraktionen ved Robbie Williams er tilsyneladende hans krops tilgængelighed. Som naboens knægt eller et tilfældigt bekendtskab deler han gavmildt ud af sig selv og svælger i sin egen uperfekthed, når han på storskærmen afspiller grovkornede hjemmevideoer fra et tidligere show, hvor han falder over sine egne ben. Robbie er gumpetung, og han danser ikke ret godt. Han laver med vilje et dilettantisk electric boogie-move og udbryder triumferende: »I’ve still got it!« Han hænger en akustisk guitar om halsen og betror publikum, at han kun kan tre akkorder.

Narrekongen

Hvis Robbie Williams i dag fremstår som en lidt plump has been i det internationale poplandskabs glitrende og højspændte begærs-økonomi, så er det nok, fordi han er noget så umoderne som en popstjerne, som gør krav på rockens dyrkelse af ægtheden, hærdelsen og livets lektie.

Robbie Williams lader os kigge ind i maskinrummet, hvor komplekserne, depressionerne og inkompetencen roder rundt. Her er rocken et symbolsprog, der citeres efter forgodtbefindende: Fra hans fraternisering med Gallagher-brødrene i Oasis på Glastonbury-festivalen og hittet »Sexed Up«, der planker Oasis-sjæleren »Don’t Look Back In Anger«, til den klaverdrevne »Sympathy For the Devil«-pastiche »Let Me Entertain You«. Robbie står på scenen i Parken og vrider sin muskuløse krop til et vildfarent AC/DC-riff, som en teenageknægt foran spejlet. Som Alan McGee, manden bag pladeselskabet Creation Records, har sagt i en bandbulle mod Robbie Williams:

»He doesn’t mean anything. He’s utterly vacant.«

Men det er måske netop pointen: Han er ikke noget i sig selv, han er den, du vil have, han skal være. Musikalsk og imagemæssigt har Robbie aldrig været innovativ. Selv på toppen af hans karriere var der noget tilbageskuende, ja, næsten reaktionært over ham. Robbies person er en slags nostalgisk galleri over det forrige århundredes maskuliniteter: Han er Frank Sinatra eller Elvis Presley eller Steve McQueen, men han er også lidt James Bond og George Best. Nogle gange er han Liam Gallagher, og måske en lille smule Morrissey. Robbie Williams er som drengen, der drømte om at komme op på scenen og spille guitar, den dag Keith Richards pludselig blev syg. »I never learned to play the guitar – instead I learned to play the audience,« afslører Robbie.

Og af alle Take That-medlemmerne var Robbie den, man mindst forventede ville få en solokarriere. Tænk, hvis det havde været Ringo Starr og ikke John Lennon, der først havde forladt The Beatles.

Pophistorien har det med at gentage sig selv, første gang som tragedie, anden gang som farce. Robbie Williams er poppens narrekonge, og han er stolt af det.

Robbie Williams, Parken, København, mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu