Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Brev fra en far

Jeg plejer at sige, at du er tosset, Sara, men i virkeligheden beundrer jeg din ihærdighed og dedikation. Jeg ser mig selv i din begejstring og også i din lejlighedsvise frustration, skriver Christian Monggaard, i et brev til sin 15-årige datter, der er kæmpefan af One Direction, verdens største popband. I går var der verdenspremiere på Morgan Spurlocks dokumentarfilm om fænomenet
Liam, Zayn, Louis, Harry og Niall deltog hver for sig i det britiske ’X Factor’ i 2010, røg ud, men blev så udvalgt til at fortsætte sammen i et band af manden bag ’X Factor’, Simon Cowell, der også er en af dommerne. One Direction, som bandet blev døbt, vandt ikke ’X Factor’ – det blev nummer tre – men havde allerede så mange fans, at det gav mening at fortsætte.

United Universal Pictures

Kultur
29. august 2013

Kære Sara,

Så er det tid. Endelig er One Direction-filmen kommet til Danmark. Jeg ved, hvor længe du har ventet, og hvor meget du har glædet dig.

Nu håber jeg ikke, at du bliver skuffet.

Men det tror jeg ikke. Jeg har set filmen, og den er fin. Og mon ikke du bare er glad for at komme så tæt på drengene, dine store idoler, som du i flere år har dyrket med stor iver og passion.

Jeg er overbevist om, at du er Danmarks største One Direction-fan.

Du har været til koncert med Liam, Zayn, Louis, Harry og Niall i London og i Herning. Næste år skal du opleve dem i Dublin i Irland. Du har været til One Direction-parade i Kongens Have sammen med en masse andre danske fans. Du lavede en musikvideo – som var god, naturligvis – i et forsøg på at vinde en meet-and-greet med drengene. Desværre vandt du ikke, men vi nåede da at tale om, hvordan du ville reagere, hvis du mødte dem – du sagde, du ikke ville græde, fordi det ville være akavet og synd for dem.

Du er hele tiden på Twitter for at skrive om One Direction og i håbet om blive fulgt af en af drengene, helst Niall, der er din favorit – og som du har en stor papfigur af hjemme på værelset. På et tidspunkt kaldte du dig endda Niall’s Wife på Twitter.

Jeg plejer at sige, at du er tosset, Sara, men i virkeligheden beundrer jeg din ihærdighed og dedikation. Jeg ser mig selv i din begejstring og også i din lejlighedsvise frustration, når du har nået tweet limit og må vente et stykke tid, før du igen får lov til at skrive på Twitter.

Indimellem virker det lidt voldsomt, men jeg er selv fan – af forskellige instruktører og skuespillere – og jeg ved, hvor mange følelser og hvor megen ønsketænkning, der er forbundet med at dyrke et eller andet så intenst. Det er hele ens verden, og det drejer sig om liv og død.

Jeg morer mig, når du fortæller om alle de sjove og skøre ting, du og andre fans kan finde på, ikke mindst på Twitter. Og jeg nyder vores samtaler om fankultur og idoldyrkelse – også de mørkere sider af disse fænomener, der viser mig, hvor meget du tænker over tingene og tager dem alvorligt.

Som når én fan generer en anden fan, og du bare ikke synes, det er i orden. Eller når Beliebers og Directioners bekriger hinanden, og du forsøger at mægle, fordi man jo gerne må være fan, men der altså ingen grund er til at gøre hinanden ondt.

For nylig rygtedes det, at 30-40 One Direction-fans havde taget livet af sig selv på grund af en fankritisk dokumentarfilm på engelsk tv. Chok og hysteri bredte sig på Twitter, men du manede til besindighed og undersøgte sagen, og det viste sig da også at være en and plantet af directioners, der var utilfredse med filmen. Vi fik os en lang snak om fandyrkelse over for fanastisme og det ansvar, One Direction har over for sine fans, ikke mindst på Twitter, hvor hver af de fem drenge har millioner af følgere og kan skabe en masse ravage med et enkelt tweet. Et ansvar, de såmænd synes at forvalte fornuftigt.

Du overraskede mig, da du for et par uger siden fortalte mig, at det var instruktøren af Super Size Me, der stod bag One Direction: This Is Us. Det vidste jeg ikke. Morgan Spurlock hedder han, og jeg mødte ham, da han gæstede Danmark med Super Size Me. Han var en flink og engageret mand – med de politisk ladede dokumentarfilm in mente er han dog et lidt usædvanligt valg til at lave en film om et popband.

Men han har gjort det godt, synes jeg.

Om noget får One Direction: This Is Us forklaret fænomenet One Direction, og hvordan et socialt medie som Twitter og dedikerede fans som dig, Sara, har været afgørende for bandets succes. Du har forklaret mig, hvordan One Direction blev til, men det er alligevel vildt at tænke på, at det kun har taget de fem drenge cirka tre år at blive det største popband i verden.

Liam, Zayn, Louis, Harry og Niall, fem unge mænd, der alle kommer fra arbejderklassen, og nu er omkring de 20 år, deltog hver for sig i det britiske X Factor i 2010, røg ud, men blev så udvalgt til at fortsætte sammen i et band af manden bag X Factor, Simon Cowell, der også er en af dommerne. One Direction, som bandet blev døbt, vandt ikke X Factor – det blev nummer tre – men havde allerede så mange fans, at det gav mening at fortsætte.

Hvis jeg skal være helt ærlig, Sara, så er jeg ikke kæmpefan af One Directions musik. Det er udmærket, melodisk pop med lidt rockelementer, men man – jeg – glemmer det hurtigt igen. Jeg er dog imponeret over drengenes jordbundethed, gode humør og ligefremme væremåde, som også slår igennem i de opbyggelige, positive tekster, og så kan de faktisk synge. Hvis de fem får lov til at vokse som sangere, musikere og måske også sangskrivere, kan det være, at de enten som band eller solister også vil have en karriere om mange år.

Der er intet i One Direction: This Is Us, som vil støde fans eller give den kritisk kant. Den fortæller om deres opvækst, og hvordan bandet blev til, og så følger den ellers drengene på turné rundt i verden, hvor tusindvis af skrigende fans, især piger, byder dem velkommen til hver ny by. Det er overvældende, også for de fem i bandet, som dog hele tiden sørger for at påskønne og takke de mange fans.

Morgan Spurlocks film er en hyldest til deres utrolige energi og det faktum, at selv om One Direction er en konstruktion og en forretning, så får medlemmerne lov til at være sig selv inden for de rammer, turnélivet – og formentlig også Simon Cowell, der er medproducent på filmen og udgiver deres plader – sætter for dem.

Men alt det er du sikkert ligeglad med. Når du læser dette brev, har du selv set filmen, og mon ikke du er glad og tilfreds og i gang med diskussioner og lovprisninger af den og One Direction på Twitter!?

Kærlig hilsen far

’One Direction: This is Us’Instruktion: Morgan Spurlock. Engelsk (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her