Læsetid: 2 min.

Vakkelvorn film om fanatisk katolik

Anden del af Ulrich Seidls trilogi, ’Paradis Tro’, ligner en alt for langtrukken, men yderst effektiv forsvarstale for ateisme
11. juli 2013

Den eneste mand i midaldrende Anna Maries liv har været død i 2000 år eller aldrig eksisteret – afhængig af, hvem man spørger. Anna Marie (spillet af Maria Hofstätter) er fanatisk katolik, og hendes kærlighed til Jesus og hans lange lokker er vist ikke udelukkende platonisk.

Da vi møder hende, lever hun et nøje afmålt liv, der blandt andet består af selvafstraffelse med pisk og et hysterisk fokus på andres seksuelle aktiviteter. I følgeskab med en stor Jomfru Maria-statuette forsøger hun desuden at omvende sine østrigske medborgere.

Det lader Ulrich Seidl os overvære hende gøre i lang tid, før han løfter sløret for en fortid, der er en forklaringsnøgle for Anna Maries nutid. Her skal ikke røbes mere, end at det har at gøre med et forbløffende forhold til en anden mand end Jesus.

Mørklagt masochisme

Anna Marie er søster til hovedpersonen i Paradis Kærlighed, og det eneste interessante ved figuren er, at hun formår at være grå og enerverende på samme tid. Hvis målet med dette er at illustrere, at døgndriftslovprisning af Gud og co. hæmmer et individs udvikling, lykkes det i høj grad. Især en lang, statisk indstilling, hvor Anna Marie med persiennerne halvt lukket og klimprende på et keyboard hylder ham i det høje, viser, hvor lille, lukket og tragikomisk et kredsløb, der er tale om. Men det er en meget svær kunst at holde publikums interesse fanget i to timer med så skinger og monoton en hovedperson. Alt for mange scener formidler næsten nøjagtigt det samme, eksempelvis Anna Maries ensomhed, og der er for mig at se hverken overraskelser eller dybe pointer nok til at retfærdiggøre den lange spilletid. Maria Hofstätter giver sig fuldt ud, men man skulle have undt hende mere at arbejde med.

Også fortælletonen virker vakkelvorn: I en lille håndfuld scener satser Seidl på absurd komik, men ellers er filmen ligeså kemisk renset for enhver form for humor som hovedpersonen selv.

Under rulleteksterne hører vi, som et masochistisk manifest i mørket, Anna Marie synge en salme, der nedsabler alle menneskelige bedrifter og hylder Gud som det eneste varige og sande. Sjældent har jeg følt mig så fast i min mangel på den form for tro, men filmen måtte godt have gjort mig lidt klogere på modparten.

 

’Paradis Tro’. Instruktion: Ulrich Seidl. Manuskript: Ulrich Seidl og Veronika Franz. Tysk, fransk og østrigsk (Grand, Gloria, Vester Vov Vov og Empire i København samt en række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu